Hvor det kribler!!

Fysikken forbedres. 

Det er utroligt, så hurtig ens fysisk bliver forringet, når man er inaktiv. Ligeledes er det utroligt, så lang tid det tager at bygge en nogenlunde fornuftigt form op igen. Hvis det da bare gik lige så hurtig med at bygge kroppens muskelmasse op igen, som det tager at miste det samme.

På trods af det faktum, synes jeg faktisk allerede nu at jeg kan begynde en fin fysisk fremgang på trods af, at det kun er en uge siden, at jeg fik grønt lys, af lægen, til at begynde, så småt, at træne lidt igen. I løbet af den seneste uge, har den så også fået så meget gas, som kroppen nu kunne holde til. 

I løbet af den seneste uge, er det blevet til nogle cykelture, på nogenlunde aktivitetsniveau. Omkring 70-80 armbøjninger dagligt, samt andre øvelser med bold. Det er utroligt, så mange ting man kan lave med sådan en bold, som vist nedenfor, og hvor effektivt det kan være! Det er primært på grund af den bold, at jeg allerede nu mærker fremgang.

Det er også blevet til en enkelt tur i trænings center, som jeg også tidligere har nævnt i dette indlæg. Det var i søndags jeg var af sted, og på trods af, at jeg kun gav den 50% gas, kunne det stadig mærkes i går, hvor turen endelig gik op til noget, jeg havde glædet mig ufattelig meget til!

Endelig kom jeg til basket!

Turen gik langt om længe til Viborg! Efter en alt for lang pause, på lidt over to måneder, måtte jeg endelig komme op og træne med mine holdkammerater igen, men som tidligere nævnt, stadig kun på halv kraft. Der var da også en del øvelser, samt spillet til sidst, hvor jeg måtte sidde udenfor og kigge. 

På trods af, at det selvfølgelig kriblede i hele kroppen, da jeg sad ude på sidelinjen og kiggede på de øvelser, jeg ikke måtte være med til, var det helt fantisk at komme op og lave lidt igen.

Mine anelser om min præcision viste sig at holde stik. Jeg har været mere ramt på mit syn, på grund af ventil-problemer, end jeg har vidst. Nu skal man selvfølgelig passe på at tage alt for store konklusioner, ud fra en enkelt træning, men jeg synes klart at min præcision var mindst på samme højde, hvis ikke bedre, end før jeg blev opereret. Selvfølgelig var længden ikke altid, som den skulle være, men det tilskriver jeg nu mere, at jeg har mistede en del kræfter af at ligge stille. Retningen på mine skud var der!

Det gør mig rigtig fortrøstningsfuld, og eftersom skud er det eneste jeg sådan rigtig kan træne fuldt ud, den næste måneds tid håber og tror jeg, at jeg kommer til at skyde bedre end jeg måske nogensinde har gjort! 

Vi blogges!

Fremgang kan vi li' !!

Ømme muskler. 

For hver dag der går, siden jeg har fået lov til at lave noget igen, bliver jeg overrasket over, hvor dårlig form jeg starter op i, men samtidig imponeret over, hvor hurtigt det føles som om, at det kommer igen. Bare i løbet af de sidste par dage kan jeg allerede nu mærke fremgang.

Det er ikke kun fremgang jeg kan mærke. Jeg tror ikke der er en muskel i min overkrop, som ikke er øm, efter den lille smule styrketræning jeg lavede i weekend, samtidig med at jeg er begyndt at tage armbøjninger igen. Det lyder måske underligt, men hvor er jeg glad for at have ømme muskler igen! Det er et tegn på, at jeg er ved at genopbygge dem, så sådan her vil det nok føles i et godt stykke tid nu!

Jeg vil i hvert fald gerne garantere, at jeg nok også er godt øm i morgen. I aften sker der nemlig noget, jeg har glædet mig til i flere måneder nu! Turen går, endelig, igen til basket træning, og selvom jeg kun må køre på 60-70%, regner jeg med at være godt smadret i morgen. Glæder mig faktisk.

Så skal der skydes!

Ja, jeg glæder mig til at være rigtig øm, efter en god gang baskettræning. Det giver en rigtig dejlig selv tilfredsstillelse, når man vågner op dagen efter, og kan mærke at man rigtig har brugt sine muskler, og dermed er godt i gang med træne og opbygge dem. 

Jeg ville selvfølgelig lyve, hvis jeg sagde, at jeg glæde mig mest til at blive øm, for det passer ikke. Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig som et lille barn til at komme op og træne basket igen. Det bliver så fedt, efter en alt for lang pause! Det bliver rigtig spændende at se, om jeg rammer bedre, end før pausen startede, eller om det er gået som det nok burde. Nemlig at præcisionen er gået samme vej som formen.

Grunden til, at der er rent faktisk kan være tvivl om dette spørgsmål er, at jeg måske har været mere ramt af mine ventil problemer, i længere tid end jeg har troet, og at det dermed kan have påvirket min skudpræcision. Det har jeg i hvert fald en teori om, at det har. 

