Planen er lagt!!

Urologernes tur til at prøve

17 uger... Så længe skulle der gå, før der blev lagt en grundig og rigig fornuftig plan for mine sår! Efter utallige ortopædkirurger indeover, skulle der en urolog indover, altså én som har fokus på blære og hvad der ellers er dernede af, før min sag for alvor ser ud til at tage fart!

Jeg vidste godt at mine sår lå i nærheden af urologernes område, og lægerne har også tidligere i forløbet diskuteret hvem der skulle have lov til at behandle mig. Det endte som sagt med at blive ortopædkirurgerne. Dog har urologerne været lidt indeover før, men slet ikke så meget som de ser ud til at komme nu. Hvis ikke de overtager mig helt, kommer de forhåbentlig en del indover!

Ventende forvirring på et højere plan...

Jeg ved godt, at jeg i sidste indlæg skrev, at jeg skulle ind og opereres igen, for at få tømt betændelse ud igen. Det troede jeg også, men sådan gik det ikke...

Jeg havde ellers fået af vide, at jeg skulle møde fastende ind i går (Fredag), og så ville de tage mig ned på operationsbordet, når det lige passede, og kigge på sårene. Jeg fik af vide, at jeg var nummer to, på deres liste. Dermed kunne jeg regne ud af jeg nok hvis alt gik som planlagt ville komme ned omkring frokost. 

Timerne gik. De gik langsomt - det gør de altid når man venter. Jeg hader ventetid. Men hen omkring middag nåede vi. Der skete ingenting. Vi blev ved med at vente, og der skete stadig ingenting... Én ting er at vente. En anden er at vente, og så ikke må spise og drikke på samme tid. Det får altså hverken ventetiden til at føles kortere eller bedre - tværtimod... Klokken blev 14, og der skete stadig ingenting. Men så pludselig kom sygeplejersken ind og ville snakke. Hun havde en god og en dårlig nyhed. Den gode var jeg måtte spise og drikke. Den dårlige var, at der var kommet en akut operation, så de havde været nødt til at aflyse min. Samtidig ville lægen nu pludselig gerne have en ultralyds skanning, før han begyndte at opererer. Lidt underligt han ikke havde nævnt noget om det, da jeg snakkede med ham samme morgen da han undersøgte mig. Så kunne jeg da have brugt ventetiden på ét eller andet.

Så blev det tid til at vente igen. Denne gang på at komme ned og få foretaget den ultralyds skanning. Hvor bliver man træt af ventetid i løbet af sådan en dag! Samtidig vidste de ikke om de kunne nå at foretage den samme dag, eller om den skulle foretages dagen efter (I dag), og dermed kunne jeg ikke bare tage hjem og så eventuelt komme igen dagen efter. Heldigvis kunne de godt tage mig i går, og efter et par timers venten i det uvisse, kom der pludselig en portør og hentede mig, og ultralyds skanningen blev ordnet.

Nu var spørgsmålet så bare hvad den fremtidige plan var. Måtte jeg tage hjem, eller skulle jeg blive??  Et spørgsmål sygeplejerskerne ikke kunne give mig svar på. Jeg måtte vente på lægen, som lige var i gang med noget andet. Han kom forholdsvis hurtigt, og kunne fortælle mig, at jeg gerne måtte tage hjem, men skulle komme igen fastende dagen efter ( i dag), og så ville han i mellemtiden have set på skanningsbillederne og på den baggrund ville han kigge i sårene. 

Ingen operationer i denne omgang

Jeg mødte ind på samme afdelingen igen i dag, med samme forventninger, som et døgn forinden. Dog en smule mere forvirret. Det skulle heldigvis vise dig, at der var noget mere styr på tingene denne gang, end dagen forinden! Fantastisk dejligt!

Kirurgen jeg snakkede med i går, var også ham som var på vagt i dag. Han havde, som han havde lovet, fået kigget på mine skannings-svar mens jeg havde været hjemme. Billederne havde vist, at jeg ganske som forventet havde noget betændelse i kroppen, nede omkring hvor mit sår sidder. Han synes dog, at de sad for langt inde væk fra hans område til, at hun kunne tage stilling til, hvad der skulle lave. Derfor havde han aftalt, med en urolog, at jeg også skulle kigges på af hende.

