Et lærerigt år!

Øv for et år!

2014 er så småt ved at rinde ud! Det er på tide, at gøre status for det forgangende år. Et år, som ikke just er gået, som jeg havde håbet. Nok nærmere tvært imod! Sikke et år! Et år, hvor der ikke er gået ret meget i den retning, som jeg havde ønsket! Faktisk har det på godt jysk, været rigtig træls!

Det alt overskyggende i år, har selvfølgelig været det sidde/tryksår jeg pådrog mig allerede inden årets første to måneder var fortid. Helt bestemt i uge 5. Jeg skal nok lade være med at gå i detajler omkring det. Det har allerede fyldt alt for meget på min blog. Egentlig i hele mit liv! Men eftersom mit 2014, ikke har handlet om ret meget andet, så bliver jeg nødt til at vende det kort. Nok bare fra nogle andre vinkler, end jeg tidligere har betragtet det fra.

For sket er sket, og jeg er bestemt ikke ude på, at I skal sidde og have ondt af mig, efter I har læst det her. Det hjælper jo ikke noget! Det føler jeg nu heller ikke der er nogen der har haft. Eller det er forkert formuleret, for det ved jeg at der er! Heldigvis har disse personer tacklet det, lige som jeg kunne ønske mig! 

I stedet for at sidde, og fortælle mig hvor ondt de har af mig, og hvor synd det er for mig, har de vendt det rundt og i stedet stået til rådighed, når jeg har haft behov for hjælp.

Har lært en masse!

Jeg har lært utrolig meget i 2014! En af de ting, jeg har fundet ud af i 2014, er hvem jeg virkelig kan regne med. Jeg har været så heldig at have en masse venner i de, heldigvis, mange år, hvor alt er kørt som smurt. På den måde kan en ordentlig omgang modgang være rigtig sundt, for så finder man virkelig ud af, hvem der er der for én når lokummet virkelig brænder. Det har der heldigvis været rigtig der har været, også nogen som jeg ikke lige umiddelbart havde regnet med. 

Til jer, kan jeg ikke udtrykke en stor nok tak! Uden jer, ved jeg squ ikke hvor jeg var i dag! En ting er i hvert fald så godt som sikkert! Jeg var ikke nået så langt, som tilfældet er! Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg har Jer! Uden Jer, tvivler jeg meget på, at jeg kunne ligge her med oprejst pande, og med en optimisme og forventning om, at 2015 bliver året, hvor jeg vender stærkere tilbage end nogensinde! TAK!!!

En anden ting jeg har fået ud af 2014, er evnen til at kende min krop til perfektion! Jeg har lært at mærke efter hvordan jeg har det, og vigtigst af alt - at reagere på det. For med alt det jeg har været igennem, synes jeg ligesom, at nu har jeg prøvet det! Det har jeg ikke vildt meget lyst til igen!

At sætte pris på selv de små ting i livet, er en anden ting, jeg er blevet væsentlig bedre til, som året er skredet frem. Da det så allerværst ud, var det ganske enkelt en nødvendighed, for at komme igennem det! Hvis bare der var det mindste positive i en situation, skulle den frem! Det synes jeg den kom i langt de fleste tilfælde, og det har været med til at gøre tilværelsen så meget nemmere! Den egenskab vil jeg helt sikkert bringe med videre i mit, forhåbentlige, lange liv!

Det er blevet til en masse indlæg om mit forbistrede sår i løbet af året, og jeg kan sagtens mærke, at i takt med at indlæggende er blevet flere og flere, har jeg sagtens kunne mærke, at jeg er blevet bedre og bedre til at skrive! Jeg har følt bloggen lidt som et sted hvor jeg har kunne komme af med mine frustrationer. En slags losseplads, hvor jeg virkelig med tiden har lært at give lods, og skrive hvad jeg virkelig havde på hjertet! Det resulterede, i løbet af det sidste kvartal af året, i, at jeg var så heldig at blive ansat som skribent, på Danmarks største og bedste basket-site merebuepaa.com. Det er jeg rigtig stolt og glad for, og jeg ser frem til at kunne bidrage med en masse artikler i det nye år!

