Vild uge - og det ser ud til at fortsætte!!

Nyder livet!

Mange af mine nærmeste vil nok mene, at jeg hele tiden har gjort det, eller i hvert fald det meste af tiden - også igennem det her forløb, med siddesår, kaput ventil og hvad jeg ellers har raget til mig det senseste halvandet års tid, men jeg kan da godt afsløre at jeg nok ikke hele tiden ligefrem har nydt at være mig, selvom jeg måske har forsøgt at vise overskud og være optimistisk. 

Heldigvis ser det ud til at det er vendt nu - i hvert fald til november, hvor jeg skal opereres, og hvor der med sikkerhed kommer en ret så hård tid med heling og genoptræning bagefter. Men den tid, den sorg! Den seneste uge har været fantastisk! Og det er virkelig bare med at nyde det, og få tanket noget energi, selvværd og humør op. Der var nogle tanke der, hvor indholdet nærmede sig bunden! 

Det er skønt at kunne skrive et så positivt blog indlæg som det jeg er i gang med lige nu! 

Træning, træning, træning - og så lidt mere træning!

Godt nok sagde kirurgen, som har fornøjelsen af at oprere mig til november, at jeg skulle aflaste i længere tid i løbet af en dag, men med den sætning der kom bagefter, gør det slet ingenting! Jeg måtte begynde at træne igen, ja faktisk stort set så hårdt jeg vil hvis bare jeg sørger for at få aflastet i mellem!

Det skulle den søde kirurg kun sige én gang! Vi skal over ét helt år tilbage, for at finde en uge, hvor jeg har været så fysisk aktiv, som det har været tilfældet i denne uge! Ja okay, jeg ved godt jeg har været ramt af diverse skavanker stort set konstant det seneste år, og at det derfor ikke rigtig siger så meget, men jeg synes nu alligevel det sætter tingene lidt i perspektiv, for hvorfor jeg er så glad, som det er tilfældet lige nu.

To gange kørestolsbasketball selvtræning, samt én gang klubtræning, er hvad det er blevet til på den seneste uges tid. Hvor har jeg da savnet det! Og overraskende nok har kroppen taget imod det helt uden problemer. Det gælder både mine sår, samt diverse muskler, som ikke har været sat i sving i en alt for lang periode. 

Motion og det at få sig rørt betyder så ufattelig meget for ens psyke, i hvert fald når man en gang har været vant til at være forholdsvis aktiv. Allerede efter den første omgang træning, kunne jeg mærke hvor meget mere overskud jeg havde fået, omend jeg havde en krop med en del ømme muskler. 

Nu skal der spilles!

I forgårs, tirsdag, kom årets hidtidige højdepunkt! Jeg kunne komme med til den første klubtræning, med mit hold, Viborg Dunkers! Inden da havde jeg, som skrevet før, haft to gange træning for mig selv. Dem havde jeg helt bevidst valgt at bruge på, at finde ud af hvad jeg helt præcist kunne, selvfølgelig når det gjaldt det mest basale som skud og alle de andre tekniske ting, men nok mest af alt, hvad jeg kunne i stolen uden at det gik ud over mine sår. Derfor var jeg som sådan også indstillet på, at nu skulle kroppen testes, for nu vidste jeg hvad jeg kunne uden at sårene tog skade! Derfor var det som sådan heller ikke sårene jeg stillede spørgsmålstegn ved, da jeg trillede mod Viborg, men mere kroppens formåen - Hvad kunne jeg rent fysisk? Hvor lå formen?

Jeg må sige jeg har overrasket! Positivt vel at mærke! Kroppen klarede det over al forventning. Jovist havde jeg det hårdt, og selvfølgelig skulle der bruges noget mere energi på at kunne følge med de andre, men jeg gjorde det! Jeg kørte en fuld træning, med efterfølgende spil mellem to hold! Jeg havde slet ikke regnet med at det ville gå så fint!