Heldigvis har jeg god tid til at få skuddene på plads igen nu, eftersom det primært er det eneste jeg rigtig må give mig 100% i resten af året. Det betyder så også, at lige præcis på dette punkt, får den hele armen. Det skal bare sidde der, når det nye år starter!

Vi blogges!

Hårdt arbejde kræves!

Uhyggelig dårlig form!

I dag skete det, jeg havde ventet og glædet mig til i ufattelig lang tid efterhånden. Jeg fik muligheden for at få styrketræne igen, efter cirka to måneders total aktivitetspause. Siden jeg har fået lov til at være aktiv igen, har jeg været ude på nogle små cykelture, og udfra dem var jeg godt klar over at formen var stort set ikke eksisterende. Det ændre dog ikke på, at jeg glæde mig til at komme ud og udfordre kroppen igen, selvom det blev på et noget lavere niveau af, hvad jeg tidligere har gjort. Kroppen skal jo lige i gang igen, og jeg må ikke give den fuld gas endnu. Derfor prøvede jeg at holde den til cirka 70% af mit maks niveau. 

Godt begyndt.

På vej derud sad jeg og tænkte på, om jeg skulle starte ud med armbøjninger, som jeg plejede, eller om jeg skulle droppe dem her i starten. Jeg valgte at tage dem, og så bruge dem som et pejlemærke på, hvor meget jeg rent faktisk kunne på nuværende tidspunkt, uden at føle at jeg pressede mig selv fuldstændig. Før operationen tog jeg armbøjninger i små sæt af 25, men i dag besluttede jeg mig for at tage sæt med 10, og så med mindre pauser end normalt. De første to sæt gik helt uden problemer, og jeg overvejede om jeg skulle sætte antallet af armbøjninger op, men besluttede at fortsætte. Det blev til i alt seks sæt, hvor jeg normalt tager to sæt af 25 armbøjninger. Dermed blev det faktisk til flere armbøjninger end jeg plejer, hvilket virkelig overraskede mig. 

Gad vide om min form alligevel ikke var så dårlig??

Derefter gik jeg i gang med maskinerne. Her var det ret hurtigt slut med at nye det, selvom jeg gik minimum 15 kilo ned på alle maskiner. Føj, hvor var det hårdt! Det er virkelig vildt, hvor meget muskelmasse der kan forsvinde, når man er inaktiv i to måneder! Jeg fik kæmpet mig igennem en lille håndfuld maskiner, hvorefter jeg blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at stoppe. Jeg havde en overkrop der var ved at være en smule syret til, men vigtigst af alt havde jeg et hoved der begyndte at dunke, hvilket var den primære årsag til at jeg stoppede. Hvor var jeg glad for, at jeg stoppede!!

Det skulle nemlig vise sig under udstrækningen, at mine muskler var langt mere medtaget end først antaget. To gange krampe, det var hvad jeg fik ud af at strække ud. Så jeg blev mere og mere glad for, at jeg valgte at stoppe, i stedet for at være fortsat til jeg var helt smadret. 

Jeg tror det er godt nok, at jeg har fået ordre på, at bygge min form op, så jeg først må give den fuld gas igen en gang i det nye år! Der er i hvert fald en helt del, som skal bygges på igen, inden jeg igen kan tage maks belastning. Det kommer kun på igen, med hårdt arbejde, og det er jeg i den grad indstillet på. Jeg kommer stærkere tilbage i 2014!

Vi blogges!

Begivenhedsrig dag

Valg-mødom taget.

"Det er din pligt som borger, i et land med demokrati, at stemme!" Sådan har det lydt i flere medier den sidste lange stykke tid, hvilket det gør hver gang der er valg. Jeg må give dem ret! I hvert fald, hvis man vil have lov til at brokke sig efterfølgende. 

Valget i går var noget helt særligt for mig. Det var nemlig allerførste gang jeg skulle prøve at sætte et kryds af betydning. Jeg har, for fire år siden, deltaget i et såkaldt "ungdomsvalg", hvor alle 9. klasser i kommunen kunne få lov at prøve at stemme, for at se hvor stor forskel der så ville være på ungdomsvalget og det "rigtige" valg. Ungdomsvalget er i øvrigt en ting der er blevet gentaget ved dette valg.

Jeg var, som man som regel er, når man skal prøve noget for første gang, en smule spændt på, at komme ned at stemme. Jeg har i øvrigt ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg skulle stemme. Det var ikke hvem jeg skulle stemme på, jeg var spændt på, for det havde jeg nogenlunde styr på hjemmefra. 

Det var mere hvordan det hele foregik på sådan et valgsted på en valgdag. Så var jeg selvfølgelig også spændt på at se hvordan det ville være at få en kørestol med ind i en stemmeboks. Her blev jeg rigtig positiv overrasket! Ikast-Brande Kommune havde nemlig sørget for specielle valgtelte til kørestolsbrugere. Det var sådan set bare et telt, med et bord og en blyant i, men i en højde og med en plads der gjorde at det gjorde det super nemt for mig, som kørestolsbruger. Rigtig godt gået, Ikast-Brande Kommune!!

Kampen mod uret.