 Det blev jeg, og ud fra det blev de to kirurger enige om, at jeg skal en tur i MR-skanner, så der kan komme fuldstændig klarhed over, hvordan ser ser ud inde i mig. En ting der skulle være sket for længe, længe siden! Dermed var den ellers planlagte operation, aflyst. Ud fra billederne, fra den skanning, ville planen for det videre forløb så blive lagt umiddelbart efter. Samtidig med at jeg fortsætter hyppige kontroller i ortopæd-kirurgernes ambulatorium, så vi sikre at sårene ikke forværres i mellemtiden. 

En MR-skanning er ikke noget man sådan bare lige foretager på mig. Min ventil, som jeg fik skiftet i november, styrres nemlig af en magnet, og da en MR-skanner, er en kæmpe magnet, kan det nemt blive et problem. 

Derfor skal jeg helst skannes i Aarhus, hvor neurokirurgerne hører til, så de kan tjekke at min ventil har det som den skal, efter skanninngen er blevet udført. Havde jeg ikke haft sådan en ventil, var jeg uden problemer blevet skannet allerede i dag, inden jeg tog hjem. I stedet skulle jeg nu vente på, at kirurgen i Holstebro kunne få fat i Aarhus sygehus, så jeg kunne få en skannings-tid. Det kom i orden, og jeg kunne tage hjem. Noget mere afklaret end jeg kom, og med følelsen af, at nu sker der noget. En følelse som langt fra har været der under hele forløbet!

Så må vi se hvad der så videre skal ske. Indtil jeg får den endelige skannings-tid, skal jeg fortsat gå til kontroller, som jeg også nævnte, samtidig med at de har valgt jeg skal stoppe med mit antibiotika. Spændende og se, om jeg kan klare mig uden det!

Vi blogges!!

Ferie/Helligdage betyder problemer...

Så er den gal igen...

Hele balladen startede lige op til vinterferien. Efter en rigtig god periode, gik der betændelse i det igen, lige op til påskeferien, hvor der skulle åbnes op og kigges, skærtorsdag. Nu er den så gal igen, nå ja, lige op til Kristi Himmelfartsferien. Mønstret fortsætter - skruen uden ende.

Denne gang ser det heldigvis ikke nær så slemt ud, rent betændelsesmæssigt, som det har gjort tidligere. Sårene ser rigtig fine ud, når man kigger på dem. De ser egentlig ud til at at hele som de skal. Problemet er, at der er mistanke om, at det muligvis er ved at lukke sig for hurtigt, og dermed ikke fra bunden, som det skal. Det betyder at der måske, desværre, er blevet dannet et hulrum, hvor betændelsen ligger i ro og mag og opbygger sig. Bliver lægerne, som skal kigge på mig, på fredag, enige om, at det er dét de tror på, bliver der igen åbnet op i såret, på fredag, og så renset ud. Samme procedure som jeg efterhånden har prøvet en masse gange.

Har manglet smerte - nu er den her...

Jeg har I nogle af de tidligere indlæg skrevet om, at mine sår har været svære at forholde sig til, fordi jeg ikke har kunnet mærke dem. De har simpelthen ikke gjort ondt overhovedet. Det har nok i nogle tilfældet betydet, at jeg ikke har fået aflastet det jeg nok måske havde burde gøre.

Den tid er forbi nu! Sårene er virkelig begyndt at gøre decideret nas! I disse dage, får jeg i hvert fald aflastet det jeg skal, og nok også mere til. Jeg sidder simpelthen kun op, når det er absolut nødvendigt. 

Den pludselig smerte, som kom stille og roligt i løbet af weekenden, kan i følge lægerne skyldes to ting. 

• I den proces såret er inde i nu, hvor der dannes nyt væv, er det helt normalt, at det nye væv i starten, godt kan blive lidt ømt.

• Såret er ved at blive inficeret med nyt betændelse. 

Der er ingen tvivl om, hvad jeg håber på. Det er klart. Heldigvis er der en del teorier som underbygger mit håb om, at det "bare" er nyt væv, som er godt ømt. For det første ser sårene jo rigtig fine ud. De ser langt fra betændte ud. Samtidig har min krop igen yderligere tegn på betændelse, end det jeg allerede har nævnt. Altså har jeg ingen feber, yderligere træthed osv. 

