Livet, set fra frøperspektiv

Bygget til gående

Ikke-handicappede tænker måske ikke så meget over dét, da det hele sidder som det skal, og så passer for dem, men for kørestolsbrugere er et af hverdagens udfordringer ting som ikke er placeret anvendeligt, og nyttet for dem. 

En ganske almindelig udfordring finder vi, når vi er ude at handle. 

Alle varene er fundet og det er blevet tid til at betale, men kontanter er, som det så ofte sker, ikke lige blevet hævet, og derfor må dankortterminalen benyttes. 

Et ganske almindeligt scenarie for almindelige, som ikke ser nogle fare indtil nu, men for kørestolsbrugere kan man godt blive lidt bekymret på nuværende tidspunkt. 

Dankortterminalen er nemlig, som oftes, placeret så det passer med at den hænger i mavehøjde på almindeligt gående, og dermed har man nemt ved at se hvad der står på displayet og samtidig beskytte sin pin-kode. 

For kørestolsbrugere er det samme scenarie noget mere problematisk. Den samme dankortterminal er nemlig placeret i pandehøjde for en kørestolsbrugere, og dermed er det mere end vanskeligt at beskytte sin pin-kode, og displayet kan man lige så godt opgive at kigge på, med mindre man løfter sig op fra sin stol.

Ser op til folk

En anden af hverdagens store udfordringer, er det at blive set ned til - helt bogstavelig talt. Men jeg vil skynde mig at nævne, at dette problem vender man sig lynhurtigt til, med mindre folk bevidst prøver på at lave en stor højdeforskel. Det eneste der kan være en smule belastende, er hvis man skal snakke med en høj person i længere tid, da det godt kan ende med at give en pænt øm nakke! 

Labyrint-ligende tilstande

En sidste udfordring, vi som kørestolsbruger, tit møder, er at sigtbarheden falder markant, når man befinder sig i større forsamlinger. For eksempel når man er ude at shoppe, på en rigtig travl dag, og man vælger at befinde sig midt i gangen, kan det nogle gange godt være vanskeligt at se hvad butikkerne, der befinder sig på siderne af én, har at byde på. 

Kender I andre scenarier??

Vi blogges

Et handicap er hvad omverdenen gør det til

Synd er noget man bekender i kirken

Mange mennesker som jeg snakker med, som ikke kender mig, synes det er synd for mig at jeg er handicappet, og må acceptere et liv i en kørestol. Jeg kan godt sætte mig ind i at ikke-handicappede mennesker synes, at det kan være uretfærdigt, at nogen ikke har de samme fordele som dem, men ligefrem at kalde det synd for os, som befinder os i samme situation som jeg, vil jeg ikke gå med til!

Vi kommer ikke uden om, at selvfølgelig er der en masse ting som handicappede ikke kan, som jeg også har nævnt i tidligere indlæg, men som jeg også nævner i et andet indlæg, er der samtidig en masse fordele, som ikke-handicappede ikke har. I får mig ikke til at sige, at det er synd for handicappede - for mig er synd kun noget man bekender i kirken!

Et spørgsmål om indstilling

Jeg tror at denne indstilling deles af mange handicappede. 

Grunden til det, har med stor sandsyndlighed noget at gøre med, at hvis vi selv synes det er synd, at vi befinder os i den situation vi gør, og det her gælder alle mennesker, så kan vi ikke leve livet fuldt ud, og udrette de ting, som ellers er muligt, hvis man ændre indtillingen til at alt er muligt, hvis man bare opsøger chancen.

Ændres indtillingen til at alt er muligt, også selvom man er handicappede, er det faktisk muligt at leve et stortset normalt liv for rigtig mange handicappede. Det kan godt være at alle de ting vi laver, ikke udføres på samme måde, som hvis det var en ikke-handicappede som skulle udføre det, men resultatet til slut ændres ikke i ret mange tilfælde. Det handler om kreativitet, tro og godt humør.

Så det er ikke synd for os, at vi befinder os i vores situation, men derimod en ekstra udfordring som skal udføres på godt og ondt! 

Vi blogges

At kunne spørge om hjælp er en vigtig egenskab!!