I starten af denne uge har det været et ret normalt syn, at se mig med min mobil i hånden, eller i hvert fald meget tæt på mig, og dette er også meget mere end det ellers er normalt! Grunden til dette skyldes ikke at jeg er blevet mere smartphone-afhængig end jeg var før, men derimod at jeg ventede på at den ville ringe.

Opkaldet jeg ventede på var, som jeg også tidligere har nævnt, fra den kirug, der opererede mig. Han skulle efter planen have ringet mandag, for at høre hvordan jeg havde det, og forhåbentlig give mig lov til at lave noget aktivt igen. Men mandag var telefonen helt tavs... 

Derfor blev tirsdagen en kamp mod uret, da tirsdag jo ikke bare var valgdag, men også trænings dag. Og jeg håbede til det allersidste på, at jeg nåede med op at træne. Jeg nåede det desværre ikke, selvom det viste sig at være tæt på...

20 minutter for sent...

Jeg gjorde mig klar, og forberedte mig som om jeg skulle til træning, så jeg var fuldstændig klar, hvis han skulle nå at ringe. Telefonen forblev dog tavs, og de andre trillede til træning. Pludselig skete der noget - telefonen ringede! Det var kirugen!

Vi fik en god snak om, hvordan det går, og han lød faktisk en smule overrasket over at det var gået så godt efter operationen. Derfor gav han mig også ret hurtigt lov til at begynde at lave lidt igen. Det er godt nok stadig med en del forbehold, som jeg kommer tilbage til senere. Samtidig understregede han at jeg skulle starte stille og roligt, så kroppen ikke blev overbelastet. Den har trods alt ikke lavet noget i et par måneder nu.

Efter at have snakket med ham, sad jeg med en blandede følelse i kroppen. Selvfølgelig var jeg ekstremt glad for at jeg nu igen må begynde at være aktiv. Omvendt kunne jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at han ikke lige havde ringet en halv time før, så jeg kunne være kommet med til Viborg. Samtidig med at der var en del flere forbehold stadigvæk som jeg skal tage højde for. 

Resten af året står den stadig på skånekost for mig. Det vil sige, at jeg har spillet min sidste basketkamp i 2013, selvom turneringen ikke er gået på juleferie endnu, og derfor må jeg desværre se vores sidste kampe i december fra sidelinjen. Jeg skal holde mig helt fra nærkampe resten af året, samtidig med at jeg skal passe på med at sprinte. Kort sagt betyder det, at jeg stort set kun kan være med i skudøvelser resten af året. Det er selvfølgelig også meget bedre end overhovedet ikke må lave noget, og så er der selvfølgelig også en chance for at jeg igen kan nå at få bygget en form op i styrketrænings lokalet, inden jeg begynder at give fuld gas på basketbanen. 

Jeg vender stærkt tilbage i 2014!

Vi blogges!

Trådløs

Ét skridt nærmere....

I dag kom jeg endnu et skridt på en helt fuldstændig normal hverdag. Jeg fik fjernet de ekstremt kløende blå tråde, som har holdt min hovedbund sammen, siden operationen. Hvor var det dejligt! De river mere i huden end man lige tror, men som man egentlig først kan mærke, når de ikke gør det mere. Nu skal de sidste sårskorper bare hele helt op, og hovedbunden er så god som nu - dog med nogle fine minder, i form af to fine ar mere til samlingen. Nu føler jeg faktisk at jeg er helt tilbage på normalt niveau, uden dog jeg helt er det. Det lyder mærkeligt, det ved jeg, og der kommer selvfølgelig også en forklaring på det.

Et af de pænere ar!

Jeg føler at kroppen er ovenpå igen nu, hvilket jeg egentlig har gjort et stykke tid nu. Selvfølgelig skulle stingene væk, før jeg rigtig kunne begynde at være aktiv igen. Det er som regel en god huskeregel. Nu er de væk, og derfor mener jeg også at jeg så småt kan starte op igen. 

Den holdning havde kirugen, som opererede mig, så en anden holdning på. Han så jo helst, at jeg holdt pause måneden ud, men at jeg måske kunne få lov at starte så småt, allerede 14 dage efter operationen, hvis alt så fint ud. Altså på mandag. Den afgørelse bliver truffet, når kirugen ringer, og rent rutinemæssigt, spørger om alt går som det skal, på mandag. Bare det at kunne få lov til at komme med til træning på tirsdag, og få lov til at lave en lille smule, kunne være SÅ fedt, efter to måneder, hvor der kort sagt ikke er sket en skid, rent aktivt! Jeg er virkelig spændt på den telefonsamtale, og krydser alt hvad der kan krydses! 

Nu skal frisuren fikses!

Nu når stingene er fjernet, er det også blevet tid til at gøre noget ved den fuglerede jeg efterhånden bærer rundt på, på toppen af hovedet! 

Det er virkelig slemt, som I nok også kan se på nedenfor! Jeg er kommet frem til den beslutning, at hvis det nogensinde skal komme til at ligne noget, som minder om en frisure igen, så bliver jeg nødt til at klippe det hele af, og dermed starte på en frisk... De forskellige klipninger, der efterhånden er blevet lavet, er simpelthen umulige at rette op på! Derfor ryger trimmeren frem her en af de næste dage.