2015 - bar' kom an!

Helt ovre det, er jeg som bekendt ikke helt endnu, så noget 2015 vil nok også komme til at handle en del om efterveerne, af 2014's altoverskyggende tema. Det bliver bare på en meget mere positiv facon. Nemlig med en masse fremgang. Genoptræning! Det siger sig selv, at når man har været inaktiv i omkring ét helt år, og sengeliggende konstant i flere måneder, at kroppen skal bygges op igen. Og vi starter helt forfra!

En proces, jeg virkelig glæder mig til! Lægerne skal ikke mere end bare antyde, at jeg snart må komme i gang med noget aktivitet igen, før jeg er i gang! Jeg "kom jo til", for nogle uger siden, at skrive mine planer om at skulle tabe mig. Den plan er der naturligvis ikke ændret på! Jeg er stadig fuldt ud besluttet på at gøre det, og er helt overbevist om, at jeg nok skal klare det, men også at det tager tid. Lang tid! 

Men med alle de tålmodighedsprøver jeg har været igennem i 2014, kan jeg ikke se hvorfor det her ikke skal kunne lykkes! Her kan jeg i det mindste lave noget jeg elsker. Træning! 

Jo, man må sige, at 2014 har hærdet mig på mange punkter! Der skal virkelig meget til, for at slå mig ud fremover! Hverdagens små irritationer, er jo ingenting lige pludselig! 

2015 skal bare have fuld skrue! Jeg skal stille og rolig vende tilbage til livet. Jeg kan ikke en gang sige teenagelivet, for mens alt det her stod på, rindede teenage årene ud. Så nu må jeg være endegyldig voksen!

En anden ting, jeg glæder mig som sindssygt til, i 2015, er at vende tilbage til til den sport jeg elsker. Kørestolsbasketball! Jeg glæder mig til at komme i gang igen. Til at røre en bold igen. Mærke adrenalinen pumpe løs i kroppen, når kampen kører på sit højeste! Men det jeg glæder mig allermest til, er at kunne træne sammen med nogle af mine allerbedste kammerater! Mine holdkammerater på ungdomslandsholdet, men i særdelenshed mine holdkammerater på Danmarks bedste kørestolsbasketball hold, Viborg Dunkers! Forhåbentlig kan vi i 2015 fejre endnu et danmarksmesterskab! Det 8. i rækken. 

Godt nytår!

Til sidst vil jeg gerne have lov til at sige mange tak fordi du har læst med her i løbet af året! Jeg håber du har fundet det spændende, og at jeg i 2015 fortsat kan bringe noget som er interessant at læse, samt at det bliver noget mindre sygdomsorienteret - eller i det mindste at det bliver noget mere positiv læsning! 

2015, du, og dine udfordringer, kan bare komme an! Jeg tager imod med åbne arme og er klar til at gøre mit bedste for, at det skal blive det bedste år nogensinde!

Pas nu på jer selv og jeres kære! Men husk, vi lever kun én gang, så livet skal også nydes! RIGTIG GODT NYTÅR!!

Vi blogges, i det nye år!!

Let it snow, let it snow, let it snow!

Glædelig Jul!

Glædelig jul, til Jer alle derude! Jeg håber I alle er kommet rigtig godt i gennem juledagene, og at I har hygget jer med jeres kære, fået en masse gaver, som kunne bruges, og at I ikke er blevet alt for propmætte!

Jeg havde en rigtig dejlig aften! En aften, som jeg aldrig glemmer, vil jeg ligefrem udråbe den til. Det skyldes selvfølgelig nok, de særlige omstændigheder der fandt sted, lige netop i år. 

