Ja, hvorfor ikke??

Basket, du har været savnet!

Sikke en fantastisk weekend! En weekend, som denne har jeg ikke haft i rigtig mange måneder, og i hvert fald ikke i dette år! En hel weekend fyldt med kørestolsbasketball! Jeg havde fået grønt lys af lægerne til at komme ud og opleve lidt, og det valgte jeg at udnytte ved at tage med ud og se en masse mennesker, jeg ikke havde set længe, samt se en masse god og spændende basketball. 

Lørdag gik turen til Kiel, med ungdomslandsholdet, hvor jeg normalt er anfører, som skulle deltage i et mindre stævne. I den tid jeg har været væk, er der sket meget på holdet, og derfor var jeg ekstra spændt på at se, hvad der var sket, da en del nye spillere er kommet til, og holdet har fået ny træner. Jeg var ret positivt overrasket over niveauet, hvilket også resulterede i to sejre, ud af lige så mange mulige. Men ikke nok med det var det samtidig en rigtig hyggelig tur, som blev nydt i fulde drag!

Søndag var det så Esbjerg der skulle besøges. Denne gang med klubholdet Viborg Dunkers, som skulle spilles sæsonens næstsidste stævne i denne sæson, og oven i hatten, kunne vi med en sejr i første kamp sikre os vores syvende danmarksmesterskab i streg. 

En sejr der kom i hus! Det var dog efter en rigtig nervepirrende kamp, hvor vi var bagud fra start og så helt indtil omkring to og et halvt minut igen, men derfra så vi os ikke tilbage og kørte en rimelig stor sejr hjem. Dermed var danmarksmesterskabet i hus! Et danmarksmesterskab jeg håber på, jeg kan være med til at fejre, når sidste runde af turneringen er afviklet i slutningen af april. Det ser lige nu ikke for lyst ud, men mere om det senere i indlægget..

Men én ting var resultaterne i denne weekend, som jo ikke kunne have endt meget bedre. En anden ting var det sociale aspekt i det, som betød mindst lige så meget for mig lige denne weekend. Hvor var det fantastisk at komme lidt ud fra mit hus' fire vægge, og se og snakke med nogle rigtig fantastiske mennesker, som jeg ikke havde set i rigtig lang tid! Det gav lige motivation og humør et boost!

Kan ikke overraskes mere...

Men vanen tro, fristes man til at sige, SKAL mine siddesår selvfølgelig begynde at drille lige så snart det begynder at se lysest ud. Denne gang er ingen undtagelse. Det seneste døgn, er der kommet tiltagende betændelse i mine sår, så derfor passede det perfekt, at jeg havde en planlagt kontrol i Holstebro i dag. 

Her blev der helt som forventet fundet betændelse i sårene. Derfor skal jeg, igen i morgem, til Holstebro, hvor jeg skal have taget nogle blodprøver, samt ses af en anden læge, og er mine betændelsestal for høje, samt vurderes det, at der er tiltagende betændelse, må lægerne finde kniv og gaffel frem igen, og jeg må under kniven nok en gang. Ret frustrende, men er det dét der skal til, er der jo ikke andet for.. På et tidspunkt må de da nok få styr på det, så sårene kan få lov at hele helt op!

Skriver når der er nyt.

To be continued...

Vi blogges!

Op på hesten!!

Nedtur!

Helt som ventet gik det til sidst kun én vej med sårene. Ned af bakke. Det var et rigtig godt eksempel på, hvor hurtigt en situation kan vende! På lidt under to døgn, gik jeg fra at have det rigtig fint, til at ligge med omkring 39 grader i feber, og med to sår, hvor det stod ud med betændelse lige så hurtigt som vi stort set fik skiftet plaster. En rigtig lortesituation! 

Holstebro Sygehus mente sagtens det kunne vente til jeg havde en kontroltid, cirka 3 dage senere, men til sidst var der ingen anden udvej end at tilkalde vagtlæge. Klonklussionen var klar - jeg måtte indlægges igen!

Turen gik først forbi Herning Sygehus, hvor jeg dagen efter måtte under kniven igen, så der igen kunne blive renset op, og alt betændelsen kunne fjernes. Jeg kendte jo desværre turen. Alt gik heldigivis også som det skulle. 

