I det mindste har jeg da en tid...

Bye, bye vacation...

Endelig fik jeg min tid, til kontrol hos mave/tarm kirurgerne i Herning!! Her stopper glæden så umiddelbart også. Tiden ligger nemlig først om cirka en måneds tid. Helt præcist d. 21. juli. Et rigtig møg tidspunkt. 

Mest fordi det betyder, at der ikke rigtig bliver noget der kan kaldes ferie, for mit vedkommende, denne sommer. Dermed fortsætter stimen, med at alle de ferier jeg har skulle være med på, har jeg måtte droppe, siden såret meldte sin ankomst, i uge 5. Noget rigtig øv, da jeg i denne omgang skulle have været til Kroatien. 

Ikke nok med det, er jeg begyndt at få feber igen. Derfor har jeg aftalt med hjemmeplejen, at hvis jeg stadig er halv-sløj på mandag, bliver der ringet op til Holstebro, for forelagt hvordan jeg har det, og så er det op til dem, om de vil se mig, eller om de mener det godt kan vente. Man kunne da håbe de ville tage mig ind, og så yderligere håbe på, at det at jeg har fået det skidt, måske kan fremskynde processen lidt! Vi får se på mandag. 

Nyt delmål sat!!

Det er ikke nogen hemmelighed, at det at kunne komme med min familie på ferie, var mit næste delmål. Jeg har længe godt kunne se, at det måske har været et lige lovligt optimistisk mål, men da jeg har et optimistisk menneske, tænkte jeg, at det nok skulle kunne lykkedes. Men med den sene kontrol-tid, må jeg som sagt indrømme, at selv min optimisme på det punkt er sluppet op. Derfor regner jeg ikke mere med at komme med, men tager det derimod som en kæmpe glæde, hvis det lykkedes. Inderst inde har jeg nok ikke opgivet håbet helt endnu. Det sker først den dag, bilen triller af sted mod Kroatien uden mig. 

Det næste mål jeg så har valgt at sætte mig, er ét jeg meget gerne skulle kunne opfylde! Det er nemlig at nå sæsonstarten på basketballturneringen, som begynder i september. Men det er jo ikke bare at være spilleklar til første kamp i september. Det ville bestemt ikke gøre noget, hvis jeg nåede at træne lidt inden, for ellers er jeg ikke klar, da min form er så langt nede, at der er en del der skal bygges op før jeg kører på banen! 

Jeg vil kæmpe med næb og klør for at det lykkedes, og jeg vil holde jer opdateret undervejs, når jeg har nyt at berette! 

Vi blogges!!

Sæt ting i fokus

Nyt fagområde indblandes...

I torsdags var jeg til opfølgende kontrol, af den MR-scanning jeg havde fået lavet. Jeg havde, inden kontrollen, håbet på, at der i forbindelse med den kontrol, ville blive lagt en plan for hvad der videre skulle ske. Det blev der godt nok også, men ikke lige sådan som jeg havde håbet.

Resultatet af scanningen viste, at jeg har et rulrum med betændelse langs min endetarm. Derfor synes ortopædkirurgerne i Holstebro, at mave/tarm-kirurgerne i Herning skulle indblandes. Derfor ville de umiddelbart efter kontrollen skrive en henvisning til dem, om at tage mig ind. De vidste ikke hvor lang tid jeg eventuelt skal vente. 

Derfor egentlig ikke så meget nyt, og stadig bare en plan, samt fremtid, som flagre lidt hen i det uvisse, mens jeg lige venter lidt mere...

Hvordan får du tiden til at gå??

Det er nok det hyppigste spørgsmål, jeg får, sammen med "Hvordan holder du humøret oppe??". Først og fremmest kan jeg fastslå, at der ikke er ret meget som "går" for mig - nok nærmere "kører. Håber I kan se humoren. :-)

Tog mig selv i at spille kort, med mig selv. 

Nå, ikke mere humor lige nu. Jeg tror grunden til, at jeg kan få tiden til at gå herhjemme, uden rigtig at komme ret meget ud, er fordi der i bund og grund ikke skal ret meget til, for at underholde mig. Jeg kan sagtens have en del dage, hvor jeg ligger og tænker over, hvad pokker jeg egentlig har fået dagen til at gå med, inden jeg skal sove, og hvor jeg rent faktisk ikke rigtig er klar over hvad jeg egentlig har lavet, fordi det er så skræmmende lidt. 

Her den seneste tid, har jeg dog fået en større og større hobby, som jeg har fået en del tid til at gå med herhjemme. Fotografering. 

