Som I nok har kunne fornemme, ud fra det I har læst det seneste år, har mit liv ikke ligefrem kørt på skinner til UG kryds og slange. Jeg har normalt ikke haft nogle nævneværdige store problemer med min krop, og min fysisk har været ret så god. Selvfølgelig har jeg haft nogle influenza dage i ny og næ, men det har i store træk også været det.
Derfor kom det også som et større irritationsmoment, da jeg fik mit første siddesår i mit liv, sidste år, lige inden jeg skulle på sommerferie med familien. Det skulle desværre vise sig at være starten på et år, som har budt på flere nedturer end opturer, og hvor udsigten til at blive rart ikke ligefrem er ude i den nærmeste fremtid. Jeg vil i dette indlæg give et tilbageblik på det seneste år.
Håbede på enlig svale.
Det hele startede midten af uge 28, sidste år. Jeg var på WC og da jeg var færdig kunne jeg se der var en masse blod i kummen. Jeg blev straks bekymret og begyndte at mærke efter om jeg kunne mærke noget unormalt. Det kunne jeg. Jeg havde fået mit første siddesår i mit liv. Jeg besluttede mig for, hvilket var en af de dummeste beslutninger i hele det her forløb, for ikke at sige noget til nogen. Dumt, men det var hvad jeg gjorde. Jeg havde den venkendte mandlige tilgang - "Hvad kommer selv, går selv".
Det gjorde det her bare ikke - tvært imod. Det blev værre og værre, og begyndte at gøre mere og mere ondt, men jeg sagde fortsat intet. Heldigvis, for det mener jeg i dag, blev det opdaget. Helt præcist fredag d. 19. juli, hvor min far ville vaske en masse tøj, som vi skulle have med på ferie nogle få dage senere. Her undrede han sig over hvorfor der var blodpletter i mine underbusker, og spurgte derefter ind til det.
Pludselig fes der tusindvis af tanker gennem hovedet på mig, for på daværende tidspunkt var jeg godt klar over, at fandt han ud af det nu, røg turen til Slovenien nok i vasken, for mit vedkommende. Skulle jeg sige det, eller skulle jeg ikke?? Jeg valgte at vise ham det, og der var ikke andet for, end vi skulle til vagtlæge med det samme. Det var nu et stort åbent kødsår. Jeg blev faktisk selv ret så overrasket over hvor meget det var blevet værre på så kort tid!
Vi kom til vagtlæge, og han lagde ikke skjul på, at det nok så kritisk ud hvad angik ferie, men at han ikke kunne tage beslutningen om jeg måtte tage af sted eller ej. Han arrangerede i stedet at vi kunne tage op til nogle specialister i Holstebro dagen efter, hvor de så ville komme med deres vurdering.
Til Holstebro kom vi, og efter de havde kigget godt og grundigt på det, besluttede de, at jeg godt kunne tage af sted. Dog med en masse forbehold. En masse antibiotika, ingen pool-badning og rensning dagligt, var bare nogle af tingene. På den baggrund valgte jeg at blive hjemme i Danmark. Dengang troede jeg jo bare at det kun lige var det her som skulle ordnes og så var jeg klar igen.
Jeg blev hjemme i Danmark mens de andre tog på ferie, og havde i øvrigt en rigtig dejlig ferie, hvis man kigger på de betingelser jeg levede under. Derefter helede såret i øvrigt fint, men meget langsomt op. Efter nogle måneder var det væk.
Fuld fart fremad!!
Efter en, synes jeg dengang, rigtig lang periode uden nogen former for aktivitet, skulle den nu have fuld gas på de fysiske barometre. Og det fik den! Det var så sindssygt dejligt, endelig at kunne lave hvad man ville, deriblandt styrketræne på fuldt tryk.
Kroppen tog rigtig fint imod det høje aktivitets niveau, og alt gik lige som det skulle. jeg fik styrketrænet en masse gange om ugen, samt spillet en masse basketball, hvor jeg havde en sæsonstart tæt på at se frem til.
I den her periode gik det kun én vej og det var fremad. Min motivation til at træne og spille basket blev bare større og større, og kroppen havde aldrig haft det bedre. Endelig ramte vi sæsonstart og formen havde aldrig været bedre! Vi vandt og alt klappede som det skulle.
Fornemmelse af, at nu kunne intet stoppe mig var enorm. Derfor havde jeg igen den vanlige mandementalitet, da jeg begyndte at få ondt fra baghovedet og ned til starten af ryggen, lige så snart jeg bevægede hovedet eller var aktiv. Jeg havde i den foregående halvanden måneds tid trænet hårdt og intenstivt, for lige netop at nå den, dengang, lige afholdt sæsonstart. Derfor kunne det da ikke være andet end overbelasning, hvor jeg bare skulle tage det med ro nogle dage.
Skeløjet og alt det andet bøvl.
Ømheden og stivheden i nakken blev tiltagende og rigtig underligt og mistænkelig blev det, da jeg pludselig en dag vågnede op og var skeløjet. Noget var galt og det skulle ikke bare trænes væk!
På trods af jeg var til adskillelige behandinger hos en fysioterapeut og andre former for alternative behandlinger blev jeg tiltagende skeløjet og mere stiv i nakken. Til sidst var den helt låst i højre side. På dette tidspunkt havde jeg fortsat ingen idé om hvad problemet var, og jeg havde da slet ikke forestillet mig at det var dét, som det viste sig at være. Nemlig min ventil som var gået i stykker.