Jeg må samtidig indrømme, at jeg efter den vildt hårde træning, havde frygtet at jeg gårsdagen skulle bruges i sengen, med vildt ømme muskler. Halvdelen af det kom nok til at holde nogenlunde stik, eftersom jeg nok egentlig lå i min seng det meste af dagen. Heldigvis skyldtes det ikke ømme muskler, men mere de strenge ordre lægerne om at aflaste så meget som mulig. Kroppen havde det fantastisk! Den var selvfølgelig brugt og træt, men ømme muskler var der ingen af. Det eneste punkt hvor jeg er lidt ramt, er de 6 vabler jeg fik raget til mig, men sådan går det når der ingen hård hud er tilbage på hænderne. 

Overraskelsen over hvor fint min krop har det, har faktisk fået mig til at træffe en beslutning, som hvis jeg var blevet spurgt for en uge siden, var totalt udelukket, jeg ville ikke en gang begynde at overveje det. Der er sæsonstart i weekenden, hvor vi skal til Odense og møde sidste sæsons nummer to og tre, Odense Hawks og Aarhus Vikings. Lagde I mærke til jeg skrev ´Vi´?? Jeg har meldt mig klar til kamp!! Dog med den aftale med min træner, at det ikke bliver fuld spilletid og heller ikke noget fuldbane-pres til mig her i weekenden - i hvert fald ikke til at starte med. Så nu skal det bare blive weekend! Så må vi se hvor meget spilletid det bliver til...  

Job til mig!

Det er ikke kun på basketbanen det igen kører som det skal, og så faktisk alligevel på en måde. Jeg har fået job! Jeg er blevet skribent på et af Danmarks bedste basketball-sites, nemlig www.merebuepaa.com. Her vil min primære opgave blive, at skulle skrive om den sport jeg elsker allermest, nemlig kørestolsbasketball. En opgave jeg glæder mig rigtig meget til! Samtidig er jeg meget glad og taknemmelig over at have fået sådan en fed opgave. 

Jeg vil som udgangspunkt nok ikke bruge de artikler jeg i fremtiden vil komme til at skrive derinde, her på bloggen også. Det vil kun ske, hvis jeg synes at artiklen passer ind. Derimod vil jeg nok bruge små udsnit af mange af mine artikler, så på den måde skal I nok komme til at kunne mærke til det. Jeg glæder mig til at komme i gang!

Vi blogges!!

Operation forude

Positivt møde!

Så skete det endelig! Jeg har langt om længe snakket med en læge, som virkede til at være indtillet på at tage mig alvorlig, og som virkede til at have styr på det hun snakkede om! For dem, som skulle være i tvivl, snakker jeg om den plastikkirurg, jeg var i Aarhus og snakke med i går, tirsdag.

Vi fik os en rigtig god snak om, hvad et tryksår egentlig er, og hvad jeg i fremtiden skal passe på, for at undgå at få et nyt - for det er jeg bestemt ikke interesseret i! Først og fremmest skal jeg være indstillet på at skulle aflaste mere end jeg har gjort hidtil i den tid jeg har siddet i kørestol. Jeg har jo overhovedet ikke tænkt på tryksår før det ramte mig. Det er vel meget typisk. 

Men det er ikke kun aflastning, som forebygger mod tryksår. Kost og motion spiller også ind. Kroppen skal simpelthen have noget at arbejde med. I særlig høj grad nu, hvor jeg har et sår, som skal hele! Så i de næste måneder, står den på en kost, hvor jeg skal tænke på at få så mange proteiner og mineraler som mulig!

Hun skulle selvfølgelig også se såret, men hun kunne ikke bare nøjes med at kigge! Inden jeg skriver mere, vil jeg lige for god ordens skyld gerne advarer mod, at det næste stykke godt kan være lidt voldssomt!

For ikke nok med hun kiggede derinde, målte hvor dybt det var, med en tynd spids pind og ellers mærkede derind med nogle instrumenter, så skulle vævet derinde åbenbart også skrabes. Jeg tror det var for at tjekke om der var nyt væv under. Men føj hvor var det ulækkert! Forstil dig en skræller, som man kan skrælle frugt og grønt med, i miniudgave. Det var sådan en hun brugte. Den stak hun så ind i mit sår, som er en 5-6 centimeter dybt, og skrabede løs derinde. I det øjeblik var jeg, hvis jeg ikke allerede var det, klar over, at jeg bestemt ikke har fuld følelse der, for det var voldssomt!! Det lød helt sindssygt og min far kunne se det, og han sagde det så ud som det lød! Det blødte vidst, naturligvis, også ret kraftigt bagefter, og i dag og i går aftes skal det så siges at jeg begybdte at kunne mærke det, men lægen var tilfreds. 