Jeg havde en stille, rolig og hyggelig aften. Lige som det skal være, hvis man spørger mig! Det eneste som, sådan set var anderledes var, at jeg var sengeliggende. Min far havde strikket en aften sammen, som passede perfekt til at jeg lå ned. Men én ting, skuffede mig lidt. Jeg skrev i mit forrige indlæg, at min far havde skaffet et juletræ, som kunne dreje rundt. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra, men det var i hvert fald ikke fra min far. For der var ingen selvdrejende juletræ. Men hvad pokker! Er dét, det eneste som kan skuffe, vil jeg da godt nok sige aftenen er vellykket! Jeg lagde slet ikke mærke til, at jeg lå i sengen, fordi det bare var helt naturligt, sådan som aftenen var blevet strikket sammen. Rigtig skønt!

Sne - en kæmpe udfordring!

Det blev, heller ikke i år, til en hvid jul, men det var tæt på! Mange steder vågnede man, Juledag, op til et hvidt landskab. Kunne det da ikke bare være kommet ét sølle døgn tidligere! Nå, men sådan er det nu en gang. 

Jeg synes, som nok så mange andre, at sne er fantastisk hyggeligt at kigge på. Det er så desværre nok også det eneste rigtig positive, jeg kan finde ved det. Normaltvis gør det mig ikke noget, hvis det bliver væk, i hvert fald i de perioder, hvor jeg skal ud i det. Det skal jeg, som mange nok har gættet ikke i år, fordi jeg ligger her i min seng. Lige netop derfor må der såmen, for min skyld, gerne komme en ordentlig bunke sne, så jeg har noget flot at kigge på!

Ja okay, jeg ved godt der ikke ligger ret meget sne lige nu, og at det nok derfor heller ikke skaber de store udfordringer. Men skulle jeg ud i det, er jeg sikker på, at jeg nok, skulle støde på udfordringer. At sidde i almindelig, manuel kørestol, og så kører rundt i sne, er ikke just ting som passer sammen, som fod i hose! Nok nærmere tværtimod!

For det første, er det koldt og vådt, og eftersom vi, kørestolsbrugere, er i kontakt med det hele tiden, når vi hiver i hjulene, resulterer det meget nemt i våde handsker og kolde fingre!

Var det bare det eneste, men nej. Den største udfordring er, at komme op og ned fra fortovene. Det skyldes, at når der bliver skrabet på vejene, skovler skraberen bare sneen uden ud til siden. Det er sådan set rigtig fint, for det går ikke op på fortovet, men til gengæld lukker det en kørestolsbruger inde på fortovet, hvis han overhovdet kan komme derop. Snebunken dækker nemlig også for op- og nedkørsler til fortovene. 

Hvis bare det er frostvejr og en smule glat, behøver det såmen ikke en gang være ret store mængder vi snakker om, før sådan en snebunke bliver vanskelig at passere. Det hjælper ikke, at hidse sig op over det, det ved jeg godt. Men, hvor ville det da være skønt, hvis man kunne finde en løsning på det!

Indtil da, gælder det bare om at tage hjemmefra i god tid, hvis man skal noget, og så ellers tage det, som en rigtig god udfordring, og en solid gang træning. Man skal i hvert fald nok få pulsen op! 

Vi blogges!!

Driving home for Christmas!

Hjemme er bare bedst!

Havde man spurgt mig, efter jeg var blevet opereret d. 23. oktober, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at det var muligt. Dertil var mit sår simpelthen for stort! Men ikke desto mindre, blev jeg forrige mandag udskrevet fra Aarhus Sygehus! 3 dage før jeg rundede de 8 ugers indlæggelse.

Allerede en uge efter jeg blev opereret, blev jeg stillet i udsigt, at jeg skulle holde både jul og nytår på sygehuset. Det havde jeg derfor indstillet mig på. Sådan skulle det, heldigvis, ikke gå! Jeg skulle godt nok lige høre det nogle gange, da lægen sagde, at jeg kom hjem til jul. Den var god nok!

Mit sår er godt nok ikke helet, men i forhold til hvor vi startede, for godt 8 uger siden, er det ved at være rigtig tæt på! Jeg ligger stadig med "mirakel fiskekutteren", som jeg kalder det vakuum-apperat, jeg ligger med. Navnet er opstået, fordi den klukker, som en fiskekutter, og ja, mirakel, siger vel sig selv, med den fart mit sår er helet med!

