Medvind på cykelstien!!

I love this game!!

30 uger. Så længe er det siden jeg sidst har haft den udsøgte fornøjelse at spille en eller anden form for basket. Den lange periode, blev brudt i går. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, ikke at lave noget mere. Derfor havde jeg fået arrangeret, at jeg kunne låne en bane, med kurv i går aftes, mens min far trænede sit volleyhold. Jeg var godt klar over, at jeg skulle starte stille og roligt ud, og gårsdagens "træning", skulle også bare bruges på at få lov til at køre lidt rundt og røre ved en bold igen, samt se om jeg stadig kunne ramme. 

Hvor var det skønt! Følelsen af bare at kunne trille lidt rundt igen, med en basketball mellem hænderne og skyde på kurv, var fantastisk! Godt nok foregik det i snegletempo, for ikke at tage de helt store chancer, da jeg stadig ikke har en læges ord, for at jeg egentlig må, men derimod kun hjemmeplejens. Derfor var det stadig helt fantastisk! Det med snegletempoet, gav nu også lidt sig selv, for jeg ved ikke hvor den gemmer sig, men min form er i hvert fald væk! Men hey, det er også et halvt år siden, jeg har lavet noget som helst - hvad havde jeg ellers regnet med?! 

På trods af den manglende form, var skud-formen overraskende god! Jeg kan stadig ramme! Jeg er dybt overrasket over, hvor godt jeg ramte, når man tænker over, at jeg ikke har skudt mod en kurv, siden uge 5! Det gjaldt både kort, lange og mellemdistanceskuddene, samt de helt simple lay-ups, som så selvfølgelig blev foretaget med lav hastighed, og derfor nok også er noget nemmere. 

Ja, som I nok kan fornemme, har jeg ikke ret meget negativt at berette om. Det skulle da lige være min krop i dag. Heller ikke det vil jeg brokke mig over, for lige nøjagtig den følelse, jeg har i min krop i dag, er den jeg har savnet i det seneste halve år! Jeg har det fantastisk! Faktisk har gårsdagen bare givet mig endnu mere blod på tanden, for at begynde at starte op, så småt igen. Samtidig er jeg selvfølgelig opmærksom på, at det ikke må gå for stærkt. Magter ikke overbelastningsskader og andre former for komplikationer, fordi man er startet for intensivt. 

Det hjælper at brokke sig!!

Ja, for at det ikke skal være løgn, har jeg faktisk endnu mere positivt, i dette indlæg!! Min tid hos plastikkirurgerne er blevet rykket markant frem! I stedet for en tid tirsdag d. 2. december, fik jeg i fredags et brev om, at de nu i stedet kunne tilbyde mig en tid tirsdag d. 16. september!

Så til dem, der siger det ikke hjælper at brokke sig, kan jeg nu bare sige: Jo! I hvert fald, når det gælder det danske sundhedssystem, kan det bestemt godt betale sig! Man skal nogen gange bare have flere forskellige til at gøre det for sig! 

Måske jeg snart kan se lyset, for enden af tunnellen! Jeg håber, så jeg igen snart kan komme til at leve det liv jeg gerne vil, hvor jeg kan lave de ting jeg gerne vil! 

Jeg håber jeg snart kan vende tilbage med endnu mere, dejligt nyt! I hvert fald tak fordi du tog dig tid til at læse med. Husk, at hvis du har spørgsmål eller kommentar, så skyd endelig løs!

Vi blogges!!

Et chokerende system!!

Jeg har fået en tid!!

Endelig!! Sådan tænkte jeg, da jeg endelig fandt et brev fra Aarhus Kommune Hospital i går. Jeg har nu i snart en måned kørt og ventet på, at jeg skulle høre noget fra plastikkirurgerne, så at se brevet var en forløsning! Forløsningen viste sig desværre ikke at holde ret længe. Helt præcist blev den ændret til et kæmpe chok, da jeg først begyndte at læse.