Lad os nu bare håbe på, at der ikke er noget særligt galt denne gang... Vi får se, på fredag, og sp hører I nærmere!

Vi blogges!!

Det gør aflastning noget nemmere!!

Ensformig hverdag...

Som nogle af jer nok har opdaget, udfra det jeg skriver, sker der ikke så meget i min hverdag for tiden. Det der så dog sker, sker til gengæld hele tiden og igen! Det er godt nok begrænset, hvor meget der forandres fra dag til dag. 

En så rutinepræget hverdag, hvor man skal aflaste, dvs. ligge ned stort set hele tiden, kan virkelig godt være belastende, eftersom der ikke sker en skid. Omvendt så vænner man sig faktisk til det. Tror det eller lad vær! Til sidst lader man vær' med at tænke på, hvor lidt man laver, og dermed fjerner man også chancen for at irriterer sig over det. Det bliver situationen jo heller ikke bedre af!! Til gengæld hjælper en masse positive tanker, for det meste.

Sol = positiv energi!

Når man har fået besked på, at man skal ligge ned så meget som mulig, passer det mig rigtig fint, at vejret i Danmark viser sig fra en af sine bedre sider for tiden! Det fine solskinsvejr gør det lidt nemmere bare at ligge og dase på et tæppe ude i haven, med en god bog, eller foran computeren. Ren win-win! 

Samtidig kan man sagtens holde sin krop lidt i gang, og træne en smule, selvom man skal ligge ned. Eller det vil sige, at i mit tilfælde er det kun overkroppen, som skal holdes i gang. Har vidst nævnt det før, men en form for vægte, i mit tilfælde nogle poser med vand, nogle bolde og så din krop, så kan du egentlig sagtens lave dit eget lille hjemmetræningsprogram. 

Længe siden sidst, men...

Nu så det lige så godt ud. Ja, faktisk havde det ikke set bedre ud, på noget tidspunkt. Men som så mange gange før, er det der det går galt... I løbet af weekenden er jeg i hvert fald begyndt at få tiltagende ondt omme omkring såret, samtidig med at det er begyndt at væske. Desværre en velkendt situationen, omend det er længe siden sidst. 

Heldigvis har jeg en kontrol-tid i Holstebro, på onsdag, så der må vi se, hvad de kloge hoveder har at sige. Vakuum behandlingen er i hvert fald nok, et godt stykke væk igen, hvis betændelsen har tænkt sig at vende tilbage. Som det ser ud nu, har jeg ingen tegn på betændelse i kroppen, udover det der kommer ud af såret. Forhåbentlig kan vi nå at tage det i opløbet, hvis der er noget!!

Glæder mig til at hører hvad de har at fortælle mig!! I hører nærmere...

Vi blogges!!

Planlægning...

Tænke, tænke, tænke...

Nu er det efterhånden ved at være et godt stykke tid siden I har hørt fra mig. Denne gang er det for en gangs skyld ikke fordi der er opstået nogle nye komplikationer, som har taget min alt min tid. Næ nej, denne gang er det heldigvis fordi der ikke rigtig har været noget at berette om! Alt kører stille og roligt den rigtige vej. Fantastisk dejligt!

Siden sidst har jeg været til et par kontroller, hvor beskeden har været den samme. Fortsæt med det du gør nu - det virker! Sårets dybde bliver mindre og mindre, og der er lagt op til, at når jeg møder op til næste kontrol, om cirka 14 dage, går vi over til en vakuum-behandling. Det skulle eftersigende være rigtig effektivt! Det glæder jeg mig til!!

Jeg glæder mig generelt bare til den dag, jeg igen kan gøre hvad jeg vil, uden at skulle tage højde for, længden af de perioder jeg sidder ned, om jeg har ekstra plaster med, og så videre. Det dræber stort set fuldstændig muligheden for spontane ture, fordi alt lige skal tænkes en ekstra gang igennem inden. Det er nok en ting jeg aldrig vil kunne vænne mig helt til, men som jeg bare har været nødt til at indordne mig ind efter, nu på 16. uge.

Generelt det der med at skulle have hjælp til nogle flere ting end jeg plejer, synes jeg er overraskende svært, hvilket egentlig er ret underligt... Når man godt selv kan, træder dovenskaben til, og man vil være rigtig glad for hvis folk gad hjælpe én, og måske lave tingene for én. Hvorimod når man så pludselig skal have hjælp, for at kunne få det til at fungerer, ville man ønske, at man var helt selvhjulpen og ikke var afhængig af andres hjælp.  