En udfordring - men langt fra umuligt

For almindelig, gående mennesker kan det måske være svært at se hvad: brosten, trapper, smalle døre og høje borde har til fælles. Men som kørestolsbruger er der allerede nu en advarselslampe, der begynder at lyse. Disse, for mange harmløse, ting er i dagligdagen med til at gøre tingene en smule mere udfordrende for os, som befinder os i kørestol. 

Især trapper, brosten og smalle døre har, i hvert fald for mig, givet en del udfordringer. Udfordringerne kan opstår stort set over alt, men man lærer hurtigt at fornemme hvor de kan opstå, og dermed allerede være forberedt på dem inden man sidder i sit. Det hele handler om opmærksomhed og planlægning. 

Det er blevet meget bedre

Jeg vil skynde mig at sige, at det er blevet meget nemmere at være kørestolsbruger i det offentlige rum, gennem de seneste år. I takt med at der er kommet mere og mere fokus på det, er det heldigvis ved at være en sjældenhed, at jeg finder en butik eller et spisested, hvor der ikke er tilgængelighed for kørestolsbrugere. Det sker dog stadig, og i disse tilfælde er det fordi det er en gammel bygning, som ikke er blevet renoveret i rigtig mange år, for min opfattelse er, at hver gang der bliver bygget nyt eller renoveret bliver de nye bygninger i 9,5 gange ud af 10 tilfælde altid bygget efter, at handicappede også skal kunne komme rundt. 

Skal kunne bede om hjælp

Mange af disse udfordringer bliver dog hurtigt uskadeliggjort, hvis man lære at bruge ét enkelt ord. "Hjælp". Hvis man forstår at bede om hjælp, når man befinder sig i det danske land, er der stort set ikke dét sted, hvor det ikke er muligt at komme ind. Især ikke hvis man blander det med lidt planlægning og opfindsomhed. 

At bede om hjælp, betyder ikke man er svag!

Jeg har hørt blandt andre andre handicappede, og kan heller ikke selv sige mig helt fri fra, at man godt kan se det en smule ydmygende at spørge andre mennesker om hjælp - især hvis det er nogen man slet ikke kender. 

Men på trods af det, kan vi ikke se bort fra at det er en nødvendighed, hvis man vil leve et så normalt liv som mulig som kørestolsbruger. Derfor gælder det om, så hurtigt som muligt, at få det til at være en naturlig del af hverdagen, og det bliver det heldigvis hurtigt! 

Spørg endelig om I kan hjælpe!

Jeg blev en gang spurgt om jeg synes det var nedladende, hvis jeg blev spurgt ,om jeg behøvede hjælp. Det synes jeg langt fra det er - tværtimod! 

Jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i dem som ser det som nedværdigende at få spurgt, om man har brug for hjælp - hvis der er sådan nogen... 

I min verden er det en del af nutidens samfund, at man spørger andre om de har brug for hjælp, hvis det ser sådan ud. Det gør jeg da også selv, hvis jeg ser nogen, jeg kan hjælpe. Vi er bare nogen, som har mere brug for hjælp end andre, og derfor i sagens natur også bliver spurgt mere om vi har brug for hjælp end andre.

I stedet for at se det som nedværdigende, så se det i stedet som en gave. Især hvis du selv har svært ved at spørge om hjælp. Det kan godt være du ikke har brug for hjælp hver gang du bliver spurgt, men i mange tilfælde har du nok, og så er du selv fri for at spørge. 

Folk spørger jo ikke for at irritere, men udelukkende for at være hjælpsom!

Derfor skal I endelig ikke holde jer tilbage med at spørge, et andet menneske om de har behov for hjælp hvis det ser sådan ud. Heller ikke selvom det er en person i kørestol. Det kan i nogle tilfælde være en befrielse for den handicappede at der bliver spurgt om der er behov for hjælp, da personen ikke selv tør spørge efter hjælp.  

Vær ikke bange for at spørge!