Jeg fik af vide, da vi ringede og rykkede, at jeg var sendt på en tre måneders venteliste, ud fra det der stod i henvisningen fra mave/tarm kirurgerne, men at sekretæren godt kunne høre, ud fra det vi fortalte, at det skulle gå lidt stærkere, hvilket hun lovede at gøre alt for kunne lade sig gøre. Samtidig fik jeg af vide, at der var gode muligheder for det. Derfor havde jeg store forhåbninger om, at jeg snart ville blive kaldt ind. 

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg begyndte at læse brevet! Jeg var i chok! Den tid lægerne kan tilbyde mig er, og hold nu fast! Tirsdag d. 2. December! Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde - det er jo for åndssvagt! Det vil sige, at jeg i 3½ måned endnu bare skal ligge og må ingenting!? 

... Ellers går det fremad

Nå, det var så dagens sure opstød, for ellers har jeg faktisk ikke ret meget at brokke mig over! Sårene har besluttet sig for endelig at hele i en acceptabel fart!! Derfor sidder jeg nu bare og håber på at det måske endda kunne nå stort set at hele op af sig selv, inden jeg skal ud til plastikkirurgerne. 

Det er måske et ret optimistisk håb. Men prøv at forestil jer det - det kunne da være lidt sjovt at kunne tage derud og så sige at det er helet op helt uden deres hjælp, fordi de var så utilgiveligt langsomme! Ville jeg kunne nyde!

Villig til at tage chancen!

Grundet den lange ventetid hos plastikkirurgerne, samt den fine fremgang i sårenes tilstand, har fået mig til at tage en, måske / måske ikke, så klog beslutning. Jeg kan simpelthen ikke holde til, ikke at må lave noget!

Derfor har jeg, efter jeg har snakket med hjemmeplejen, som jo er de eneste former for sundhedsfaglig personale, som rigtig vil have noget med mig at gøre, besluttet at jeg vil begynde at træne igen. Bare en lille smule. Går det så godt vil jeg øge intensiteten yderligere, og dermed blive ved til jeg finder grænsen hvor sårene også kan være med. 

Som det er nu, er følelsen i kroppen nemlig ikke, at jeg ikke kan og vil træne, tværtimod. Jeg må bare ikke. Eller det vil sige: Jeg måtte ikke. Den melding om, at jeg ikke rigtig måtte lave noget, er efterhånden ved at være to-tre måneder gammel, og siden da er der sket ret stor fremgang. Omvendt er det jo ikke værre end, at hvis jeg finder ud af første gang jeg laver noget, at det ikke går, så må jeg bare stoppe. Men så bliver det trods alt lidt nemmere at acceptere, da jeg så har prøvet det af, uden succes. 

I første omgang bliver det på basket-fronten jeg prøver at trappe op, fordi det er den del jeg savner absolut allermest! Det er over et halvt år siden, jeg sidst havde en basketball i hænderne på en basketbane! Her i starten bliver det bare, at komme ned i min basketstol igen og køre lidt rundt med en bold, samt skyde lidt på kurv. Bare sådan alene - selvtræning. Går det fint, hvilket jeg tror og håber, kunne jeg nemt forstille mig, at jeg igen begynder at tage med til baskettræning i Viborg. Jeg har ikke set mine holdkammerater samlet siden december!

Håber jeg snart kan skrive med positivt nyt!! 

Vi blogges!!

Nu må det gerne gå stærkt!!

Intet nyt, desværre...

Selvom det er ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst skrev, og der burde være sket en masse, i hvert fald hvis man spørger mig, så er der ikke sket noget som helst. I hvert fald ikke noget drastisk. 

Fortsat intet har jeg hørt fra de kære plastikkirurger, på trods af at de sekretæren vi, for efterhånden halvanden uge siden, snakkede med lovede at tage fat i lægen jeg var sat på, til at skulle ind til, hurtigst muligt, for eventuelt at få rykket tiden et godt stykke frem. 

