Nyt år, nye udfordringer

Godt nytår!

Rigtig godt nytår derude! Jeg håber, I alle kom godt ind i det nye år! 

Til Jer som ikke er til rigtig længe blog indlæg, kan jeg lige så godt starte med at advare! Eftersom jeg ikke har skrevet her inde længe (læs: alt, alt for længe), og at der derfor er sket en hel del siden sidste indlæg. 

Nå, lad os starte, hvor vi sluttede - med mit tryksår. Det ser heldigvis ud til at være et overstået kapitel! Efter nogle tilbage fald i perioden efter sommerferien, har jeg ikke mærket noget til det i efterhånden mange måneder. 

Derfor har jeg også kunne få godt og grundig gang i en masse aktiviteter igen. Deriblandt at spille kørestolsbasketball. Jeg har kunnet træne fast med, siden sommerferien, kun afbrudt af ganske få træninger. 

Samtidig har jeg fået comeback i kamp! Det skete til en træningsturnering, i Köln, i september, som optakt til vores sæsonstart i den danske liga. Også her har jeg siden sidste indlæg fået comeback! Jeg har spillet med i alle vores 4 kampe i denne sæson. 

Dermed ikke sagt, at jeg er tilbage til tidligere tiders styrke! Det ville være en dicideret løgn, at påstå det! Når man, som jeg, lå helt stille i omkring tre måneder, og i den efterfølgende periode fik flere tilbagefald, så jeg ikke kunne træne kontinuerligt, tager det tid at komme i form igen. Også noget længere tid, end jeg havde troet.

Derfor må et af målene i 2016, være det samme som i 2015 - at komme tilbage i form!

Hamistolen Photography 

En af grundene til, I ikke rigtig har hørt noget fra mig, skyldes blandt andet, jeg har fået godt gang i min, ikke så nye (mere), hobby. Nemlig fotografering. 

Darko Jukic i kamp ved
Basket i Boxen 2015

En hobby, som gav mig nogle af sidste års største oplevelser, og som ser ud til også at skulle give en masse oplevelser i 2016. I marts startede jeg min sidebeskæftigelse Hamistolen Photography op. Siden da har jeg været på adskillige foto-opgaver, primært indenfor sportsfotografering. 

Udover den skribent-rolle, jeg allerede har skrevet om, hos merebuepaa.com, har jeg nu også været ude som fotograf. Det foregik ved, det nok største basketball-event i Danmark so far, i Jyske Bank Boxen, hvor Bakken Bears bød indenfor til Basket i Boxen 2015. 

Samtidig er jeg blevet en slags pressechef for Ikast KFUM Volleyball, hvor jeg jævnligt er ude og tage billeder. til træning såvel som kampe. 

Der igennem fik Dansk Volleyball øje på mine billeder. Det resulterede i, at jeg blev tilbudt jobbet som stævnefotograf ved De Nordiske Mesterskaber, (NEVZA). En opgave jeg naturligvis takkede ja tak til! 

Det var tre ekstrem hæsblæsende dage, hvor jeg fik taget i omegnen af 3000 billeder. Og hvor de danske drenge endte med at vinde samlet. Efter en sejr over svenskerne i finalen. 

Årets Volleyball Billede
2015

I den kamp var jeg selvfølgelig også på pletten. Faktisk var jeg så meget på pletten, at jeg fangede det helt rigtige øjeblik, lige der hvor den sidste bold blev vundet, og guldet kom i hus. 

Senere skulle det vise sig, at jeg ikke var den eneste som synes at lige netop billede havde noget særligt over sig. Det blev nemlig i December måned kåret til Årets Volleyball Billede 2015. En titel, jeg er sindssyg glad og stolt over!

Er ret sikker på, at 2016 bliver et mindst lige så fedt foto-år for mit vedkommende! 

... Og så skal det også lige nævnes, at..