Vi blogges!

Hvordan redder man det her??

Trådløs.

På torsdag er det 10 dage siden jeg blev opereret. Det betyder at trådene, som har været med til at holde min hovedbund sammen, og som har kløet helt sindsygt, endelig må blive fjernet! 22 sting blev det til denne gang - to flere end sidst.

Blå techno-tråde

Hvor bliver det dejligt! Så er der pludselig én ting mindre at tage højde for i hverdagen. Man vaske sig som man vil, sætte hår som jeg vil, en ting jeg kommer ind på senere også, og så kan jeg ligge på højre side uden at være påpasselig. Samtidig er det endnu et skridt tættere på en fuldstændig normal hverdag. Når trådene er fjernet, er det sådan set kun lægens påbud, der er tilbage, før jeg er helt tilbage på normalt niveau. 

Ideer modtages gerne!

Som jeg også nævnte ovenfor, betyder det at jeg får fjernet tråde, at jeg kan begynde at sætte mit hår igen. Det er også helt rigtigt, men, for der er et ret stort "men".... For som det er nu, har jeg en frisure, der består af forholdsvis meget hår på venstre side af hovedet, hvorimod håret på højre side er blevet barberet af, i forbindelse med operationen, og derfor er det meget kortere. 

Opgaven går så ud på nu, at finde ud af hvad der skal ske. Det nemmeste ville selvfølgelig være, at fjerne det hele, og så lade det vokse op sammen. Jeg er dog mere til at få rettet det nuværende op, hvis det på én eller anden måde er muligt. 

Skulle der sidde en frisør derude, eller bare én med gode ideer, modtages de hellere end gerne, for jeg skal have gjort ét eller andet ved det. Smid endelig en kommentar, hvis I har et bud på min nye frisure!

Det er hvad der er at arbejde med:

Højre side

Venstre side

Midten

¨

Gentager lige - Har I ideer til hvordan man redder sådan en frisure, så smid endelig en kommentar!

Vi blogges!

Allerede en uge siden!

Første uge gået!

Tænk at det allerede er en uge siden! Jeg frygtede at tiden ville gå langsom, men hvor er der bare sket en masse den seneste uge, og tiden er bare fløjet af sted! For præcis en uge siden, lå jeg nede på en kold operationsstue, hvor rigtige dygtige læger var ved at fjerne min forbandede hovedpine. En opgave, som jeg her en uge senere kan sige, er lykkedes til UG. 

Jeg har nået så fantastisk mange ting i løbet af ugen, som jeg lavede før problemerne indtraf, helt uden at jeg selv tænkte over det. Det der med ikke at tænke over hvad man gør, og bare gør de ting man vil igen - uuuuh, hvor jeg nyder det! Der er sådan set kun to ting der begrænser. Den ene er de ting jeg stadig ikke må endnu, i følge lægen. Den anden er en ting som har overrasket mig lidt, nemlig min form eller kondition. Mere om den længere nede. 

En irriterende nødvendighed af min hverdag
i alt for lang tid!

Har stået på længere tid end troet.

En af de ting, der står mere og mere klart, jo længere væk vi kommer fra operationen og alle de ting jeg oplevede før den, er hvor mange ting ventilen egentlig har påvirket, og hvor langt tilbage jeg egentlig oplevede de første tegn på det! Det er virkelig chokerende at tænke tilbage på!

Et eksempel på én af de symptomer, som er kommet mest bag på mig er, at jeg er begyndt at spise morgenmad igen! Det seneste halve år, minimum, har jeg ikke kunne få en bid mad ned, før en gang før en gang efter middag, og hvis det endelig er lykkedes mig at få noget ned, er det i mange tilfælde endt med kvalme. Jeg troede det var mig der var underlig. Jeg havde virkelig ikke skænket ventilen den mindste tanke. Faktum er så bare, at lige siden den blev skiftet, har jeg spist morgenmad hver morgen, og rent faktisk haft lyst til det! 

Av, mine muskler!

Er der nogen, der har set min kondition?? Jeg kan simpelthen ikke finde den! Jeg ved godt, at jeg absolut intet har lavet i halvanden måned, men jeg er godt nok overrasket over hvor hurtigt, man ryger ud af sin kondition! Som det er nu begynder jeg jo at svede, bare ved tanken om den mindste form for aktivitet! Det er også derfor jeg ikke kan se, hvordan jeg skal kunne vente hele november før jeg igen må begynde at lave noget igen. Så har jeg da slet ingen kondition! Derfor bliver jeg også nødt til at lave lidt, såsom små cykelture i stille og roligt tempo osv. 

I går var jeg omme hos min farmor og fejre Mortensaften. Vi cyklede derom. Der er ikke mere end halvanden kilometer. Det har jeg gjort op til flere gange, uden nogen former for problemer, men lige i går skal jeg da godt nok love for at der var langt derom, og hvor gik det langsomt! Det var de længste halvanden kilometer jeg kan huske, men derom og hjem kom vi da. 