Jeg har her for nogle dage siden også sat hjemmeplejen på sagen. De har ikke en gang kunne komme igennem til afdelingen på trods af, at de har prøvet flere gange dagligt, i flere dage i træk. Hjemmesygeplejersken jeg snakkede med her til morgen, lovede mig dog heldigvis at kun igen i dag ville gøre forsøget på at få fat i dem. Jeg er ved at være godt og grundigt træt af det danske sygehusvæsen!

Man skal ikke være indblandet i det i ret lang tid, før man får følelsen af, at man i hvert fald ikke er mennesker, men nok nærmere en ting, de kan tage ind og kigge på, når der er tid. Det er jo ikke noget livstruende jeg render rundt med, og så kan det sagtens vente, virker det som om de tror... Men forhåbentlig hører jeg snart fra dem, eller også gør hjemmeplejen. 

Klar, parat, basket!! - nååårh nej...

Jeg er ved at være rastløs! Energien er ved at være tilbage hvor den var før alt det her, på trods af at formen slet ikke er i nærheden af at være hvor den skal! Det kan man selvfølgelig heller ikke forvente, når jeg så godt som ingen former for fysisk aktivitet har lavet i snart et helt år!

Her i midten af september, er det et helt år siden, jeg sidst har spillet en basketkamp! Hold da magle der er sket meget det seneste år!! Men det har jeg jo skrevet om ved flere lejligheder herinde, så den smørre slipper I for, for denne omgang. 

Sidst jeg spillede en basketkamp, var faktisk første stævne i sidste års sæson. En sæson jeg i takt med at flere og flere fysiske problemer meldte sig på banen, godt kunne se at jeg nok ikke kom til at deltage mere i. 

Derfor valgte jeg allerede omkring februar at skyde sidste sæson ud af hovedet, og så i stedet have fuld fokus på at være klar til sæsonen 14/15. For som jeg tænkte den gang: "Så længe kan de forbidstret sår da heller ikke være der". Det kunne de så desværre godt. Derfor har jeg også måtte indstille mig på, at sæsonstarten i denne sæson når jeg heller ikke, da de første basket-aktiviteter allerede er begyndt. 

Lige netop at jeg ved at der igen er mulighed for at spille basketball, sammenhængt med at kroppen føles til at have det godt, hvis man lige ser bort fra sårene, selvfølgelig, og at jeg havde sat mig op til at nu skulle jeg bare være klar til den nye sæson startede. Det gør mig rastløs og utålmodig! Sådan som det er lige nu, føles det ikke som om jeg ikke kan dyrke sport, men derimod at jeg ikke må! 

Søde, rare, dejlige plastikkirurger, vil I ikke være flinke snart at kalde mig ind, så jeg kan komme videre, for lige nu sidder jeg bare herhjemme og spilder min tid!!!

 - På forhånd tak!

Vi blogges!!

Så gik den sommer...

Velkommen hjem

Goddag og velkommen hjem, til alle dem, som har været en tur syd på. Herhjemme har det heldigvis været glimrende vejr, ja faktisk bedre end nogen steder sydpå, hvor det ellers normalt plejer at være omvendt. 

Men det her skal ikke handle om det danske vejr, jeg synes bare lige jeg ville starte med noget positivt. For positivitet bliver der nok ikke ret meget af i dette indlæg, desværre, omend jeg langt hellere ville skrive positive indlæg end omvendt. Sådan er det bare ikke lige for tiden, desværre...

Vente, vente, vente...

Mens min familie og nok også mange andre har været på ferie i udlandet såvel som Danmark, måtte jeg, som tidligere skrevet, igen i år blive hjemme fra en udenlandstur grundet siddesår. Her ophører lighederne så også mellem de to historier. For godt nok måtte jeg blive hjemme sidste år, men der var der trods alt styr på tingene og der var lagt en fin plan for hvordan det hele skulle hele op. Det gik bare lidt langsomt. 

Denne her gang er der efterhånden absolut ingen former for planer... Jeg bliver kastet rundt mellem forskellige afdelinger, som efter at have undersøgt mig konkluderer at det ikke er deres fagområde og sender mig videre til næste afdeling. 