December er normalt en måned, jeg er rigtig glad for, men i år var december måned, rigtig dejlig! Jeg fik to fantastiske julegaver, lidt på forskud, fra Ikast-Brande Kommune. Først fik jeg en ny kørestol, efter at have slæbt rundt på noget, som mindede mere om et gammelt lig, alt for længe.  Faktisk var min stol så medtaget til sidst, at min sagsbehandler, som bevilgede stolen, spurgt om hun ikke måtte tage et billede af den, fordi hun ikke havde set noget lignende. Så må det altså være vildt! 

Det skulle senere vise sig, at den største gave fra kommunen ikke var kommet endnu! 

Med omkring en uge til juleaften, tikkede en mail ind i indbakken. "Du er blevet bevilget en bil, på trivselsmæssig grundlæg." What?! Jeg troede ikke mine egne øjne, og måtte derfor lige læse det et par gange - men den var god nok! Jeg er, efter tre års kamp, med det ene afslag efter det andet endelig blevet bevilget en bil, så jeg kan blive mere selvhjulpen!

Det fik mig bare til at glæde mig endnu mere til det kommende år, hvor jeg skal ud og tage kørekort! Det bliver så vildt fedt! 

Puuha! Det var en lang smørre! Men sådan går det, når man ikke får opdateret henad vejen, og den ene nyhed efter den anden kommer til. 

Tak til Jer som fik kæmpet jer gennem mit indlæg! Jeg lover, at der ikke går lige så lang tid til næste indlæg, som der gjorde til dette!

Vi blogges!

Tag det alvorligt!!

Intet nyt er godt nyt!

Davs derude! Længe siden sidst, jeg ved det godt. Denne gang er den lange pause heldigvis grundet noget positiv! Denne gang er det ikke fordi jeg er blevet akut indlagt med infektion. Næ nej! Den lange pause skyldes i bund og grund bare, at der ikke rigtig har været det store at berette om. Alt går stille og roligt fremad, lige efter planen. Jeg er så småt ved at være i gang med min nye livsstil, selvom der stadig er visse ting, jeg endnu ikke kan deltage i. 

Jeg er begyndt at kunne genoptræne igen, så jeg igen kan få nogle muskler på kroppen. Samtidig håber jeg der ikke går alt for længe, før jeg igen kan starte med kørestolsbasketball. Først skal min stol i hvert fald lige bygges lidt til, så den igen passer. 

Nu er det ved at gå op for mig!

I nat skete der noget. Noget som nok i bund og grund er ret naturligt, men som jeg bare ikke sådan for alvor har prøvet før. Det hele startede med noget så banalt, som at jeg vågne og ville vende mig fra at have ligget på højre side, om på venstre. Jeg vendte mig, og stort set lige da min venstre hofte ramte madrassen slog det mig. "Hvor har jeg det egentlig godt nu! Det her kunne jeg ikke for to måneder siden!".

Så skal jeg da lige love for at min hjerne var færdig med at sove for nu! Nu kørte tankerne på højtryk med alt det jeg havde været igennem siden september 2013, og jeg skal da lige love for, at der har været nok at tage af! Kedeligt har det ikke været!

Indenfor ganske kort tid, var mit hoved ellers godt fyldt op, med alle de specille situationer, som har sat sig i kroppen indenfor det seneste halvandet års tid. Det både positive som negative. Alt lige fra da jeg skulle have lagt mit CVK med lokalbedøvelse, som ikke helt gik efter planen, til alle de dejlige stunder jeg har haft med besøgende, mens jeg har ligget indlagt!

Men dét som ramte mig hårdest i nat, og som jeg brugte mest tid på at tænke over var, hvor sindssyg udramatisk jeg i bund og grund synes det har været, i forhold til hvor voldssomt det har været. Her tænker jeg udelukkende på sygeperioden med mit tryksår. 

En voldsomhed som det fyssiske ar, jeg skal kører rundt med resten af livet beskriver godt. Jeg har altså haft fistelgange, altså små gange som gik fra mit tryksår på venstre balle, hele vejen op i maven på mig, ned i benet var der også en der gik, en tredje gik om i pungen og så den sidste og mest synlige endte omme i lysken. Den sidste gang blev tilbage i april måned skabte for at dræne betændelse fra ud fra kroppen. Siden da er den så aldrig vokset sammen af sig selv, fordi jeg, indtil jeg kom til Aarhus ikke havde fået den rigtige vejledning og behandling.