Kig, kig, kig

De fleste kender nok scenariet:
"Man kommer gående, og pludselig kommer der én kørende i kørestol, eller en gående med krykker. Det fanger øjnenes opmærksomhed med det samme, for der kommer noget, som falder udenfor normalen. Man gør hvad man kan for at lade som ingenting, men det er så spændende, at man ikke kan lade vær' med at kigge på den "unormale", indtil personen er passeret forbi, selvom man prøver at få det til at se ud som om man overhovedet ikke er interesseret."

Det kan være du går sammen med en god ven/veninde, og gerne vil drøfte synet med ham/hende, men samtidig vil du ikke have at det ser ud som om det interesserer dig, så det hele ender med en diskret samtale, så den "unormale" ikke lægger mærke til det - tror I!

Kig og spørg endelig!

Jeg har oplevet ufattelig mange af disse situationer - og det er både fra den ene og den anden side af scenariet må jeg indrømme. 
Jeg har også taget mig selv i at kigge efter handicappede, når de kommer kørende forbi mig. Jeg skal ikke virke mere hellig end jer andre. Så jeg ved også godt, at det godt kan ende som en større eller mindre pinlighed, hvis man bliver klar over, at den handicappet har opdaget den øget interesse, og tro mig - det gør vi i langt de fleste tilfælde! Jeg har igennem årene set utallige sjove situationer, hvor folk har kigget, i mere eller mindre diskret grad, hvor det er endt lettere komisk fra mit synspunkt. 

Det kan godt være det er en smule ondt, fordi det gør situationen noget pinligt for dem som kigger, men får jer mistanke om, at nogen kigger eller hvisker om mig, på grund af mit handicap, når jeg kommer kørende, så er jeg ikke bange for at prøve at få øjenkontakt og smile til dem, hvis de kigger over på mig. På den måde får det dem forhåbentlig til at henvende sig til mig næste gang, i stedet for at prøve at lade som ingenting, hvilket jo ikke går så godt for dem. 

Mange af de handicappede jeg kender har det som mig. De vil hellere end gerne, og måske endda med humor, fortælle om sit handicap, i stedet for at folk prøver at lade som ingenting, eller begynder at snakke i skjul om én. 

Så møder I en handicappet på gaden, og har I lyst til at snakke, eller vide mere om os, så henvend jer, i stedet for at prøve at lade som ingenting, for det går ikke særlig godt! Vi kan sagtens se, når I prøver at ignorer jer.

Er I fortsat i tvivl om, hvordan i skal agerer, når I møder en handicappet, eller har I andre spørgsmål, så smid endelig en kommentar nedenfor!

Vi blogges

Humor er vejen frem!

Vi kan - og skal - joke om vores skavanker!

Mange tror at handicappede er kede af deres handicap og helst ikke vil snakke om det, og da slet ikke lave sjov med det. Det kan selvfølgelig også godt være der er nogle, som har det sådan. Det er bare ikke sådan jeg oplever det! Langt størstedelen af de handicappede jeg kender - og det er en del - vil hellere end gerne snakke om det, og kan nemt joke om deres handicap. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er vigtigt at kunne joke, ikke kun om handicap, men generelt om ting som man ellers i mange andre tilfælde ser som en negativ ting. Om det så er flyskræk, andre fobier eller andre former for skavanker, afhjælper det altid, hvis du spørger mig, at tale positivt og tage tingene med et smil, hvis det bare er det mindste muligt. 

Kan ikke joke om alt

Det kan godt være jeg i det ovenstående afsnit får det til at lyde som om, at man bare skal joke om ALT og så har man det fantastisk. Så nemt er det trods alt ikke. Samtidig skal man heller ikke bare begynde at joke løs lige så snart man møder han handicappet, men først spore sig ind på om den pågældende kan holde til det - er man sikker på at det er tilfældet, eller begynder han/hun selv at joke om sit handicap, skal man endelig ikke holde sig tilbage og bare joke løs! Samtidig har stort set alle mennesker i denne verden nogle punkter man ikke synes er sjovt, og som man derfor ikke vil joke om, men som udgangspunkt er handicappede, efter min opfattelse, ikke bange for at "tage en smule pis" på deres situation. 

Man har kun det sjov, man selv står for!