Jeg har altid synes, grafisk design har været spændende. Det har spændt hele vejen fra opbygning af hjemmesider, som min forhåbentlig kommende uddannelse også kommer til at handle om, og så hele vejen op til redigering af billeder. 

Og lige netop billederedigering, bruger jeg en fantastisk masse tid på for tiden. For en uge siden må det siges at blive en hobby for alvor! Jeg kom til at købe mit eget Canon spejlrefleks kamera. 

Canon EOS 100D

Så bliver jeg også luftet!!

Jeg har altid godt kunne lide at være ude i naturen. Samtidig har jeg haft den holdning, at jeg ikke gad køre rundt i den uden grund - der skulle være noget at lave! Her kan mit nye kamera hjælpe. Nu har jeg pludselig en årsag til at cykle rundt, samtidig med jeg har noget at lave! På den måde kommer jeg også ud og får lidt motion, i stedet for bare at hænge herhjemme!

Her til eftermiddag blev kameraet for alvor luftet for første gang. Jeg koblede min håndcykel på min kørestol og cyklede ud i den danske natur og tog lidt billeder. Efter et par dage, hvor jeg ikke rigtig havde fået mig rørt, var det skønt at komme ud og få lidt luft og få sig rørt. 

Her er lidt af det min linse fangede i dag:

Min smarte håndcykel, som jeg kobler til min kørestol.

Nåede hjem inden regnen kom!

Vi blogges!!

Scanning completed...

Godnat

Mange som har prævet at ligge inde i en MR-scanner, vil muligvis ikke tro mig, når jeg skriver, at jeg har præsteret, på trods af en afsindige larm, en MR-scanner afgiver, mens den scanner, at falde i søvn, mens jeg blev scanner i dag! Men det er ikke første gang! Faktisk er det sket minimum én gang før! 

Jeg må indrømme, at jeg er en smule stolt! Omvendt vil jeg så også sige til mit forsvar, at man da ikke kan blive andet end bare en smule søvnig, af at ligge i et lille, klaustrofobisk, mørkt, varmt rør, hvor det eneste man kan lave er, at ligge og lytte, enten på de underlige bankelyde scanneren laver, eller også på det musik de sætter på, ude fra kontrolrummet. I dag var det så klassisk musik.

Nåle - hvorfor nu det??

Midt under scanningen blev jeg pludselig kørt ud. Der skulle åbenbart sprøjtes noget kontrastvæske ind i mine årer, så de nemmere kunne se, det de skulle kunne se på billederne. Det betød at de skulle lægge et lille rør ind i min blodåre, hvor kontrasten kunne løbe ind. 

Jeg startede med det samme, med at advarer mod, at det her nok ikke blev den nemmeste opgave, da de havde fundet én som bestemt ikke er bedste venner med de der nåle. En påstand der viste sig, at være helt rigtig! 

De prøvede én gang, men det lykkedes ikke - Det ville også have været for meget af det gode, hvis det var lykkedes en røntgenlæge at ramme i første forsøg, når nakoselæger, som lever af at stikke folk, som regel skal bruge en 2-5 forsøg, før den sidder der. Nå, han prøvede igen, men med samme resultat som før. Efter at have siddet og tænkt lidt, hentede han en kollega - hun skulle også prøve. Selvom det var tydeligt, hun gjorde sig meget umage, gav det samme resultat som forgængeren. Nu havde de kun ét skud tilbage i bøssen, hvis det skulle lykkedes - tilkalde røntgen-overlægen. Han fik også lov at prøve et par gange, men heller ikke han kunne.

Til sidst blev de enige om, at opgive stikkeriet, og i stedet tage nogle ekstra supplerende billeder. Jeg blev igen kørt ind i mørket og scanningen blev færdiggjort. Efter omkring halvanden times tid, kunne jeg komme op at sidde, efter at have ligget på et ekstremt hårdt leje. Av min ryg!

Ventilens tur

Nu gik turen op i "Højhuset", på Aarhus Sygehus. Der hvor neurokirurgerne hører til. Efter en tur i en MR-scanner, som er en kæmpe stor magnet, er det altid en god idé, at få tjekket op på, om ventilen er indstillet rigtig, da det er en magnet som styrer hvor meget væske der skal løbe gennem den. Dette var årsagen til at scanningen skulle udføres i Aarhus, og ikke Holstebro, som ellers har med mine sår at gøre. 