Hun lød som om hun havde styr på hvad hun gjorde og hvad hun ville fremover med mig!

Planen er klar - en operation venter!

Om et par måneder - helt præcist til november, skal hullet så lukkes helt, under en operation. Jeg skal have en såkaldt svinglap. Det vil sige at plastikirurgerne, mens jeg ligger i fuld narkose, flytter et stykke hud, enten fra min venstre hofte, eller øvre balle, og ned over det tryksår jeg nu har. En meget almindelig procedure, når det gælder tryksår. 

Derefter venter et længere helings-/ genoptræningsforløb. Først med nogle ugers indlæggelse på plastikkirurgisk afdeling på Aarhus Sygehus, hvor jeg kun må ligge på langs, så det nye hud sætter sig som lægerne ønsker. 

Hvis det går glat, helt som lægerne ønsker og forventer, skal jeg videre i systemet efter nogle uger. Helt præcis til Paraplegi-Funktionen, hvor de vil fortsætte behandlingen og samtidig så småt begynde at få mig i gang med noget aktivt igen. 

Må træne - men så aflaste igen!

Men operationen var ikke den eneste gode nyhed. Jeg må begynde at træne på fuld tryk igen! Og så alligevel ikke helt. Jeg må træne lige så voldssomt jeg vil, dog med det i mente, at jeg ikke må træne ret lang tid af gangen. Dvs. maks et par timer af gangen, før der igen skal aflastes, så vi sikre os at såret ikke bliver værre, før det skal lukkes sammen. En rigtig dejlig nyhed, som gør tiden op til operation noget bedre, da jeg får mulighed for at komme bare lidt i form inden jeg skal til at genoptræne igen. 

Alt i alt ser fremtiden egentlig ret lys ud lige nu! Jeg ser frem til den dag hvor det hele er lukket og helet op! 

Vi blogges!!

Spændende dage i vente!!

Teenage-tiden er slut...

Nogen siger, at man går fra barn til voksen, når man bliver konfirmeret, andre mener det sker når man fylder 18, og dermed bliver myndig, og en hel trejde gruppe mener det sker når man slutter teenage-tiden.

Jeg ved ikke hvilken gruppe jeg tilhører, men jeg kan bare konstaterer, at uanset hvilken gruppe jeg tilhører, så vil mange nok mene, at NU er jeg rigtig voksen. Jeg fyldte nemlig 20 år i tirsdags, d. 9. september. 

Det er vildt at tænke på, at jeg allerede er så gammelt! Selv jeg synes tiden går stærkt! Mange af mine venner og bekendte vil nok også påstå, at det kun er på dåbsattesten, jeg er fyldt 20 år. Det er nok ikke altid krop, tanke og handling helt følger med på det. 

Men hey, hvorfor opfører sig voksen og kedelig hele tiden??

Så skal hjulene i sving

I weekenden står den, efter en forhåbelig god gang fødselsdagshygge, på kørestolsbasket, sammen med mine holdkammerater, fra Viborg Dunkers, hele søndag! Ja, faktisk har mine holdkammerater en hel træningsweekend. Dvs. træning både lørdag og søndag. Men da jeg ikke rigtig har fået lov til at lave noget endnu, og fordi jeg holder fødselsdag om lørdagen, kommer jeg kun med derop, søndag. 

Jeg tror nu også det bliver mere end rigeligt for mig i denne omgang! Langt det meste af tiden, kommer jeg nok alligevel til at køre rundt alene, ved min egen kurv, da jeg er langt fra at kunne og må det de andre skal lave. Deres intensitet bliver meget højere end det jeg kommer til at præstere. 

Men uanset hvor meget jeg kommer til at lave, bliver det rigtig skønt at komme op og hilse på mine holdkammerater igen, samt få lov at trille lidt rundt!