Hvor er jeg egentlig heldig!!! 

Lige netop det, fik mig ind på tanken om, hvor heldig jeg i bund og grund er! Ja, jeg skal have hjælp til nogle ekstra ting en gang i mellem, men herre gud, det skal alle vel en gang i mellem...

Der er mange med et handicap, også det handicap (Rygmarvsbrok) som jeg har, der er meget værre stillet end jeg, og som er afhængig af hjælp i meget større grad end jeg. Hvor må det altså bare være irriterende!! De mennesker har jeg virkelig fået ekstra stor respekt for, at de kan klare det, efter jeg selv har haft brug for ekstra hjælp! Imponerende!!

I hører fra mig, når der er nyt at berette om. Skyd endelig løs, i kommentarfeltet, hvis der skulle være kommentarer eller spørgsmål... Nyd mandagen!!

Vi blogges!!

Følelsen af igen at må lave lidt!

Træning!

To, 8 liters, poser, fyldt med vand, to basketbolde, En stor oppustelig bold og en dreng der virkelig hungrer for at komme til at lave lidt fysisk aktivitet. Flere ting skal der faktisk ikke til, hvis man vil træne en lille smule hjemme. 

Har I nogle gode hjemmetrænings øvelser, må I meget gerne byde ind med dem! :)

Det skal så nok siges, at jeg kun har fået lov til at starte stille og roligt op igen, og kun via træning herhjemme. Det er skam også mere end rigeligt, i hvert fald her i starten, har jeg fundet ud af! Er godt nok gået fra "I form", til "deform"... Heldigvis kan jeg mærke at det bliver bedre dag for dag. 

Men hvor er det da dejlig at kunne lave lidt igen. Det har virkelig været savnet min hverdag! Følelsen af at have brugt sine muskler, er noget nær den bedste følelse jeg kender! Når man ligger i sengen, om aftenen, inden man skal sove, og man kan mærke på sin krop at den har været i gang fysisk - jeg elsker det!! 

Til gengæld har jeg ikke helt fundet ud af hvad jeg skal synes om dagene efter styrketræning... Jeg har på forhånd besluttet mig for at jeg ikke vil brokke mig, eller pive, for det at være øm, dagen derpå, når man starter op igen, hører ligesom bare med. Det er et tegn på fremgang! Men sjovt synes jeg aldrig det bliver - omvendt vil jeg ikke undværer det!

Lyt til din krop!

De sidste par dage, har jeg dog holdt lidt igen med at træne. For er der noget jeg har lært det seneste års tid, er det at lytte til kroppen og dens signaler! Jeg skal ikke ryge ind i overbelastningsskader!

I weekenden var jeg ude og cykle en lille tur. Her ville jeg lige nå over et lyskryds, inden det skiftede til rødt, så jeg gearede et par gear op og trak til. Vupti, så havde jeg et sæt mavemuskler som spændt op, og det gav et lille smæld. Typisk! De bevægelser har jeg lavet masser af gange uden der er sket noget - den gang jeg var i form. Så langt nåede jeg bare ikke at tænke... 

Heldigvis slap jeg med skrækken, og det der ligner en lille fiberspængning i de nederste mavemuskler! Pyyyyha, det var tæt på! Lige da det skete troede jeg noget meget værre! Derfor blev jeg enig med mig selv om, lige at tage en slapper et par dage, selvom jeg nok godt kunne træne lidt. Det ville bare være så dumt at forværrer noget, når nu man har chancen for at undgå det!

... Og så til sårene!

Jeg er så glad! Der er kun positivt at sige! Aldrig på noget tidspunkt har sårene været i nærheden af at være så fine, og arte sig så godt som de gør nu. Det sammenholdt med at jeg aldrig har taget så lidt antibiotika, i det her forløb, som jeg gør nu. Det sjove er faktisk at det er i takt med, at der er blevet skåret ned på mængden at det er begyndt at gå så godt. De må endelig have fundet én slags som virker! 6. gang var lykkens gang! :-)

Den eneste lille negative ting, jeg kan komme på, hvis jeg absolut SKAL er, at det er begyndt at klø som bare pokker! Det er et tegn på heling, og er derfor ikke en gang negativt. Det kan dog godt se lidt mærkværdigt ud, hvis jeg sad og kløede mig konstant på sårene, hvilket jeg egentlig har lyst til en stor del af tiden. Lader vær' for jeres skyld! :-)

Vi blogges!!