Under min operation tilbage i oktober blev fistelgangen om i lysken så helt åbnet op, så jeg den dag i dag, og resten af mit liv, har et ar gående fra midten af venstre balle og hele vejen om i midten af venstre lyske. Fik aldrig spurgt til hvor mange sting de lukkede mig med, men der har været nogle stykker!

Siden operationen lå jeg, som nogen jo nok kan huske, i sengen fast i godt tre måneder! Det hele foregik på højre side. Siden er jeg så så småt begyndt at kunne komme op og sidde igen, og jeg sidder i dag stort set alt det jeg kommer til at må sidde resten af livet, i løbet af et døgn. Jeg er stadig ikke i nærheden af at kunne sidde lige så længe af gangen, som jeg gjorde, før jeg fik mit tryksår. 

Det har været en hård omgang og vil stadig være det et godt stykke tid endnu. Men med de rigtige mennesker omkring sig og med den rigtige indstilling, er den menneskelige krop og sind i stand til at udrette mere end man tror er muligt! Man skal bare tro på det og sig selv!

Jeg er blevet klogere!

Hey Frederik, hvorfor skriver du så alt det her??, vil nogen nok spørge. Det skal jeg sige Jer! Det gør jeg ganske enkelt for, at jeg måske kan nå at redde nogen, som kunne være lige så dumme som mig, før det går galt for dem!

Før jeg fik mit tryksår, var jeg slet ikke bevidst om de følger man kunne få af det, og hvordan man skulle behandle eller forebygge det. Jeg vidste ganske enkelt ikke nok om det. Jeg sad på en skandaløs pude, i skandaløs lang tid af gange, og med de to ting mixet sammen, ja så skal det squ gå galt! Det har jeg så lært på den hårdeste måde! Jeg har nu fået det bedst mulige udstyr at sidde på, og den viden jeg skal bruge, for at kunne forebygge at jeg igen skulle "rende" ind i endnu et tryksår. 

Så til Jer som sidder derude, i Jeres kørestole, og som endnu ikke har fået tjekket om det er det bedst mulige udstyr, lige netop til Jer, I sidder på, så få det gjort inden det er for sent!! Det er for jeres egen skyld og når først såret er der, så er det squ for sent!

Skulle I have spørgsmål så skyd bare løs! 

Med dagens opfordring, må I have en fortsat god dag derude!

Vi blogges!!

Du kommer aldrig til at spille basketball igen!

Modgang gør dig stærkere!

Lang tid er der gået, siden jeg sidst har skrevet - jeg ved det godt! Der er ganske enkelt ikke rigtig været noget at skrive om. Det er der til gengæld, i den grad, nu!

For et lille halvt års tid siden, var min fremtid mildest talt i fare! I hvert fald den fremtid, jeg troede jeg skulle have. Jeg regnede med, jeg skulle i gang med uddannelse, så snart jeg kunne komme til det, for samtidig vidste jeg godt der kom til at gå noget tid, grundet min operation.

Samtiditig regnede jeg med, at jeg skulle i gang med at spille kørestolsbasketball, og at jeg nok skulle vende tilbage til det niveau jeg var på, før jeg pådrog mig mit tryksår. Det var også meldingen, at det nok skulle kunne lade sig gøre - vel at mærke før jeg blev opereret.

For efter operationen, hvor lægen havde fået overblik over hvor slemt det stod til, havde piben fået en anden lyd. "Han kommer aldrig til at spille kørestolsbasketball igen!" Så klar og kontant var meldingen fra lægen, til min mor, da hun blev informeret om operationens forløb, og hvordan det stod til. Alt imens jeg fortsat lå intetvidende nede på en opvågningstue, og prøvede på at komme til hægterne igen.

En melding hende og min far, heldigvis, har holdt for dem selv! Jeg er så glad for at jeg ikke fik det af vide, den gang, for dér var der godt nok rigeligt at tænke på i forvejen! I stedet fik jeg det først af vide, her for en lille måneds tid siden. På et tidspunkt hvor alt så anderledes positivt ud!

Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg vil vove mig ud i at påstå, at hvis jeg havde fået den melding med det samme, så var det ikke gået lige så glat, som det heldigvis har gjort! Grunden min påstand er, at da jeg fik af vide hvordan det var gået, og at jeg nu skulle indstille mig på et ekstremt langt og hårdt forløb, brugte jeg tanken om, at det nok skulle blive godt og at jeg nok skulle vende stærkere end nogensinde tilbage til basket.

Afsluttet!

Tirsdag d. 17. marts 2015. Den dato glemmer jeg ikke foreløbigt! For nogen en ganske almindelig forårsdag, men for mig endte det med at blive dagen, hvor jeg igen fik lov til at kunne begynde at leve et liv!

Det jeg prøver på at skrive er, at da var jeg til kontrol i Aarhus, hos lægen som opererede mig, og hun kan stadig ikke forklare hvordan jeg har kunne forvandle en så negativ situation, til noget som er endt så godt. Men ikke desto mindre kunne hun konstatere, at mit sår er vokset sammen, og alt dermed er i sin skønneste orden. Det betyder at jeg igen må begynde at sidde, og det endda uden restriktioner - hvis jeg vel at mærke bare begynder at bruge min sunde fornuft og lytter til min krop! 

Det bliver ikke noget problem! Jeg skal ikke prøve det, jeg har været udsat for, i mere end et år nu, igen! Det er livet simpelthen for kort til! Hvor har det da været røvsygt! Nu har jeg sørget for "at gøre det ordentligt" første gang, og så må dét være dét!

Tilbage til livet!

Jeg vil våge at påstå, at jeg har lavet mere i de 3½ dag, jeg nu har måtte sidde, end jeg har det seneste halve år! Det endda uden at lave det store - jeg har sådan set "bare" lavet, for de fleste, ganske almindelig hverdagsting. Noget så simpelt, som at være i Føtex, har jeg nydt med største velbehag!

Jeg ser også frem til at kunne dyrke mine hobbyer i langt højere grad end, jeg tidligere har gjort. Nemlig kørestolsbasketball og fotografering. Så fra nu af skal I nok regne med, at komme til at høre en masse om lige netop disse emner! 

Og skulle i støde navnet "Hamistolen Photography", ja så er det mig :-)

Dermed har jeg vidst ikke så meget andet at skrive end, tak fordi du læste med! Og rigtig god weekend! 

Vi blogges!

Honning?? - Skal det ikke på brødet??

Én ting af gangen!

Jeg har nu været her på Vestdansk Center for Rygmarvsskadet i omkring 3 uger. Det har indtil nu været et yderst lækkert ophold. Jeg vil ikke bruge ordet, "indlagt", om mit ophold. Sådan føler jeg det ikke, da jeg primært forbinder det med noget negativt, og det har mit ophold her, bestemt ikke været - tværtimod!

Godt nok har der været op- og nedture, i løbet af de seneste uger, men på trods af det, har det været en bragende succes! Mest af alt, fordi man her på stedet, deler en filosofi, som jeg har forsøgt at køre med, hele mit forløb igennem. Nemlig at sætte sig et overordnet mål, for så at gemme det væk igen, og i stedet sætte sig en masse delmål hen til det endelige mål! Det er en metode der virkelig kan anbefales!

Helt specifikt bliver metoden benyttet i forbindelse med min mobilisering. Altså den tid jeg må sidde i min kørestol igen. Det fungerer naturligvis ikke sådan, at man bare sætter sig en hel dag i en kørestol, efter at have ligget ned i mange måneder. Det vil være det samme som, at bede om et nyt tryksår!

Planen er bygget op på den måde, at jeg for efterhånden 14 dage siden, startede stille og rolig op, med at måtte sidde 15 minutter, to gange i løbet af dagen. Det viste sig, at kroppen godt kunne klare det, så to dage efter, kunne jeg hoppe op på næste niveau. 3x15 minutter. Også dét fungerede som det skulle, og jeg kunne avancere yderligere til 2x30 minutter nogle dage efter. Såret skal kunne klare hvert niveau to dage i streg før, jeg må mobiliere yderligere, dagene efter. Det hele skal ende ud med, at jeg kommer op på halvanden time. Et mål jeg rammer, hvis alt går efter planen, om fem dage! Jeg kommer ikke til at mobilisere i længere tid end det, indtil jeg har været til kontrol næste gang, en gang i marts.