Cykelturen i går, har også valgt at sætte sine spor i dag. Mine bryst-, skulder- og armmuskler er en smule ramt i dag. Det er skræmmende! Hvor bliver det fantastisk, at få lov at træne hele kroppen op igen! Forhåbentlig går der ikke hele november, men nu må vi se...

Vi blogges!

Tilbage til hverdagen

Overskuddet er tilbage!

Jeg er så småt ved at være tilbage i den dagsrytme, jeg var i før hovedet begyndte at gøre opmærksom på sig selv. Hvor er det altså bare fantastisk, at have en hverdag, sammen med venner og familie igen uden hovedpine, og andre former for fysiske begrænsninger! De eneste begrænsninger jeg har, er dem lægen har sat i forhold til fysisk aktivitet, samt de forholdsregler jeg skal tage med arret. 

Det betyder også, at det overskud jeg synes jeg havde før operationen, så småt også er ved at være tilbage på normal niveau. Man bliver først rigtig klar over hvor lidt overskud, og hvor langt man egentlig har været nede, når man stort set er oppe igen. Jeg har været overraskende langt nede, og det har formegentlig også stået op i længere tid end jeg troede til at starte med. 

Det bliver en lang måned!

En af de ting, som dog ikke er tilbage er på normal niveau endnu er, som jeg også har nævnt tidligere, at jeg ikke må dyrke sport, før denne måned er ovre. Det vil sige, ingen kørestolsbasket eller styrketræning før kalenderen skifter til december. 

Det bliver en rigtig lang uge, hvis ikke jeg må lave noget som helst aktivt i hele denne måde, for som jeg har det nu, føler jeg sagtens jeg kan. Omvendt kan jeg godt forstå at lægerne gerne vil være lidt ekstra sikre på, at der ikke kommer flere komplikationer denne gang, men det gør det ikke destomindre stadig frustrerende for mig, når jeg føler at jeg sagtens så småt kunne start igen nu her. 

Heldigvis er der en chance for, at jeg får tilladelse til at starte lidt før. Kirugen, som opererede mig, ville ringe til mig, rent rutinemæssigt, for at høre om alt går som det skal, her 14 dage efter operationen. Altså på mandag, om en uge. Hvis alt stadig går lige så fantastisk som nu, kunne der måske blive tale om, at jeg måtte starte stille og roligt igen, derefter, fordi jeg nævnte for ham, hvor mange basket aktiviteter jeg har i december, som jeg helst skulle deltage i. Jeg håber virkelig jeg får lov!

Det modsatte af et julemærkehjem

Farvel dobbelt syn!

Når jeg vågner om morgenen, er noget af det første jeg gør, enten at tænde for TV'et eller tjekke telefonen. Her til morgen var ingen undtagelse. Det har i længere tid været en meget underlig fornøjelse, på grund af mit dobbelt syn, men i dag var anderledes! For første dag, siden de her ventil problemer opstod, ser jeg ikke dobbelt mere!

Af en eller anden underlig grund lagde jeg ikke mærke til det med det samme, men først efter et par minutter. Det gik utrolig hurtig med at tjekke nyhederne på telefonen, og jeg synes det stod meget tydeligere end det plejede, og så slog det mig. Jeg kan se igen!!

Slut med undskyldninger. 

Det er utroligt rart at kunne se normalt igen. Jeg tror også der er en masse inventar samt dørkarme, i mit hus, som er glad for det, eftersom de forhåbentlig slipper for at jeg konstant kører ind i dem. 

En mindre ting, der ikke er så godt ved at jeg nu igen har normalt syn er, at jeg ikke kan bruge dårligt syn som undskyldning, hvis jeg kommer til at køre ind i noget, eller hvis jeg ikke lige får læst nogle ting, såsom aftaler osv, ordentligt. Det har været utrolig nemt i den her periode, at skylde skylden på synet, hvis der lige er noget der er blevet misset. Men mon ikke den undskyldning hurtigt forsvinder, i takt med at jeg begynder at tage mig sammen. 

En ting er i hvert fald helt sikkert - dobbelt synet må meget gerne blive væk fra nu af!

Man skal spise konstant!

Jeg har efterhånden været hjemme i et godt døgns tid nu, og hvor er det da bare fantastisk at være hjemme i vante omgivelser igen! Det er utrolig nemt at vende sig af med de vaner man får når man er indlagt - eller i hvert fald de fleste af dem... Her tænker jeg for eksempel på at man skal have taget blodprøver hver morgen, taget temperatur, snakke med læger, samt have medicin. 

Mad, mad, mad!!

Alle de ovennævnte ting har jeg allerede vendet mig af med. Der er dog én ting, som jeg ikke bare lige kan vende mig af med, efter så forholdsvis lang tid på sygehuset på det seneste. Der er mad hele tiden, og så igen! 