Intet nyt er godt nyt!!

Rutsjebanetur...

Hej derude! Så blev det vidst tid til at fortælle om sidste nye i min rutsjebanetur. Heldigvis er det stort set kun gået én vej siden sidst jeg skrev. Fremad! Jeg var i forgårs, Onsdag, til kontrol på Holstebro Sygehus. 

En kontrol jeg ikke vidste om jeg skulle glæde mig til, og én ting der var helt sikkert, var at jeg ikke skulle have for høje forventninger. Det på trods af, at det på nuværende tidspunkt aldrig har set lysere ud. Sårene er langt om længe begyndt at hele i en rigtig fornuftig fart og det væsker stort set ikke! Den histore har jeg bare oplevet før, umiddelbart inden en kontrol, hvor der alligevel har været ét eller andet galt. Derfor min optimisme med forbehold. 

Heldigvis var min optimisme berettigt! Alt ser ud som det skal, og i løbet af den seneste uge er mit sår blevet 2 centimeter mindre i alle retninger! Jeg kan godt garantere, at det er ufattelig lang tid jeg har været så glad en dreng, som da jeg forlod sygehuset! Endelig ser det ud som om tingene vil samarbejde. Dog er der stadig et forbehold om, at lige så hurtigt det er vendt til noget positivt, kan det vende den anden vej igen! Men fornemmelsen er virkelig god denne gang, så hvorfor skulle det vende?! 

Fundet noget der virker!

Efter 12 uger og utallige forsøg, ser det endelig ud til at der er blevet fundet en sammensætning der fungerer! Selvfølgelig skal den antibiotika jeg er på lige nu, have en stor del af æren. Jeg har faktisk ikke taget så få piller, i løbet af det her forløb, end jeg gør nu! Less is more!! 

Samtidig har jeg fået en ny pude, til min kørestol, som virkelig har været guld værd! Jeg har fundet ud af, hvor ringe en pude jeg sad på før! Puden er i den grad Alpha og omega, for at der ikke skal komme nye sår!

For nogen, vil den optur der er lige nu, få nogen til at tænke, at så kan man godt begynde at slappe lidt mere af, og måske ikke tage alle de forbehold, som for eksempel ikke at sidde ret meget op osv, nær så alvorligt. Ved mig har det den fuldkommen modsatte effekt! Jeg kan se det her virker, så nu får den en ekstra skalde af det jeg har foretaget mig anderledes i løbet af den seneste uge! For der har nemlig også været plads til at kunne sidde en del op. 

Danmarksmester?!

Sidste weekend havde jeg nemlig fået lov til at tage på en lille udflugt. Turen gik til Odense, hvor sidste runde af Danmarksturneringen i kørestolsbasketball blev afviklet. Mit hold, Viborg Dunkers, var inden weekendes runde sikker på, at vi, for 7. år i træk, kunne kalde os Danmarksmestre. 

Alligevel havde vi en masse at spille for! Vandt vi sæsonens sidste to kamp, kunne vi nemlig gå ubesejret gennem sæsonen, for anden sæson i træk! En plan der lige nøjagtig lykkedes, og dermed har Viborg Dunkers ikke tabt en kamp i den hjemlige liga i over to og et halvt år! En stime der meget gerne skulle fortsætte i lang tid!

Må hjemmetræne!

Jeg vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at stimen vil fortsætte allerede fra starten af næste sæson, hvor jeg gerne skulle være fit for fight igen! 

I forbindelse med min kontrol i Onsdags, kom jeg i hvert fald ét skridt nærmere, eftersom jeg fik lov til at begynde at træne lidt herhjemme med nogle små vægte, samt via armbøjninger og mavebøjninger. Det er virkelig dejligt endelig at kunne mærke sin krop igen! Nu skal der bare bygges på, stille og roligt. 

Glæder mig til, forhåbentlig, snart at skrive endnu flere positive updates til jer! Husk, hvis I har spørgsmål eller kommentar, så skriv endelig løs! 

Vi blogges!!