Men med den form for genmobilisering, opdager man nemlig hvis det er ved at gå den gale vej. Og det var det lige ved for mig! For nogle uger siden, blev såret lige pludselig større, og med det samme blev jeg smidt i seng. En hel weekend, hvor jeg slet ikke fik lov at komme op. Men trods alt kun en weekend. 

Honning - nu som lægemiddel!

En anden grund til, at jeg kunne nøjes med, kun at skulle ligge en weekend, er honning. Ja, du læste rigtig - honning! Nogen vil nok sige at det er et vidundermiddel, men det vil nok primært være nogen som har deres daglige gang blandt potter og pander.

Men nu har de kloge hoveder i hvide kitler, også set lyset i den gyldne, klistrede masse. Og lad mig, advare Jer med det samme - det næste stykke bliver måske lidt nørdet! 

Efter jeg så den fabelagtige virkning, honningen havde hos mig, fik jeg lyst til at gå lidt ned i det, for at se hvad det helt præcis er, min bagdel bliver smurt med. En ting kan jeg i hvert fald sige, uden at undersøge ret meget - det virker på mig!

Manuka Honning

Honningen stammer fra den vilde Manuka busk, som vokser i New Zealand. Honningen indeholder stoffet metheylglyoxal, også kaldet MGO, et stof som ikke findes i andre typer af honning.

Stoffet MGO har gennem de seneste års studier vist sig at have en stærk antibakteriel effekt. Methylglyoxal er ikke et ukendt stof, for kroppen eftersom det bliver naturligt dannet ved nedbrydning af sukker, men stoffet er giftigt for kroppen, men vigtigst af alt også for bakterierne.

Andre undersøgelser som er foretaget af hollandske forskere viser, at et andet stof i honning, kaldet defensin, også dræber bakterierne, fordi defensin destabiliserer bakteriernes membran og forstyrrer deres stofskifte.

Forskerne mener, at grunden til at specielt Manuka honning har disse egenskaber og et højt indhold af MGO, skyldes de strabadserende forhold busken er underlagt. Det er simpelthen buskens måde at forsvare sig og overleve på, som vi så kan nyde godt af.

Manuka honningen er ikke nyt, for allerede siden oldtiden har honning været kendt for antiseptisk virkning. I gamle egyptiske papyrus omtales honning for eksempel som et middel ved sårbehandling.

Lad os slutte denne lektion i køkkenet, hvor vi normalt kender til honning. Efter sigende, skulle Manuka honning smage dejligt. Det skulle smage lidt ligesom lynghonning og have en dyb varm farve.

Vi blogges!!

I faste, fine, rammer!

Vestdansk Center for Rygmarvsskadede

Så ligger jeg her! Det har jeg gjort i snart en uge. I mandags pakkede jeg de vigtigste af mine ting sammen, og flyttede ind på Vestdansk Center for Rygmarvsskadede, også bare kaldet VCR. Nu står den på genoptræning og mobilisering i kørestol. Jeg skal ganske enkelt vendes til at kunne sidde op, og kunne klare mig selv, igen.

Jeg havde, allerede inden jeg flyttede ind, hørt en masse om stedet, både til det positive, men også til det negative. Derfor var det en meget spændt, ung mand, som blev hentet af Falck. 

Det skulle vise sig, da jeg nåede frem, at jeg er en heldig kartoffel, hvad angår det værelse jeg har fået tildelt! Der er nemlig ret stor forskel på dem. Ikke hvad angår indretningen af værelset, for alle 36 værelser er fuldstændig ens indrettet. 