Jeg har fuldt forståelse for, at de sender mig videre i systemet, hvis de indser det ikke er deres område, selvom mit bære med frustration nærmer sig toppen hurtigere og hurtigere...

For et par dage siden faldt så endnu en bombe... Jeg har siden starten af juli, hvor mave/tarm kirurgerne opgav, ventet på at blive kaldt ind hos plastik kirurgerne, som herefter skulle se om de kunne gøre noget. 

Da vi fik af vide han ville skrive henvisningen sagde lægen ikke noget om hvor længe der ville gå, før jeg ville få en tid, da det ville afhænge af, hvor travlt plastik kirurgerne havde, samt at der også kunne komme en sommerferie indover. Men han lovede at skrive i henvisningen at det gerne måtte gå lidt hurtigt eftersom jeg allerede har været en masse igennem, og overhovedet ikke kan få en normal hverdag til at fungere som det er nu. Derfor har jeg haft rigelig med tålmodighed, selvom jeg flere gange har tænkt om jeg skulle ringe og høre hvordan det gik med sagen. 

Behandles som "en ting"...

I mandags var tålmodigheden så opbrugt og jeg fik min mor til at ringe og høre hvad der egentlig foregik. Svaret hun fik var mildest talt meget chokerende. Først ringede hun til mave/tarm kirurgerne for at høre om henvisningen overhovedet var blevet sendt afsted, da det ikke altid er tilfældet at det sker, hvis ikke man rykker for det. Sekretæren kunne heldigvis fortælle at den var blevet sendt afsted og modtaget den 11. juli. 

Derfor måtte det jo være plastik kirurgerne som enten havde glemt mig eller bare var usandsynlig langsomme. Eller det vil sige, at ingen af tingene faktisk var tilfældet. Det skulle nemlig vise sig, at det var helt rigtig at henvisningen var modtaget d. 11. juni, og at jeg ikke var blevet glemt. Grunden til jeg ikke havde modtaget en tid endnu, skyldtes heller ikke sommerferien, men derimod det som stod i henvisningen...

I henvisningen står nemlig, stik imod hvad hvad jeg havde fået af vide og hvad der er tilfældet, at der ikke er noget alvorligt i vejen med mine sår, og at de ikke er akut behandlingskrævende, så plastik kirurgerne skulle kalde mig ind indenfor en tre måneders periode... Derfor var jeg blevet sat på en tre måneders venteliste, hvor jeg bare skal have en tid tilsendt indenfor tre måneder... WHAT!? 

Man ved jo næsten ikke om man skal grine eller græde, når man høre sådan noget! Vi bor altså i Danmark, med et velfærdssystem og en sundhedssektor som eftersigende skulle fungerer som en af de bedste i verdenen... I såfald er det ikke på det menneskelige plan, for her bliver man da mere og mere behandlet som "en ting", som bare skal behandles når der er tid. 

Jovel, jeg ved godt at mine sår ikke er livstruende, så fair nok hvis jeg ikke kommer forrest i køen, men som det er nu ligger jeg i en seng det meste af tiden, samt får besøg af hjemmepleen to gange i døgnet. Hvor meget værdighed og livskvalitet er der lige i det?? 

Heldigvis kunne sektretæren godt se, at henvisningen overhovedet ikke hang sammen ud fra det vi kunne fortælle, og hun lovede at hive fat i overlægen som jeg til den tid skal ind hos, for at spørge om jeg muligvis kunne komme ind noget før, hvilket hun så som meget sandsynligt. 

Så en note til jer som har noget med det danske sygehusvæsen at gøre!! Hold dem i ørene og ryk for jeres tid hvis I synes der går får længe!! 

Indtil da vil jeg bare fortsætte med at ligge og vente på at blive kaldt ind hos plastik kirurgerne om forhåbetlig ikke så længe. En ting er i hvert fald helt sikkert. Starten på basketsæssonen er i hvert fald væk... Øv!!

Vi blogges!!