Jeg er derfor heller ikke et afsluttet kapitel, for plastikkirurgisk afdeling i Aarhus. To gange om ugen, går turen nemlig øst på, til Aarhus, hvor jeg skal ud og have skiftet vakuum-svampene, og ellers bare have tjekket op på, at alt kører som det skal. 

Og det må man sige, at det gør! Jeg var til tjek i går. Der målte mit sår, som er formet som en trekant, 3 i længderne, hvor det til at start med, fyldte halvdelen af ballen. 

Men det vildeste er dybden i såret! Til at starte med havde jeg jo gange, som gik stort set over det hele. Faktisk helt om i pungen og et godt stykke i maven, langs tarmen. Mit så er nu, og lige godt fast, under en halv centimeter dybt! Det kan være jeg slipper af med vakuum-apperatet inden nytår!

Jul i sengen

Men på trods, af de vilde fremskridt, kan man ikke komme udenom, at det bliver en noget mere anderledes jul, end jeg plejer at holde! Jeg må nemlig stadig kun ligge i sengen. Derfor bliver det, naturligvis, også en jul i sengen, for mit vedkommende. 

Det på trods, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det nok skal blive en rigtig hyggelig jul - i hvert fald efter omstændighederne. Det gælder bare om, at fokusere på det positive - hvilket julen vel altid drejer sig om.

Nogen ville nok forfalde til at fokusere på det negative. Jeg går glip af julefrokoster med familien - jeg får ikke lov til at danse om juletræ - det er svært, at finde julestemningen, når man kun ser de samme fire vægge hele tiden. 

Ja, hvis man vil, er det da nemt nok at finde de negative. Men hvorfor gøre det, når det tager, lige så kort tid, at vende det rundt til noget positivt! Min familie kommer om, og besøger mig under julefrokosten og kommer om til mig, med noget mad - jeg har endelig fået en drøm opfyldt, om at have et juletræ, som drejer rundt, så man slipper for selv at bevæge sig rundt om det, og når det gælder julestemningen, er det bare et spørgsmål om at pynte nok op, på de vægge man så får lov at se! 

Det kan godt være jeg er over-positiv! Det skylder måske nok, at min situation lige pludselig ser så meget bedre ud, end jeg ellers var stillet i udsigt, og derfor nok har nemmere ved at se så positivt på tingene. 

Samtidig skal min familie, have en kæmpe del af æren, for at jeg har det så fantastisk, som jeg har! For jo, tro det eller ej, men synes virkelig jeg har det godt! Jeg føler mig så heldig! Selvfølgelig taget situationen i betragtning. 

Var det ikke for min familie, havde jeg højst sansynligt set noget anderledes på det. Så var der ingen pakkekalender, intet oppyntet værelse, ingen jule-besøg. Så var der faktisk ikke noget som helst, som mindede om jul! Derfor tror jeg godt jeg kan konkludere, og I kan være enige eller ej, at jeg har verdens bedste familie! En kæmpe tak herfra!

Glædelig Jul!

Og nu, hvor vi er i gang med hilsnerne, skal I, læsere, også have én med på vejen! Tak fordi du gider bruge tid, på at læse min blog!

Og så vil jeg selvfølgelig gerne ønske dig, og dine kære, en rigtig dejlig jul! 

Vi blogges!

Du har ikke et særligt behov!

Endelig fokus på det!

Igennem de seneste par år, har jeg været i kamp med kommunen. En kamp, om retten til at få betalt kørekort af kommunen. Bilen vil de nemlig gerne bevilge, men hvad hjælper det, hvis jeg intet kørekort har?

I går, blev jeg så opmærksom på, at jeg ikke er den eneste i min kommune, Ikast-Brande, med dette problem. Jeg så først dette indslag i TV Midt/Vest. Som handler om en 18-årig pige, som heller ikke kan få sit kørekort betalt. Hun har stort set brugt samme begrundelse som jeg, og derfor besynderligt nok, fået samme begrundelse for afslaget. En begrundelse, som jeg på nogle få punkter godt kan se meningen i, hvis bare var sådan det stod til.