Nej, det er mere placeringen af værelset, jeg hentyder til. Den ligger ganske enkelt fantastisk! På turplan, med en fantastisk udsigt udover Søndersø, i Viborg! Samtidig ligger værelset ret centralt i huset, så jeg har forholdsvis kort til alting. Jeg kunne lige så godt have fået et værelse på den anden side af huset. Havde det været tilfældet, havde udsigten været nogle træer. 

Forholdene er fantastiske!

Der er generelt tænkt på detaljerne. Forholdene er i den grad optimale, for at få en god genoptræning! Rammerne udenom, har jeg nævnt er fantastisk, men det gælder godt nok også forholdene indenfor husets mure. 

Alle værelser har, foruden god plads til at komme rundt om sengen osv, også eget toilet og bad. Derudover byder VCR også på indendøres swimmingpool, samt et træningscenter med mange af de nyeste og mest effektive træningsmaskiner! 

Nogle træningsmaskiner, som jeg har fået lov til at stifte en lille smule bekendtskab med, og det bliver forhåbentlig ikke eneste gang. Eller det gør det ikke!

Så er vi igen - og så ikke alligevel...

Grunden til, at jeg har kunne arbejde i maskinerne, hos fyssen, er fordi jeg, efter at have ligget i sengen, siden 23. oktober, fik lov til at komme op og sidde i onsdags. Hvor var det bare vildt fedt! Men hvor pokker er min balance blevet af!? 

I skulle seriøst have set mig, da jeg blev hjulpet op at sidde for første gang. Jeg skøjtede fra side til side, og kunne slet ikke finde balancen. Jeg følte mig, ærlig talt, mest som en eller anden alkoholiker, som prøvede at komme op at sidde, efter at være væltet på sin bænk. Ikke fedt!

Op at sidde kom jeg, med god hjælp fra en fysioterapeut, som stortset måtte sidde og holde mig, de første minutter, men så var det som om kroppen vænnede sig til det, og jeg kunne selv holde mig oppe. Sådan! 

Den helt store glæde varede dog, desværre forholdsvis kort, i denne omgang. Helt præcis små døgn. I den tid, havde jeg fuldt en stram plan for, hvor mange gange, samt hvor længe, jeg måtte sidde om dagen. Det viste sig desværre, at det gik lidt for stærkt. 

Derfor har jeg her fredag-søndag, igen, måtte tilbringe udelukkende i sengen. Det gør jeg dog gerne, hvis det betyder, at der ikke sker yderligere skade. I mit tilfælde er man nødsaget til at kunne se langsigtet! Allerede nu ved jeg for eksempel, at jeg maksimum kommer til at sidde halvanden time af gangen, de næste tre måneder. 

I morgen, på Ole Olsens fødselsdag (2/2), skal jeg til en planlagt kontrol hos plastikkirurgerne. Derefter må vi se hvor meget jeg kommer til at sidde og hvor hurtigt jeg må gå frem. 

"Wake up, and smell the routine..."

Dét at blive indlagt her, er samtidig et skridt ind i en verden, hvor alt kører i de samme mønstre og rutiner. Det kan selvfølgelig være godt nok - i hvert fald til en hvis grad. 

Man spiser på de samme tidspunkter, man får besøg af læger og fysioterapeuter på samme tidspunkter og jeg kunne blive ved. Det hele kører i faste rammer. 

En anden ting, som man meget hurtigt lærer at kende, når man er indlagt, er sprit. Og her snakker vi ikke den slags man drikker. Eller det vil sige, at det har man da hørt historier om, at alkoholikere har prøvet, men der skulle vidst være noget i nu, som får det til at smage knapt så godt. Det har jeg dog ikke afprøvet, og kommer heller ikke til det. Derimod er jeg ved at have sprittet mine hænder, mit sengebord og alt hvad der er i nærheden af mig, en del gange. Alt skal sprittes af, og helst hele tiden!

Alt i alt er jeg nu super glad for at være her! Jeg ser frem til at komme op og sidde igen, og for alvor komme i gang med genoptræningen. Så må vi se, hvor længe de vil beholde mig. Som det er lige nu, er det i hvert fald ikke mig, som presser på, for at komme hjem. Tværtmod! Tingene skal squ være i orden nu, inden jeg skal nogen steder!

Vi blogges!!