Som et led i, at få alt betændelsen væk, skulle jeg selvfølgelig også i gang med antibiotika igen. Heldigvis fik jeg overbevist læger og sygeplejersker om, at jeg var svær at stikke, så allerede under første operation fik jeg lagt en såkaldt CVK. Et større drop/venflon som bliver lagt i en af de større vener i halsen, og dermed virker bedre. En fantastisk beslutning!

Dagen efter operationen blev jeg overflyttet til Holstebro. Og herfra begyndte det heldigvis igen, at se rigtig fornuftigt ud. Tre dage efter forrige operation, skulle jeg under kniven igen, helt rutinemæssigt, for at tjekke om de havde fået det hele ud første gang, og om der eventuelt var ved at danne sig nyt betændelse. Igen så alt ud som det skulle og dagen efter blev jeg udskrevet. 

Så prøver vi igen!!

Det er efterhånden ved at være en lille uges tid siden jeg igen kunne tage hjem. Jeg er på en ordentlig dosis antibiotika, som jeg denne gang forhåbentlig skal blive ved med at tage, indtil begge sår er lukket, så vi ikke igen står i en situation, med masser af betændelse. Jeg får besøg af en hjemmesygeplejerske en gang dagligt, for at kunne få skyllet sårene og holdt dem rene. De har været rigtig positive hver gang de har set det, lige siden jeg kom hjem!

Derfor er jeg igen fyldt med en masse optimisme om, at nu skal det være, og denne gang skal de nok hele rigtig fint op. Jeg er godt klar over, at det kommer til at tage tid. Det er nok her den største udfordring kommer til at ligge. Jeg har efterhånden ikke ret meget tålmodighed tilbage med de her sår, men jeg tror til gengæld det kommer til at gå noget nemmere, hvis man hele tiden kan se fremgang. Så er der jo pludselig mening med at ligge ned hele tiden og ellers have en masse tålmodighed. 

Jeg har en kontroltid i Holstebro på tirsdag. Det er der den videre plan for sårene bliver lagt, så er virkelig spændt på hvad der bliver beslutet! Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at få lov til at blive ved med at tage antibiotika, helt indtil sårene er væk. Kan jo se det virker!

Tak fordi I læste med - I hører nærmere!

Vi blogges!

Nu troede jeg lige...

Tilbage til hverdagen. 

Nu er det efterhånden ved at være tre uger siden, jeg blev udskrevet, efter 14 dages indlægges i Holstebro. Så her er en update, på godt, men nok desværre mest ondt.

Det er rigtig lækkert at være hjemme, selvom langt de fleste timer bliver brugt i min seng, så sårene kan hele bedst muligt. Det er gået den helt rigtige vej med helningen, og for godt halvanden uge siden stoppede jeg på alt den penicillin, jeg indtil da havde fået. Det ser ud til at den er ved at være ude af kroppen nu.

Øv!!

Måden hvorpå jeg kan se, at penicillinen er ved at være ude af kroppen, er så ikke så god. Begge sår er begyndt at væske godt og grundigt, med noget der klart ligner betændelse. Øv! Samtidig har jeg alle symptomer på, at der er betændelse i kroppen, så alt ser desværre ud til at passe sammen... Jeg har feber, ingen energi, ingen appitit, fryser og føler mig generelt bare utilpas.

Jeg sidder i skrivende stund og venter på, at blive kontaktetet af en sygeplejske på sygehuset i Holstebro, for at finde ud af hvad der skal ske, så lige nu sidder jeg i uhvis situation. En situation jeg efterhånden er ved at have prøvet alt for mange gange synes jeg..

Nu så det lige så godt ud...

Indtil igår så det, som jeg også nævnte tidligere, ellers så fantastisk godt ud, og jeg var lige ved at tro at nu vendte det, og der ville komme en masse medgang. Sådan ser det nu desværre ikke ud til at gå. 

Jeg var efterhånden ved at have fundet ind i en rigtig god hverdag, hvor jeg fik det bedre dag for dag, og de hjemmesygeplejesker jeg fik besøg af, havde kun positivt at sige om sårene. Jeg var generelt rigtig positiv. En positivitet som hurtigt forsvandt i takt med, at jeg fik det dårligere og dårligere i løbet af i går. 

Sådan ser status desværre ud nu. Jeg skriver selvfølgelig en ny update, når jeg har hørt fra Holstebro, og jeg dermed ved hvad der skal ske...

Vi blogges!