Først er der morgenmad omkring klokken 08:00. Herefter må man vente helt indtil klokken 12:00, før frokosten er klar. Allerede på nuværende tidspunkt ville jeg normalt have spist nok til at jeg snildt ville kunne vente med at spise igen til aftensmads tid, men så lang tid venter man ikke på et sygehus. Mellem frokost og aftensmad, skal der selvfølgelig også lige indskydes eftermiddagskaffe, omkring klokken 14-15 stykker, inden aftensmaden bliver serveret omkring klokken 18:00. Dagen sluttes selvfølgelig af med endnu en omgang mad, nemlig aftenkaffen, omkring klokken 22:00. 

For nogen lyder det nok, som en vane, som er nem at vende sig af med, af flere grunde, men det er det ikke for mig! For det første smager maden på sådan et sygehus fantastisk godt, hvilket bare får sådan en madglad fyr som mig, til at spise en masse. 

For det andet, og dette er nok den største grund til at man ikke bare lige vender sig af med det igen er, at man kommer sig bedre efter sygdom/operation, hvis kroppen får noget at arbejde med. Derfor er det også vigtigt at man spiser, så man kan komme hurtigere hjem igen. Man får først lov til at komme hjem, når personalet kan se at man spiser og drikker ordentligt. Min mave vender sig utroligt hurtigt til at spise, så nu knurrer den konstant. Men mon ikke det nok skal forsvinde i takt med at jeg begynder at spise normalt igen. 

Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at vores sygehuse er det tætteste vi kommer på modsætningen til et julemærkehjem, fordi der bliver spist så meget, koblet med at det som regel ikke er super nemt at holde sig igang og være aktiv under sådan en indlæggelse. 

Vi blogges!

På toppen igen!

Farvel hovedpine!

Jeg kan ikke beskrive den lettende følelse, jeg sidder med lige netop nu! Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, hvor skidt jeg rent faktisk har haft det den seneste måneds tid. Jeg vidste godt, at jeg havde ondt i hovedet, men er nu stadig noget overrasket over, hvor meget trykket rent faktisk er faldet efter min operation i går. Nu er jeg flyvende igen!

Operationen gik godt.

Operation gik rigtig fint, selvom det endte med at kirugen skulle lave noget mere end vi havde troet før operationen. Det viste sig, da han fik åbnet op, at det var nemmere at lave en ny kanal, ned i hjernen, hvor det nye ventil-system kan løbe. Så han har haft fat i bordmaskinen. Derefter bøvlede han lidt med at få systemet til at ligge som det skulle, og resten af operationen gik planmæssigt. 

Kirugen kunne godt forstå min kraftige hovedpine. Da han fik åbnet op ind til hulrummet, hvor væsken ligger, kom der masser af væske ud, hvilket også har forudsaget min kraftige hovedpine. 

På grund af de uforudsete ting under operationen, fik jeg også af vide af kirugen efterfølgende, at jeg nok skulle regne med at have lidt ondt i hovedet, og i hvert fald i huden omkring arret, i tiden efter, i takt med at bedøvelsen og det smertestillende de har givet under operationen, ville forsvinde. Han havde bare glemt at fortælle mit hoved det. Jeg har ikke haft ondt i hovedet på et eneste tidspunkt efter operationen i går - hvilket er den største lettelse jeg har prøvet meget, meget længe! Det eneste jeg har kunne mærke er at huden er lidt øm, men ikke mere øm end det der svarer til et blåt mærke. 

Allerede frisk lige efter operation.

Mine bekymringer gik som de skulle.

Som jeg nævnte i mit indlæg i søndags, havde jeg nogle få ting jeg var meget spændt på, og som jeg virkelig håbede ville gå gnidningsfrit. Det gjorde det! Hverken venflon eller temperaturen drillede - i hvert fald ikke før operationen. 

Sygeplejerskerne indså hurtigt, at mine årer heller ikke havde tænkt sig at samarbejde med dem i går, og derfor blev der hurtigt sendt bud efter en anæstesisygeplejerske. Mens vi ventede på ham, fik vi tjekket temperaturen. Den lå lige hvor den skulle. Efterfølgende kom anæstesisygeplejersken og lagde venflonen i første forsøg. Samtidig havde jeg fået tildelt en enestue, hvilket er klart det bedste! Jeg lå virkelig med en fornemmelse af at alt bare ville gå glat denne gang. 

Min enestue

Det gjorde det også. I hvert fald lige ind til i går aftes, lige inden jeg skulle til at sove. Rent rutine mæssigt kom der en sygeplejerske ind og ville tage min temperatur. Det var også helt fint, for jeg havde det jo langt mere fantastisk end jeg har haft meget længe. Derfor blev jeg også ret chokoret og bekymret, da jeg så min temperatur. Jeg havde åbenbart fået feber IGEN.... Det eneste der var at håbe på nu, var at se natten an, og håbe på at feberen udelukkende er kommet på grund af den netop overstået operation, hvilket nemt kan ske, når de sådan har været inde og pille. 

Udskrevet.

Heldigvis kunne jeg ånde lettet op i morges. Temperaturen var faldet, og lå nu igen lige hvor den skulle. Dermed var jeg nu meget tættere på at komme hjem, det eneste der manglede nu, var en snak med kirugen som opererede mig, om hvordan jeg skal forholde mig den kommende tid, samt den videre plan. Derefter var jeg igen en fri mand. Kirugen kom forholdsvis hurtigt og han konstaterede hurtigt at jeg var klar til at komme hjem. Jeg kunne kun give ham ret. 