Kan ikke tage offentlig transport.

Hovedårsagen til, at jeg søger om et kørekort, er så jeg kan blive mere selvhjulpen. Som det er nu, skal jeg hver gang jeg skal nogen steder, som ikke umiddelbart ligger indenfor normal cykelafstand, enten have min far til at køre, eller også skal jeg bestille en taxa, som jeg i nogen tilfælde får betalt af kommunen. Det gælder ved for eksempel uddannelse. 

Da jeg sidder i kørestol, har jeg selvsagt ikke de samme muligheder som ikke-handicappede. Nemlig at kunne tage offentlig transport. Det er en umulig opgave for mig, at kunne tage bil eller tog på egen hånd. Derfor er taxa ligesom den eneste løsning, hvis jeg skal nogen steder, uden at skulle have en hjælper med.

Det er kommunen også ganske godt klar over. Derfor er jeg også blevet bevilget taxa-kørsel, når jeg skal til og fra uddannelse. En ting, som de i følge loven, skal bevilge, når jeg ingen bil har. 

Det er selvfølgelig fin nok, at jeg så får det bevilget, når jeg ikke kan bruge de offentlige transportmidler. Kæden hopper så af for mig, når jeg læser kommunens beggrundelse for, hvorfor jeg ikke kan få beviljet kørekort. 

"Du har ikke et særligere behov for kørekort, end dine jævnaldrene." Ja, det er den begrundelse jeg har fået. En ret underlig begrundelse, hvis man spørger mig. Jeg kan ikke tage offentlig transport, og skal derfor være afhænig af, at enten min familie kan køre, eller også skal jeg bestille en taxa...

Indenfor det næste år, når jeg er kommet mig over mit tryksår, starter jeg på uddannelse igen. En uddannelse, som kommer til at foregå i Viborg. 

Det betyder, at jeg hver dag, når jeg skal i skole, skal køre i skole, i taxa, til og fra Viborg. En ret så dyr udgift for kommunen, når uddannelsen minimum kommer til at vare 2-3 år. Kommunen må jo have gjort op, at det er billigere for dem, at skulle betale 800-1000 kroner, om dagen, for at kunne køre mig i skole, end at give en engangsbevilling på et kørekort. Det skal lige hurtig siges, at det tal, er et cirkatal, men at det højst sandsynligt kommer til at ligge deromkring. 

Kald mig bare "farvet" af situationen. Det kan da godt være jeg er det, men synes ikke det giver ret meget mening. Både når man lægger det menneskelige perspektiv, samt det økonomiske sammen. 

Unge betaler selv sit kørekort!

I går fandt jeg så ligeledes en kommentar, fra en af vores lokalpolitikere. Formanden for det udvalg, som har med sådanne sager at gøre. 

Hans kommentar forstår jeg ikke rigtig. Han mener, at unge her i landsdelen selv betaler for deres kørekort. Det er sikkert også rigtigt nok, at mange gør det. Men i den mellemregning, synes jeg også det skal nævnes, at dem som ikke kan betale selv, er "nødsaget" til at nøjes med offentlig transport. Den mulighed har vi, handicappede ikke. Der er ikke nær så mange muligheder at vælge imellem, som for ikke-handicappede. 

Er I enige, eller synes I jeg mangler en synsvinkel, hører jeg gerne fra jer! :)

Vi blogges!!

Stor-Sygehuse er super!

Delte vande

Der går efterhånden ikke en dag, uden man hører om dem. I bund og grund er det et sted vi ikke ønsker at være. Men samtidig er det et sted som alle ønsker, skal være i den absolutte top. Jeg hentyder selvfølgelig til vores sygehuse, som i hvert fald i Region Midtjylland, tager en hel del plads i diverse medier.

Grunden til den massive medieomtale, skyldes de nye supersygehuse, som så småt er ved at skyde frem, rundt omkring i det danske land. Men allerede inden man overhovedet begyndte at bygge de meget omtalte sygehuse, var der gang i en til tider hidsig debat. 

Er supersygehuse overhovedet nødvendigt og en god idé??

Fordele ved begge dele.