Det skulle vise sig, at være en rigtig klog beslutning, at have foretaget scanningen i Aarhus. Min ventil havde ændret indstilling under scanningen, så der var noget der skulle justeres! Det blev det og endelig kunne jeg vende hjemad igen.

Nu skal jeg så have en tid til kontrol i Holstebro, når de har set billederne fra scanningen, og derefter bliver der, forhåbentligt meget hurtigt, lagt en plan for hvad der videre skal ske med mig. Jeg håber virkelig ikke på for meget ventetid, men nu må vi se...

Vi blogges!!!

Positivitet, er vejen frem!

“Med alt det, der er sket for dig, kan du enten have ondt af dig selv eller behandle, hvad der er sket som en gave. Alt er enten en mulighed for at vokse eller en hindring for at holde dig tilbage fra at vokse. Du kommer til at vælge.”

Er der noget jeg har lært, af den periode jeg har været inde i, og som jeg desværre stadig er i, i forbindelse med mit helbred. Ja, faktisk med mit handicap generelt, er det, at Dr. Wayne W Dyer, som står bag dette citat, har ret! I sådan et forløb, kommer man ret hurtigt til at skulle træffe et valg. Vil man sætte sig ned, og lade sig gå på af den situation, man er i, eller vil man prøve at holde hovedet højt, gå positivt til værks og dermed få det mest optimale og positive ud af en ellers kedelig situation. Jeg har valgt den sidste. 

Dette indlæg vil komme til at handle om, hvordan nogle negative ting og situationer, så vidt muligt, kan vendes til noget mere positivt. Ja, egentlig bare hvordan man stadig kan være glad, på trods af nogle uforudsete udfordringer, som gør hvad de kan, for at ødelægge ens mulighed for at være glad. 

Det hele kommer til at tage udgangspunkt i nogle citater, som i bund og grund siger det hele, hvis man ellers går lidt grundigere ind i dem. 

"Når vi støder på rigtige tragedier i livet, kan vi reagere på to måder – enten ved at miste håbet og påtage os selvdestruktive vaner, eller ved at bruge udfordringen til at finde vores indre styrke"

Dette citat, af Dalai Lama, er et rigtig fint citat, som passer til den situation jeg er i nu. Lige for tiden, må jeg indrømme, at jeg ikke synes det er super sjovt, at være mig, når det gælder min helbredsmæssige situation. 

Jeg er sat ud på et sidespor, i venteposition. I venteposition på en MR-scanning. Heldigvis har jeg nu fået tiden, efter lægerne i første omgang, som tidligere skrevet, havde glemt at skrive en henvisning til Aarhus Sygehus, hvor scanning SKAL foretages, på grund af min ventil. Heldigvis har jeg fået en tid allerede nu på torsdag (12. juni). Samtidig valgte lægerne at tage min antibiotika fra mig, indtil jeg er blevet scannet, og der er blevet lagt en fremtidig plan. 

I min situation, har jeg valgt at se på det positive, fremfor at sætte mig ned i et hjørne og surmule. Det kommer der nemlig intet ud af! Derimod kommer man langt med at tænke på, de positive ting der er, såsom: Jeg har fået en hurtig scanningstid, jeg har en dejlig familie og kæreste, som støtter mig rigtig meget og så viser det danske vejr sig jo fra en fantastisk side lige nu, så for tiden er det jo nærmest en gave, at jeg skal ligge så meget ned og aflaste! 

Ja, der er altså altid noget godt, i enhver negativ situation! Nogle gange skal man bare kigge bedre efter end andre. 

"Viljen til at ville - Giver evnen til at kunne!"

I bund og grund handler det hele om vilje! Man skal vælge at vilje, og så skal det nok lykkedes! 

Dette fantastiske citat, som jeg stødte på første gang, da jeg var nede og besøge FC Midtjylland, i forbindelse med et skoleprojekt, siger det hele! Citatet kan nemt supleres med "Øvelse gør mester", eller "Rom blev ikke bygget på én dag". Sagt på en anden måde: Man skal beslutte sig for at ville, og derefter arbejde på sagen, for intet kommer af sig selv! 

“A goal is not always meant to be reached, it often serves simply as something to aim at.”

Derfor er det vigtigt, at sætte sig et mål. Man kan starte med at sætte sig, det endelige mål - hvor vil jeg ende henne? Når hovedmålet er opnået, kommer de endelige mål. 