Jeg tror også der er mange handicappede, som ser det som en nemmere måde at snakke om sit handicap på, hvis der kommer humor ind over, for så bliver det hele ikke så seriøst. Sådan har jeg det i hvert fald. 

Jeg prøver så vidt muligt at tage de forskellige udfordringer med et smil, og prøve at se på tingene med humor, og det er også sådan jeg oplever mine ligesindet. For i den her verden har vi kun det sjov vi selv står for, for det meste, og det hjælper ikke bare at sætte sig ned og tude over sin situation, men derimod tage tingene med oprejst pande. 

Så møder du en med handicap, og har du på fornemmelsen at han godt kan lave sjov med hans situation, skal du ikke være bange for at gøre det samme! 

Vi blogges.

Handicap ingen hindring.

Mulighederne er mange.

Mange tror at man ikke kan dyrke idræt, når man er handicappet. Dette er dog helt forkert. Der er masser af muligheder, hvis bare man opsøger dem! Rigtig mange af de sportsgrene man også kender fra "rask-sporten", findes nemlig som regel også i en handicapudgave. Samtidig favner handicapidrætten ret bredt, så der er i de fleste tilfælde altid en eller anden idræt der passer til éns handicap. Interessen skal også helst være der, men det skulle være underligt, hvis der ikke var ét eller andet som var interessant, hvis bare man opsøger mulighederne. 

Idræt er vigtigt

Jeg kan kun anbefale på det kraftigste, at man finder sig en eller anden form for idræt, som interesserer én. For ikke nok med, at man får rørt sig, og kommer lidt væk fra dagligdagen, så får man også mulighed for at møde ligesindet, som i langt de fleste tilfælde slås med mange af de samme problemer, som man selv gør, og dermed gør det dét utroligt nemt at udveksle erfaringer, samtidig med at man har nogle at snakke med, som forstår én. Man får en masse nye venner.

Unge atleter i front.

Kunne du være interesseret i at vide mere om dansk handicap idræt, så står der meget mere information inde på Dansk Handicap Idræts Forbunds hjemmeside, hvor det også er muligt at finde kontaktpersoner til de forskellige idrætter. 

Lige netop Dansk Handicap Idræts Forbund (DHIF), har gennem de seneste år sat mere og mere fokus på, at få flere børn og unge med handicap i gang med at dyrke idræt. Dette initativ kulminerede ved et projekt kaldet "Unge Atleter I Front". 

Unge Atleter I Front går i korte træk ud på at der er blevet udvalgt syv idrætter, som DHIF igennem det næste stykke tid vil sætte ekstra fokus på, og på den måde få flere i gang med disse idrætter. 

De syv idrætter er:

• Atletik
• Boccia
• Bordtennis
• Goalball 
• Kørestolsbasketball 
• Ridning 
• Svømning

Indenfor hver idræt er der blevet udnævnt to "ambassadører", som skal være med til at promovere projektet, handicap idrætten generelt, og så selvfølgelig nok især den sportsgren man selv repræsenterer. 

Et par gange om året vil der blive afholdt nogle "kom-og-prøv" arrangementer, hvor unge med handicap kan komme og prøve de forskellige idrætter. Næste arrangement finder sted i Næstved d. 21. September. 

Kørestolsbasket er lige mig!

Sporten jeg faldt for blev kørestolsbasket. Der er en masser af fart og intensitet. Samtidig med at boldspil altid har fanget mig!

Klubben der fik mig ind i sporten var Viborg Dunkers. Vi er Danmark bedste klub indenfor kørestolsbasketball - både når det gælder det spillemæssige, men også på det sociale plan, hvor vi har et helt ubeskriveligt fantastisk sammenhold!

Kunne du have lyst til at vide mere om kørestolsbasketball eller Viborg Dunkers, er du rigtig velkommen til at tage et smut forbi vores hjemmeside.

Har du spørgsmål eller kommentar, så smid endelig en kommentar!

Vi blogges.

Facebook side

Hejsa derude

Lige et lille kort indlæg herfra igen! 

Vil bare lige fortælle, at jeg har oprettet en Facebook side, som jeg vil bruge til at holde jer opdateret om nye indlæg og ting som ellers rører sig i min hverdag! :-)

Siden hedder: www.facebook.com/livetsomanderledes.