Jeg forstår ganske udemærket den voldsomme debat. Selvom jeg ikke er i tvivl om, hvilken side, jeg står på, kan jeg sagtens forstå argumenterne fra begge sider. 

I løbet af de senere år er vores pre-hospital blevet væsentlig forbedret. Selvfølgelig i særlig grad med de lægehelikoptere, som er blevet sat ind, rundt i landet, så det dermed er hurtigt at komme på de rigtige sygehuse, i en fart, hvis uheldet skulle være ude, og man skulle få brug for akut lægehjælp. Så dér er jeg ikke så bekymret mere, og på det punkt ser jeg de nye supersygehuse som en rigtig god idé!

Men det skal selvfølgelig være muligt at komme hurtigt på sygehuset! Akut behandling skal selvfølgelig altid stå øverst. Personalet på sygehusene kan være nok så dygtige, men det hjælper ikke ret meget, hvis ikke patienten når frem i tide. 

Med supersygehusene bliver det nemlig muligt, at få samlet en masse fagområder indenfor et lille område. Så når først patentien er ankommet på sygehuset, kan der ikke være nogen tvivl om, at store sygehuse er det optimale!

Taler af erfaring.

Min sygehistorie bakker meget godt op om min pointe.

Jeg skal nok lade være med at snakke for meget om mit sår i dette indlæg, men blot nævne, at det hele startede i uge 5. 

Fra uge 5 og frem til uge 43, foregik min behandling på forskellige mindre sygehuse. Og jo, der skete da lidt, men ikke imponerende meget. Derimod blev jeg kastet frem og tilbage mellem forskellige afdelinger, på forskellige sygehuse. Det hele med en fornemmelse af, at der overhovedet ikke var nogen former for kommunikation mellem afdelingerne, om at finde frem til en plan for hvad der skulle til, for at jeg blev rask. 

Torsdag i uge 43. Helt bestemt torsdag d. 23. oktober, ændrede tingene sig markant! Her blev jeg indlagt på Aarhus Sygehus, som må siges at være et af de helt store sygehuse, her i landet. 

Herfra tog tingene for alvor fart! Og for mig at se skyldes det to meget store fordele! Det første er, at det som regel er på de større sygehuse, de dygtigste læger ønsker at arbejde, og dermed er kvaliteten indenfor de enkelte områder som regel bedre, det her dog uden at sige, at behandlingen er dårlig på de mindre sygehuse. 

Grundet de store sygehus' størrelse, kan der af sagens natur også være en hel del afdelinger med hver deres fagområder på det enkelte sygehus. En meget stor fordel! På den måde, er det meget nemmere for lægerne på de enkelte områder, at sparre med hinanden, samt overdrage den enkelte patient hurtigere til den rette afdeling, så patienten sikres den rette behandling. 

Som I nok har fornemmet, er jeg klart for de nye supersygehuse! Det dog med det store "men", at de så også skal være ´super´! Vi skal ikke ende op med nogle sygehuse, hvor der er gået på kompromis, for kigger vi ud i verdenen er vores sygehusvæsen jo ikke dårligt! Så skal vi have noget som er bedre end det vi har i dag, er der ikke plads til kompromisser! 

Vi blogges!!

Jeg vil - og jeg kan!!!

En ny start.

I forbindelse med den operation, som jeg troede jeg skulle have, men også her efterfølgende, mens jeg har været indlagt, har jeg i flere omgange haft længere snakke med både sygeplejersker og læge, om hvilke ændre i mit liv, som ville være fornuftige for mig, i forhold til at undgå nye sår. Det er jeg selvfølgelig meget interesseret i, så jeg skal lægge min livstil om!

Jeg skal fremover tænke meget mere over, hvad jeg putter i munden, og hvor meget jeg motionere! Mængden af maden skal nedsættes og det modsatte gælder motionen, 

Som kørestolsbruger har man ikke altid de samme muligheder for motion, som almindeligt gående, og derfor er det endnu vigtigere, at os som er i den situation tænker over hvad vi serverer for vores krop, og hvor meget den får. 