Kræver svar!!

På tirsdag, d. 16. september, har jeg haft indprintet i min hukommelse længe! Der har jeg én af de aftaler jeg ikke behøver kalder for at huske. Jeg taler selvfølgelig om min tid hos plastikkirurgerne, i Aarhus.

Og nu skal det være! Der skal simpelthen lægges en plan for hvad der videre skal ske. Jeg gider ikke kastes rundt mellem afdelinger, uden at der sker det store. Vi skal helt tilbage til Maj måned, for at finde en læge som tog nogle beslutninger som omhandlede mig og mine sår. Siden da er jeg bare blevet kastet rundt blandt læger, som ikke gad have noget med mig at gøre...

Heldigvis har jeg kun hørt positive ting om plastikkirurgerne, i Aarhus. Derfor har jeg også ret så høje forventninger til, at der sker noget, på tirsdag! Jeg ser frem til det i spænding og med et positivt, optimistisk sind!

Tak fordi du læste med!

Vi blogges!!

Jeg anker!!

Fokus på noget!

Nu skal det ikke handle om Anders Breinholts, ellers fremragende program, Natholdet. Jeg synes bare, at lige netop denne titel også passede til det jeg vil skrive om i dag. 

Dagens indlæg handler nemlig om Ankestyrelsen, som medierne endelig har fået øjnene op for, ikke kører som den skal. Ja, nogen vil nok endda påstå, at den måske slet ikke kører, og i såfald kører den i hvert fald meget langsom. Problemet er, at Ankestyrelsen i langt de fleste tilfælde ikke kan overholde, den i forvejen lange, tid som de har til at behandle en klagesag, og derfor bliver nødt til at udsætte.

Dette er selvfølgelig problematisk, da det som regel ikke er småbeløb det handler om, eller måske handler det ligefrem om livskvalitet, og dermed kan det selvfølgelig ikke vente helt op til det halve år, der nemt går, inden en afgørelse træffes.

Inden en sag ender på bordet, hos Ankestyrelsen, er den jo allerede blevet behandlet hos den lokale kommune, og er endt med et afslag. Og jeg tror rent faktisk ikke, nødvendigvis, problemmet ligger hos Ankestyrelsen! Man skal nok nærmere kigge på kommunerne! Det er trods alt dem, som starter hele møllen, med deres afslag.

Afslag på afslag...

Som handicappet, kan man i større og større grad godt føle det som en kæmpe styrkeprøve, når man skal søge kommunen om ét eller andet. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Man kan simpelthen godt regne med et afslag, og en tur i Ankestyrelsen fra start, hvis det er en sag af bare lidt større grad. På den måde, bliver man nemmere positivt overrasket, hvis man skulle løbe ind i én af de gange, hvor tingene går glat, og tingene bliver beviljet uden større dramatik. 

Ja, en styrkeprøve er nok én meget god betegnelse for det, man skal ud i når man skal søge. Jeg har i hvert fald, som handicappet, følt op til flere gange, at i stedet for at kigge på min sag, prøve kommunen i stedet at teste, hvor mange ressourcer ansøgeren har. Starter de med at give afslag, og borgeren ikke har ressourcer til at anke, har kommunen jo vundet, og dermed sparet de penge. 

Det er sørgerligt, at det er sådan man skal kigge på det kommunale system, men det er nu engang sådan det føles. Heldigvis har jeg en far, som er rigtig god til at hjælpe mig, når jeg får afslag, og i langt de fleste tilfælde får jeg medhold i mine sager, efter de har været i Ankestyrelsen, og dermed kan man få det man har søgt om, et halvt til et helt år forinden. Det hele handler om penge, ganske enkelt. Hvor man kan, bliver der sparet og det offentlige tager de midler i brug, de nu kan, for at slippe for at skulle betale flere penge end højst nødvendigt. 

Jeg vil gerne understrege, at alt ovenstående er mine egne holdninger! Men jeg hører gerne, fra andre som oplever noget ligende - I er velkommen til at dele jeres erfaringer i kommentarfeltet nedenfor. 

Vi blogges!!