Håber I vil synes om den! :-)

Vi blogges!

Fordele som handicappet

Opsøg fordelene!

Jeg oplever tit mange, som tror at det bare er negativt at være handicappet og være lænket til en stol. Derfor bliver jeg tit spurgt:

"Hvad er de mest positive ting, ved at være handicappet??"

Overordnet handler det om, at være positiv hele tiden! Så får man suverænt mest ud af hverdagen og så kommer de goder som der trods alt er som handicappet meget nemmere til én! Noget af det dummeste man kan gøre, som handicappet, er at sætte sig ned og have ondt af sig selv, for det kommer der intet ud af overhovedet!

Fordelene er mange - hvis de opsøges!

Jeg har gennem mit liv, som handicappet, haft en del fordelene grundet mit handicap. På det helt grundlæggende plan, er der jo for eksempel fordelene ved at man må snyde foran i køerne i diverse forlystelsesparker, samtidig med at man kan parkere på handicap pakeringen, som for det meste er placeret lige foran indgangene til det pågældende sted. Det er alt lige fra shoppecentre, sportsstadions, forlystelsesparker - Ja, faktisk alle steder hvor det er muligt at pakere...

Mødt kendisser.

Nogle af de andre fordele, er muligheden for at komme til at møde forskellige former for kendte mennesker. 

Igennem tiden har jeg for eksempel mødt Jason Watt, ja faktisk op til flere gange, og sågar været ude og kører en tur med ham i hans racer! Får I mulighed for at anskaffe ham til et foredrag, kan det klart anbefales - hans historie er så vild, og han er så god til at fortælle om den!!

Ved forskellige sportsbegivenheder har jeg også haft mulighed for at møde forskellige danske berømte fodboldspillere.

Her iblandt brødrene Laudrup, Preben Elkjær og Stig Tøfting. Dette skete ved en opvisningskamp i Horsens for nogle år siden, da Rygmarvsbrok Foreningen gjorde muligt at møde disse inden de skulle spille. 

Samtidig har jeg mødt FC Midtjyllands Superliga hold op til flere gange, og især inden de rykkede ind på deres nuværende arena, MCH Arena. Inden da spillede nemlig i Ikast, hvor jeg bor, og der var handicap pladserne placeret helt nede ved udskiftningsbænkene, hvilket gjorde det forholdsvis nemt at få en en autograf og en snak efter hver kamp. 

Canada tur

Den sidste store fordel jeg vil komme ind på i dette indlæg, er ikke en direkte følge af mit handicap, da det også er muligt at tage til turneringer i udlandet med almindelige sportsgrene. 

I sommeren 2011 var jeg, sammen med mit baskethold, Viborg Dunkers, i Canada, til verdens største turnering i kørestolsbasketball. Dette havde i sagens natur ikke været muligt, hvis ikke jeg havde været handicappet, for så havde jeg ikke spillet kørestolsbasket, men nok derimod fodbold, håndbold eller en af de andre sportsgrene som drenge på min alder bruger deres tid på. 

Det var en helt igennem fantastisk tur, med mit fantastiske hold, hvor kemien ikke kunne være bedre! Helt klart den fedeste udenlandstur jeg nogensinde har haft! Og så skal det også lige nævnes som sidebemærkning, at vi endte med at vinde vores række derovre! :-D

Igen et eksempel på at man skal sørge for at tænke positivt, og være glad for de ting man trods alt oplever som handicappet, for det kan godt være man ikke oplever de samme ting som en helt almindelig 18-årig dreng, men derimod oplever man til gengæld ufattelig mange andre ting, som jeg aldrig nogensinde ville have været for uden!!

Har I spørgsmål eller kommentar, så skriv endelig! Feedback modtages med kyshånd! 

Vi blogges!

Hvordan er det ikke at kunne gå??

Introduktion

Som jeg nævnte i går, vil jeg i de næste på dage (kan godt være jeg ikke får skrevet i weekenden), skrive skrive nogle indlæg, hvor jeg svare på nogle af de mest typiske spørgsmål jeg møder i min dagligdag i forhold til mit handicap. Jeg tænker nemlig at jeg med garanti ikke er den eneste som bliver spurgte om dette, og at det heller ikke kun er mine venner som brænder inde med disse spørgsmål.