Ingen sport i en måned....

Derfor manglede jeg kun at få af vide hvordan jeg skulle forholde mig den kommende tid. Her tænkte jeg primært på én speciel ting. "Hvornår må jeg dyrke sport igen??" Jeg regnede med, at jeg fik det samme svar som sidst, nemlig at jeg måtte starte igen, når stingene i hovedbunden er fjernet, om 10 dage. Desværre var svaret et andet denne gang...

På grund af alt det, som der er sket på det seneste, ville kirugen godt være helt sikker på, at alt helede som det skulle, inden jeg giver mig i kast med stor fysisk aktivitet. Derfor lød dommen, at han helst så, at jeg ventede med at spille basket, og med at styrketræne, til december måned... En rigtig træls melding, som jeg nok bliver nødt til at se om jeg kan overholde. Med den melding i baghovedet, blev jeg udskrevet, og sidder nu herhjemme i vante omgivelser. 

Jeg håber ikke jeg ser det skilt igen foreløbigt! 

Tak fordi du læste med. Smid endelig en kommentar, hvis der skulle være noget.

Vi blogges!

I morgen

Nervøs?? Egentlig ikke...

Jeg skrev godt nok i mit indlæg i fredags, at jeg først ville skrive igen, når jeg kom om på den anden side af operationen. En ting som jeg ikke helt kunne holde. Jeg synes nemlig at I lige skulle hører om, hvordan jeg har det op til operationen. 

Så er det i morgen, det går løs! Det bliver så fantastisk at slippe for den irriterende hovedpine! Går det som det skal, er den stort set allerede væk, når jeg vågner efter operationen!

Mange som skal opereres ville nok sidde med en masse nervøsitet i kroppen, de sidste dage her op til, hvilket jeg også synes jeg plejer. Af en eller anden grund, er det anderledes denne gang. I modsætning til tidligere, vil jeg faktisk sige, at jeg ikke er nervøs denne gang, men derimod bare glæder mig til at få den hovedpine væk. 

Jeg tror grunden til dette kan skyldes, at mit antal af operationer efterhånden løber op i en 13-14 gange, og derfor ved jeg forholdsvis godt, hvad jeg går ind til, selvom der altid kan opstår ikke-planlagte ting, under sådan en operation. 

Krydser fingre...

Jeg kan til gengæld ikke løbe fra, at jeg er mega spændt på, hvordan det kommer til at gå. Egentlig ikke hvordan operationen forløber, men derimod med nogle andre "mindre" ting. Der er to ting, som jeg er langt mere spændt på, end selve operationen. 

Ved godt at det kan lyde underligt, og kald mig bare underlig. Det ændre ikke på, at de ting jeg er mest spændt på, i forbindelse med denne operation, er de ting jeg havde størst problemer med, da jeg var indlagt sidst, og som jeg også beskriver i mit tidligere indlæg, nemlig mine betændelsestal, samt det at jeg igen skal have lagt en venflon/ et drop. 

Betændelse bliv væk!

Man kan selvfølgelig sige, at hvis ikke jeg føler mig syg, eller på andre måder føler tegn på feber eller betændelse i kroppen, så har jeg det nok ikke. Problemet er bare, at det gjorde jeg heller ikke sidste gang, og der var feberen faktisk forholdsvis høj, samt så mine betændelsestal heller ikke ret gode ud. Ser de sådan ud, når jeg får dem tjekket inden operation i morgen, så er der heller ingen operation til mig i denne omgang. 

Omvendt kan man sige, at siden betændelsen blev opdaget, har jeg været på en intensiv penicillinkur, først gennem drop, da jeg var indlagt, og så gennem piller, mens jeg har været herhjemme, så jeg kan simpelthen ikke se, hvordan betændelsen skulle kunne vende tilbage. Det ændre dog ikke på, at der sidder en lille frygt, i kroppen, for at den på en eller anden måde skulle være vendt tilbage...

Ét prik er forhåbentlig nok!

Jeg har ALTID været stort set umulig at lægge drop på - i hvert fald hvis målet er at ramme første gang. Man skal ikke længere tilbage end sidste indlæggelse, samt operation, for at få understreget, hvor dumme mine blodårer er, når der kommer nåle i nærheden. 

Derfor har det altid været én af de ting jeg har været mest spændt på, når jeg har skulle opereres. Denne gang er langt fra en undtagelse. Det kunne virkelig være rart, hvis jeg for en gangs skyld kunne opleve at de lagde den første gang, og den så blev hvor den skulle, og blev ved med at virke, til den skal ud igen! Der er ikke så meget andet at gøre end at vente og se...

Gratis klipning.

En anden ting der følger med, ved sådan en operation, er en gratis klipning. Det er altid dejligt at få trimmet håret, når det nu er ved at være lidt langt. Man kan så diskutere kvaliteten af klipningen - det er i hvert fald tydeligt at se, at det er operationer, og ikke klipninger, der er deres speciale. De tager ikke mere hår end højest nødvendigt, hvilket også ses på billedet nedenfor, som er et billede efter forrige operation.