Lægen, jeg er tilknyttede herude, kunne komme med nogle ret foruroligende fakta, om hvordan det burde være. Og de er foruroligende fordi jeg har langt op, for at kunne udfylde dem, som det ser ud nu!

Den information, som kom mest bag på mig var, vægten på en personer, som sidder i kørestol, skal ligge 8 kilo under, hvad personens BMI ellers fortæller! Det skyldes, at man som kørestolsbruger, jo ikke kan bruge benene, og dermed er musklerne meget, meget små, og derfor ikke vejer noget som helst. 

Ret skræmmende information når jeg, som det ser ud nu, bare har store problemer med at holde mit bMI i, uden at skulle trække noget fra!

Man kan hvad man vil!

Det er faktisk så skræmmende, at jeg vil gøre noget ved det! Tidspunktet passer jo perfekt til det nu! Jeg har ligget her i snart 7 uger og min krop er i dårligere form end nogensinde - ja, tror selv, at formen var bedre da jeg blev født! Oveni det, nærmer vi os også snart et årsskifte - tidspunktet for at lave ændringer i ens liv! Derfor har jeg lavet et nytårsforsæt med mig selv. Et ret voldssomt ét!

Jeg skal ned omkring de 8 kilo, under mit DMI! I første omgang, skal jeg ikke helt derned, men kun ned omkring. Jeg skal under 75 kg! Det betyder jeg rundt regnet skal tabe omkring 15 kg! Men en vægt jeg var nede på, omkring det her sygeforløbs start. 

Så fra nytår starter "Projekt: Tab dig tykke!"! I første omgang bliver det nok kun i form af, at jeg begynder at tænke meget mere over, hvad jeg propper i munden, da jeg på daværende tidspunkt nok ikke må lave det store endnu! Den fysiske del kommer på, lige så snart jeg får "Go!" fra lægerne, og så er projektet for alvor i gang!

Mange vil nok mene, at jeg er komplet sindssyg, når jeg kommer med sådan én melding. Det vil jeg bestemt heller ikke afvise, at jeg er, men det er det rigtige at gøre! Det får nemlig, forhåbentlig, nogen til at sige, at jeg ikke kan, og sker dét, er jeg først rigtig motiveret! 

Dét, sammenlagt med den sult jeg har i kroppen, for at kunne få lov til at presse min krop til yderste max, efter at have ligget her i alt for lang tid, får mig til at tro 110% på det, jeg er ved at rode mig ind i nu! Kan jeg klare det, jeg har været udsat for det seneste halvandet år, kan jeg squ også klare det her! 

Det på trods af, at det selvfølgelig bliver afsindig hårdt! Det kommer til at gøre ondt, men ondt på den fede måde! Jeg elsker, at have ondt i kroppen. Vel at mærke, hvis det er den smerte man har når musklerne i ens krop er blevet presset til det yderste. Den smerte jeg har haft i kroppen det seneste halvandet år, er den helt modsatte snak!

Nu står det skrevet ned, her på bloggen, så nu er der squ ingen vej udenom, og jeg glæder mig til at komme i gang! Jeg kan klare det, for JEG VIL!

Vi blogges!!

Jeg kan se lyset!!!

Det' sørme, det' sandt, December!

Det er nok ikke gået nogens næser forbi. Vi har ramt årets sidste måned. December. Julemåneden er over os! Det gælder også her på sygehuset! 

Inden december, ja faktisk lige så snart jeg var blevet stillet i udsigt, at julen nok højst sandsynlig skulle tilbringes på sygehuset, fik jeg samtidig af vide, af sygeplejerskerne, at de i december gik helt jule-amok, med diverse oppyntning og andet jule-halløj. Det var måske at tage munden lidt for fuld. Jo, de har da pyntet lidt op, med julestjerner, en julemand og nogle andre småting, men jule-amok, vil jeg ikke sige, de er gået!