Den tanke ramte mig først en aften i oktober, hvor jeg pludselig fik det meget dårligt. Nærmest et migrænse anfald. Det var virkelig væmmeligt! Ja, faktisk så skidt, at en vagtlæge blev tilkaldt. Hun undersøgte mig, og fik af vide, at jeg havde en ventil, hvilket hun reagerede på med det samme, og forsøgte at komme i kontakt med specialisterne på Aarhus Sygehus. Dem kunne hun ikke dog ikke få lov at snakke med, så jeg måtte nøjes med en tur forbi skadestuen i Herning, hvor det blev konkluderet at jeg ikke fejlede noget.
Den voldsomme hovedpine fortsatte og få dage efter måtte jeg til læge igen. Denne gang hos egen læge. Han handlede, ligesom vagtlægen, på tingene da vi nævnte til ventilen. Til modsætning af vagtlægen fik han til gengæld en tid hos specialisterne, allerede dagen efter.
Jeg røg afsted til Aarhus, hvor det, selvom Herning en lille uge tidligere havde konkluderet det modsatte, blev konkluderet at min ventil VAR i stykker. Den skulle skiftes og operationen blev fuldført helt uden problemer allerede samme eftermiddag. Alt så i følge lægerne ud som det skulle. Det nye kredsløb fungerede, så allerede i løbet af nogle dage skulle mine øjne gerne rette sig og hovedpinen forsvinde. Derfor blev jeg sendt hjem allerede dagen efter.
Tingene rettede sig bare ikke som det skulle. Hovedpinen tiltog stille og roligt igen, og øjnene forblev lige så skæve, som de også var før ventilen blev skiftet. Der var ikke andet for, end jeg måtte af sted til Aarhus igen.
Jeg blev skannet så snart jeg kom derud, og på billederne kunne lægerne konstatere at ventilen ikke lå som den skulle og derfor skulle lægges om. En ny operation ventede. Første melding lød på, at også denne kunne gennemgåes samme eftermiddag. Det blev dog hurtigt ændret da de obligatoriske blodprøver man får taget inden en operation kunne vise jeg havde betændelse i kroppen. En betændelse som kunne stamme fra ventilen. Derfor var al snak om operation pludselig helt væk for en stund og i stedet hed det intensiv antibiotika behandling gennem et drop.
Her ramte jeg så samme et nyt problem. Mine årer og deres nåle hader hinanden. Jeg er så godt som umulig at stikke i, og der skal som regel mange forsøg til før det lykkedes at ramme rigtigt og så holder de ikke en gang et døgn før de skal skiftes.
En uges antibiotika skulle der til før kroppens betændelsestal var okay, og ventilen kunne skiftes. Denne gang spillede det som det skulle. Hovedpinen var kraftigt aftaget allerede indenfor et døgn og nogle dage efter var synet på plads.
Nu ville jeg bare gerne i gang med styrketræning og basketball igen. Jeg måtte bare ikke. Resten af året, dvs cirka 2½ måned, måtte jeg ikke lave hård fysisk aktivitet, så lægerne var helt sikker på det voksede sammen som det skulle.
Tre på stribe...
Endelig blev 2013 til 2014, og jeg måtte begynde at lave noget igen! Det blev til 14 dages træning før jeg igen begyndte at få det dårligt. Det lignede ganske almindelig influenza til at starte med. Men da jeg lå syg i næsten en uge, hvor jeg normalt plejer at være ovre det efter nogle dage, vidste jeg der var noget galt IGEN... Samtidig vågnede jeg op en morgen med en balle i dobbelt størrelse.
Jeg røg til vagtlæge igen, hvor han kunne fortælle at jeg lå med betændelsestal på omkring 250, hvor normalen er 5, og at det skyldes et betændt siddesår, med en byld i ballen som var fyldt med betændelse. Jeg skulle indlægges akut og opereres med det samme! Det blev jeg og det her skulle vise sig at være starten på en lang, sej kamp, hvor både humør og tålmodighed for alvor er sat på prøve.
Jeg røg til vagtlæge igen, hvor han kunne fortælle at jeg lå med betændelsestal på omkring 250, hvor normalen er 5, og at det skyldes et betændt siddesår, med en byld i ballen som var fyldt med betændelse. Jeg skulle indlægges akut og opereres med det samme! Det blev jeg og det her skulle vise sig at være starten på en lang, sej kamp, hvor både humør og tålmodighed for alvor er sat på prøve.
Det har og er fortsat et forløb hvor diverse fagområder nærmest slås om at fortælle at det ikke er deres fagområde, og jeg bliver kastet rundt omkring. Især her de seneste to måneder, er jeg blevet kastet rundt. Dette skyldes at ortopædkirurgerne som ellers har været tovholdere igennem mit nu alt for lange forløb har opgivet mig, da de mener deres behandlingsmuligheder er udtømte, hvilket jeg som sådan er enige med dem i.
I skrivende stund sidder jeg og venter jeg på at blive kaldt ind hos plastickirurgerne. Hvem ved, måske kommer der et lige så negativt opsamlingsindlæg om et halvt års tid. Det er der efterhånden ingen der ved. Der er ikke så meget andet at gøre end at se tiden an....
Tak fordi du læste med!
Vi blogges!!