Frisør bliver de aldrig. 

Men hvad pokker, håret vokser jo ud igen. Heldigvis har jeg altid haft hår, som vokser rigtig hurtigt. Allerede efter sidste operation, har håret vokset sig forholdsvis langt! Så der varer ikke ret længe, før den gamle manke er tilbage igen. 

Nu tror jeg godt, at jeg med 100% sikkerhed kan garantere, at jeg ikke skriver mere før jeg er på den anden side af min operation.

I er selvfølgelig, som altid, meget velkommen til at smide et spørgsmål eller en kommentar i kommentarfeltet nedenfor, hvis I skulle have sådan nogen.

Vi blogges!

Countdown begyndt!

Dato fastlagt!

Endelig skete det! Jeg fik et brev med posten, hvori der stod hvornår jeg skal opereres og dermed forhåbentlig slippe af med min hovedpine og generelle utilpashed i kroppen. På mandag går det løs! 

Jeg skal møde klokken 07:00, på samme afdeling, som jeg også lå på i sidste omgang - det er godt nok tidligt! Især når man tænker på, at jeg har en god times kørsel derud. Men hvad pokker, jeg vil stort set gøre alt efterhånden, for at slippe af med den her hovedpine! 

Heldigvis kan hovedpinen holdes nogenlunde nede med panodiler og ligende. Og lige netop vigtigheden af panodiler, fik jeg virkelig bekræftet her til morgen! Jeg plejer altid, mens det her har stået på, at tage to panodiler inden jeg lægger mig til at sove. En ting jeg så på en eller anden måde glemte at gøre i går aftes - og det sker aldrig igen! 

Føj, det gjorde nas! Det føltes som den mest lede gang tømmermænd! Heldigvis hjalp det forholdsvis hurtigt, da jeg fik nogle panodiler indenbordes, og nu er hovedpinen nede på "normalt niveau" igen. Det bliver så fantastisk ikke at skulle tænke på det mere!

Mere om operationen.

I mit forrige indlæg nævnte jeg meget kort, hvad operationen gik ud på, men jeg tænkte at jeg ville bruge det her indlæg til at forklare lidt nærmere hvad det går ud på.  

Problemet.

Alle mennesker producerer noget væske, såkaldt spinalvæske, inde i hjernen. 

Spinalvæskens funktion er dels at beskytte hjernen mod stød men også at sørge for det rette miljø for hjernen. Bl.a. kan affaldsstoffer fra hjernen overføres til blodbanen via spinalvæsken. Normalt er der en fin balance imellem, hvor meget spinalvæske, der produceres og hvor meget, der ledes bort. Hvis denne balance forstyrres, kan der ophobes for meget spinalvæske, hvorved trykket i kraniet stiger. Dette kaldes hydrocephalus (vand i hovedet). Et normalt menneske producerer cirka 0,5 liter spinalvæske i døgnet. 

Det er lige netop det der er sket hos mig, grundet mit medfødte handicap. Symptomerne er, som jeg også allerede har været inde på, hovedpine i takt med trykket stiger, samt nogle andre symptomer, som jeg heldigvis ikke rigtig har været ramt af i denne omgang!

Løsning.

Heldigvis kan en operation sørge for, at trykket udlignes og dermed løse problemet. 

Ved operationen lægges et såkaldt ventil-system eller dræn-system ind. Dette sker ved at lægge en slange, eller et dræn, mellem hulrummene, eller de såkaldte ventrikler, i hjernen hvor spinalvæsken ligger og trykker, og så ned til bughulen i maven. På den måde får man transporteret væsken væk fra hjernen, og trykket ved hjernen forsvinder. 

Her ses et indsat ventil-system

I hvert ventil-system sidder der et lille kammer, hvor det kan styres hvor meget/lidt væske der skal transporteres ned i bughulen. Dette sker med en meget kraftig magnet. Det var lige netop dette kammer, som var holdt op med at fungere, og var dermed grunden til at jeg fik foretaget min første operation, her for cirka 14 dage siden.  Derfor fik jeg skiftet det stykke af drænsystemet, som går fra kammeret og resten af vejen op i hjernen.

Problemet denne gang, er ikke at kammeret ikke virker - det virker fuldstændig, som det skal! Derimod har de, ved operationen sidst, ikke fået lagt slangen oppe i hjernen ordentlig, så den ligger på nuværende tidspunkt ikke helt inde i det hulrum den skal, og derfor kan væsken ikke transporteres ordentlig væk, desværre. 

Derfor må jeg på den igen på mandag, hvor nøjagtig samme operation som sidst skal udføres - bare med bedre resultat, forhåbentlig!

Sådan ser et ventil-kammer, samt slange-system ud.

Tak til denne PDF for de fine billeder og illustrationer, jeg har brugt i mit indlæg. Jeg håber det gav et indblik i, hvad det er der skal ske, ellers så smid endelig en kommenat med yderligere spørgsmål!

Tak fordi du læste med! Jeg skriver hvordan det er gået, når vi når om på den anden side af det hele.

Vi blogges!