I hvert fald ikke lige så meget, som på min stue! Her kan man snakke om, at gå jule-amok! Her kom min far, en af de sidste dage i november, med en ordentlig kasse med julepynt, samt den dejligste pakkekalender, med gaver fra familie og venner! Shit, hvor blev jeg bare overrasket og vandvittig glad! Men det stoppede ikke med første læs julepynt! For hver gang min mor og far kommer herud, i løbet af december, har de noget nyt pynt med! 

Min stue er nu blevet døbt "Jule-Stuen", og hvis nogle sygeplejersker mangler lidt julestemning, bliver de sendt ind til mig, og så plejer det at komme helt af sig selv. Det er da hyggeligt!

I dag, var det ikke kun sygeplejersker med manglende julestemning, jeg havde besøg af. I dag fik jeg også besøg af en flok kinesere! Nogle læger fra et hospital, som Aarhus Sygehus, er "venskabs-hospital" med, var på besøg. Og afdelingssygeplejersken synes ikke, at de skulle snydes for et besøg i min julestue. De synes godt nok det var spøjst, og de skulle have forklaret en masse! Rigtig sjov oplevelse!

Slår ikke rekorden - måske!

Nu må vi se, hvor meget julepynt mine forældre når at slæbe med herud, inden det hele skal pilles ned. Skal de nå, at have ret meget mere med herud, skal de efterhånden til at skynde sig. Siden jeg sidst skrev, er det nemlig kun fortsat gået én vej. Fremad!

Prognosen for hvornår såret ville være helet op af sig selv, er hele tiden blevet rykket fremad, og hver gang lægerne har kigget på det, er de nærmest blevet målløse over, hvor meget der er sket, i løbet af de 3-4 dage, siden de sidst så det.

Jeg er gået over til at få skiftet vakuum-svampene oppe på min stue nu. Det er godt nok rart! Her sidst det skulle skiftes, havde hende kirurgen, som jeg er tilknyttet, en ældre og mere erfaren læge med til at se det. Han var blevet tilkaldt under den første operation, da det stod klart hvor slemt det egentlig stod til, da der så var flere læger der kunne finde ud af hvad der skulle ske. Han havde ikke set såret siden den gang. 

Mirakel maskinen!

Han vidste ikke hvad han skulle sige! Kan man snakke om, at en læge kan tabe underkæben, så var det dét der skete! Han kunne ikke forestille sig, at det var det samme sår han kiggede på! Det vakuum-apperat er ganske enkelt et mirakelmiddel, som min krop virkelig har forstået at samarbejde med! Samtidig med, at jeg fortsat får en masse proteiner, samt andre tilskud, så kroppen med sikkerhed får nok at arbejde med, så den kan danne en massse nye celler, og dermed hele mit sår!

Faktisk er vi nu så langt i processen, at jeg har fået fjernet mit CVK fra halsen, samt i dag fået fjernet de sting, jeg havde fået sat i lysken, så de eneste slanger jeg nu er tilkoblet, er vakuum-systemet. 

Men ikke nok med det, er vi også gået ind i den fase, som skal ende med, at jeg skal sendes hjem! Hvilket forhåbentlig sker indenfor de næste 14 dage! Jeg kommer hjem til jul!!

Godt nok bliver det en noget anderledes jul, stadigvæk, men ikke lige så anderledes, som hvis den skulle være foregået herude, i min julestue. Julen kommer til at foregå liggende i en seng, og jeg må fortsat ikke komme op og sidde. Samtidig skal jeg transporteres herud, også liggende, to gange om ugen, hvor de så kan skifte vakuum-svampene, og samtidig følge op på, at såret heler som det skal. 

Dermed ser det, heldigvis vil jeg skynde mig at sige, ud til, at jeg ikke formår at slå min rekord for det længste sygehusophold. Selvom det bliver meget, meget tæt på! Jeg har på nuværende tidspunkt ligget her i 6 uger, og en sjat. Min rekord er på 8 uger!

Skulle jeg lige akkurart komme til at slå den, tager jeg også det med. Det vigtigste for mig er, at jeg først bliver sendt hjem, når der er en klar plan for hvad der skal foregå videre indtil det er helt lukket, og jeg ellers føler mig fuldstændig tryk ved det. 

Vi blogges!!