I den forbindelse vil jeg gerne opfordre jer til, at stille ALLE de eventuelle spørgsmål I måtte have, i en kommentar under dette indlæg - så lover jeg at tage det op og besvare det, så godt jeg kan! 

Har I spørgsmål til mig, så spørg løs! 

Fanget til kørestolen

Ét af de spørgsmål jeg møder en hel del er:

"Hvordan er det ikke at kunne bruge dine ben, og ikke bare kan rejse dig op og gå når du har lyst??"

Det grundlæggende svar er ret kort.  Jeg er født med mit handicap og derfor har jeg ikke prøvet det at man bare kan rejse sig op og så gå. Jeg har engang kunne gå med et såkaldt "gangstav", men det holdt bentøjet ikke til i længden, så det der med bare at rejse sig op og så gå og bruge benene normalt har jeg aldrig prøvet, og dermed ved jeg ikke hvordan det føles at kunne gøre dette. 

Lige netop dette faktum at jeg ikke har prøvet andet, tror jeg også betyder meget! Jeg har jo bare vænnet mig til det med tiden, eftersom jeg ikke har prøvet andet, så for mig er det ikke at kunne gå, lige så normalt som for folk som godt kan gå, vil jeg tro. 

Noget andet for trafikofre.

Jeg ved at det er noget helt, helt andet for dem, som pludselig bliver lænket til en kørestol resten af livet, som følger af sygdom eller efter en ullykke.  Her er der mange som virkelig gerne ønsker sig, at kunne gå igen, i hvert fald i starten, men heldigvis indfinder de sig heldigvis med det faktum at de ikke kan gå i længden, og begynder derfra at finde de positive ting ved at skulle sidde i stol. 

Selvfølgelig er lysten der nogen gange. 

Jeg ville lyve, hvis jeg bare sad og sagde at jeg var 100% tilfreds med at sidde i kørestol hele tiden, for sådan er det slet ikke! 

Selvfølgelig er der da situationer, hvor man for alt i verdenen gerne vil kunne gå, selvom man egentlig ikke ved hvordan det er. Disse situationer kunne være, når man skal på tur, og det sted man har valgt at skulle hen ikke er kørestolsegnet. Et andet eksempel kunne være når mine venner laver et eller andet, som jeg har svært ved at gøre på lige fod med dem, for eksempel spille fodbold. Jeg kan jo godt spille sammen med dem, hvis jeg for eksempel står på mål og der så laves nogle få sær-regler, men det ville da være fedt, hvis jeg bare kunne rejse mig op og spille med på lige fod med dem - bare en gang imellem! 

Heldigvis lærer man hurtigt at se en smule bort fra disse situationer, og så tilrette de ting jeg gerne vil være med til, så det også er muligt for mig at deltage så godt som overhovedet muligt! 

Samtidig vil jeg gerne lige bruge en linje eller to på at rose mine venner og familie. De har ALTID været ekstrem gode til at finde på løsninger, så jeg altid har kunne være med til det jeg gerne ville, på den ene eller andet måde! Det er virkelig dejligt - TAK!

Jeg håber det var svar nok på spørgsmålet. Har I suplerende spørgsmål, så skriv endelig en kommentar! Bliver rigtig glad for feedback på mine indlæg!

Vi blogges.

Nyt design - igen, igen, igen.....

Hej igen.

Som I nok kan se, har jeg været nødsaget til at lave helt om på designet i min blog. Dette sker, da der åbenbart, uden jeg havde lagt mærke til det, er gået et eller andet galt med den gamle skabelon, så den kun kunne vise bloggen i sort/hvid. Derfor har jeg måtte vælge en helt ny skabelon, og så har jeg samtidig brugt muligheden til at vælge nogle lidt andre farver.

Jeg er selv rimelig godt tilfreds med resultatet, og håber I er det samme?! :-)

Har I kommentar til det nye design, eller forslag til små ændringer, så smid endelig en kommentar!! 