Nemlig delmålene! Det endelige mål ligger måske nemlig nok et godt stykke ude i fremtiden. Derfor, for at få en masse positive oplevelser, eller nogle knapt så store nedture, er det vigtigt at man laver nogle små delmål, som man efter tid, når de er opnået, kan hakke af. 

Opretter man delmål, er det min oplevelse, at det er meget nemmere at holde motivationen og det gode humør oppe. Selv hvis der kommer en periode med nedgang. Skulle det ske, at det går en smule ned af bakke, kommer man måske et godt stykke væk fra sit hovedmål, der måske allerede er langt væk i forvejen. Dermed kan det kommer til at virke uoverskueligt, og dermed ryger motivationen - så har vi først problemer! 

I stedet går man bare lidt tilbage på sin liste, og så klarer man nogle delmål én gang til, for når man har gjort det én gang, kan det lade sig gøre igen, hvis bare man vil! 

Mine delmål ligger som regel med en eller to ugers mellemrum. Jeg knytter dem som regel til begivenheder. For eksempel kontroller på sygehuset, som på det seneste har ligger med 14 dages mellemrum. Jeg sætter mig så et mål, for hvor meget jeg håber mine sår er blevet mindre, udfra hvor meget de er blevet mindre, mellem de to forrige kontroller. Dermed har jeg lidt at sigte efter! Det virker rigtig godt!

"Vælger du det negative, bliver dit liv en følge af dit valg. Vælger du det positive

bliver andre smittet af dig - og dit liv følger denne afsmitning - men husk:

Valget er dit!"

Tak fordi du læste med! Har du kommentar eller spørgsmål, så stil dem hellere end gerne! Er ønsker du at komme i kontakt med mig, kan jeg kontaktes på disse måder:

 - E-mail: hamistolen@gmail.com

 - Facebook: www.facebook.com/livetsomanderledes

 - Twitter: @Hamistolen

Glæder mig til at høre fra jer!

Vi blogges!!

Lidt mere ventetid...

Intet nyt, og så alligevel...

Endnu et tjek er i dag blevet overstået. Det gik som sådan fint nok. Jeg blev da i hvert fald ikke indlagt. Det på trods af, at der igen er betændelse i en lomme under såret. Der kommer helt tydeligt betændelse ud, når der trykkes på huden ud for det.

På trods af dette, er jeg ikke blevet sat på antibiotika, fået taget mine betændelsestal, eller andre ting, som de tidligere i forløbet har gjort, lige så snart der var bare de mindste tegn på betændelse. Denne gang foretager de sig ingenting, før jeg har fået foretaget den scanning, og at de dermed har fået overblik diverse "problemer". 

Håber ikke der går for lang tid, men man ved aldrig når det gælder sygehuse. De har det som regel med at have irriterende lange ventetider, selvom de, de seneste år, har gjort sindssygt meget lige netop på det punkt. Det har heldigvis også hjulpet lidt. Jeg er blevet skrevet i min journal, at jeg har en såkaldt "Åben indlægges", på afdelingen i Holstebro, så jeg kan komme nemmere til, hvis betændelsen begynder at medfører feber og alle de andre irriterende ting, som plejer at følge med, men som jeg heldigvis ikke er ramt af lige nu. 

På vej hjem i bilen, fik jeg så desværre en opringing, som af en eller anden grund ikke overrasker mig 100% - Det er jo trods alt det danske sygehusvæsen vi snakker om...

Manglende henvisning...

Opringning jeg fik, var med den læge jeg går til kontrol hos i Holstebro. Hun kunne fortælle, at hun havde forsøgt at undersøge, hvor lang tid der gik inden jeg kunne blive scannet, da det gerne skulle gå lidt ekstra stærkt, nu hvor betændelsen er vendt tilbage. 

Hun kunne fortælle, at der af en eller anden uforklarlig årsag, ikke var blevet sendt en henvisning afsted til Aarhus, med henblik på en MR-scanning. Typisk! Hun kunne heldigvis samtidig fortælle, at hun havde lavet den med det samme, og skrevet i den, at det gerne måtte gå lidt stærkt, på grund af de ting der nu var stødt til. Henvisningen ville blive sendt afsted i dag. Heldigt jeg allerede havde en tid i dag, så der kunne blive fulgt op på det allerede nu, så der ikke bliver spildt flere dage, end der allerede er blevet...

Nu er det bare at tjekke postkassen, og håbe på, at der snarrest ligger en tid til mig. Jeg håber virkelig ikke der går får længe!! Der kommer jo også snart en sommerferie ind i billedet...

Vi blogges!!