Vi blogges!

Handicappet på godt og ondt.

Hej igen kære bloglæsere!

Velkommen på min blog! Jeg håber du har haft en fantastisk sommmer! Det har jeg, på trods af nogle ret irriterende udfordringer, men mere om det senere i indlægget.

Jeg ved godt, at jeg ikke har skrevet på det seneste, men på grund af sommerferie og manglende emner at skrive om besluttede jeg at lade vær. Til gengæld vil der i det næste stykke tid komme en del indlæg.

Svarer på hyppigt stillede spørgsmål.

I de næste par dage/uger vil jeg nemlig svare på nogle af de spørgsmål, som jeg typisk bliver stillet i forhold til det at have et handicap. Samtidig vil bloggen nu udelukkende blive brugt til indlæg, som relaterer til mit handicap og det at være handicapet.

Så har I et spørgsmål, som I gerne vil have mig til at besvare i et senere indlæg, så smid endelig en kommentar, så lover jeg at tage det op!

Er det ikke hårdt for bagdelen at sidde ned hele tiden??

Et af de spørgsmål jeg efterhånden er ved at have mødt en hel del gange er:

"Får man ikke ondt i bagdelen af at skulle sidde i en kørestol hele tiden??"

Det grundlæggende svar er "nej". 

De kørestole og især puder vi bruger i dag, er produceret og designet efter, at de passer 100% til den bruger som nu benytter den. Som eksempel sidder jeg selv på en pude, hvor der er noget skum ligende i, som former sig efter ens bagdel, når man sætter sig på den, og på den måde sidder man faktisk rigtig dejlig på den. 

Men selvfølgelig kan man ikke holde til at sidde ned hele tiden - det vil svare til, hvis almindelig mennesker stod op hele tiden. På et tidspunkt bliver numsen og især ryggen træt og får behov for at ligge lidt ned, for at aflaste - fuldstændig når jeres ben får behov for et hvil, hvorefter I så sætter eller lægger jer ned. 

Siddesår største fare!

Den største fare ved at sidde så meget ned, som en kørestolsbruger er nødsaget til, er faren for at få et siddesår. 

Et siddesår er, som navnet nok allerede afslører, et sår man får når man sidder for meget ned, men det kan også bare være et almindeligt sår, man for eksempel kan få ved at rive eller kradse sig på et eller andet. 

Grunden til at alle kørestolsbrugere frygter dette er fordi, det er mere end svært at få til at hele, samtidig med at man fastholder en normal hverdag, hvor man befinder sig meget i en stol. Derfor er den bedste kur mod siddesår, når skaden er sket, at bruge en masse tid i sengen, eller i hvert fald liggende, da det er så godt som umligt at få det til at hele så længe man bliver ved med at sidde på det, og at det dermed bliver ved med at blive udsat for tryk og belastning. 

Selv ramt af det.

Jeg har indtil for få måneder siden selv været skeptisk overfor siddesår, og om det var så alvorligt som jeg havde hørt blandt andre kørestolsbrugere, at det skulle være. Men for nogle måneder siden blev det så min tur til at tage turen gennem siddesårs karrusellen - en tur jeg endnu ikke er ude af endnu. 

Mit syn på siddesår er fuldstændig ændret, efter jeg selv er blevet ramt af det! Man skal virkelig passe på, for det at skulle ligge ned det meste af tiden, bliver man squ hurtigt træt af (undskyld sproget). Men føler sig lige pludselig ekstrem låst i sin hverdag, for i hvert fald i mit tilfælde, skal jeg som udgangspunkt altid have ekstra plaster med, hvis jeg skal være væk fra hjemmet i nogle timer eller længere, hvis nu der skulle blive behov for at det skulle skiftes.

Så mit råd til andre kørestolsbrugere, der som mig, var skeptisk når det gjaldt siddesår, er at man skal virkelig tage det seriøst, og sørge for at tage nogle pauser fra stolen, så man sørger for at få aflastet bagdelen! 

Siddesår kan ikke anbefales overhovedet!

Husk!! 

Hvis I har spørgsmål, jeg skal tage op, så skriv en kommentar..

Vi blogges.