Honning?? - Skal det ikke på brødet??

Én ting af gangen!

Jeg har nu været her på Vestdansk Center for Rygmarvsskadet i omkring 3 uger. Det har indtil nu været et yderst lækkert ophold. Jeg vil ikke bruge ordet, "indlagt", om mit ophold. Sådan føler jeg det ikke, da jeg primært forbinder det med noget negativt, og det har mit ophold her, bestemt ikke været - tværtimod!

Godt nok har der været op- og nedture, i løbet af de seneste uger, men på trods af det, har det været en bragende succes! Mest af alt, fordi man her på stedet, deler en filosofi, som jeg har forsøgt at køre med, hele mit forløb igennem. Nemlig at sætte sig et overordnet mål, for så at gemme det væk igen, og i stedet sætte sig en masse delmål hen til det endelige mål! Det er en metode der virkelig kan anbefales!

Helt specifikt bliver metoden benyttet i forbindelse med min mobilisering. Altså den tid jeg må sidde i min kørestol igen. Det fungerer naturligvis ikke sådan, at man bare sætter sig en hel dag i en kørestol, efter at have ligget ned i mange måneder. Det vil være det samme som, at bede om et nyt tryksår!

Planen er bygget op på den måde, at jeg for efterhånden 14 dage siden, startede stille og rolig op, med at måtte sidde 15 minutter, to gange i løbet af dagen. Det viste sig, at kroppen godt kunne klare det, så to dage efter, kunne jeg hoppe op på næste niveau. 3x15 minutter. Også dét fungerede som det skulle, og jeg kunne avancere yderligere til 2x30 minutter nogle dage efter. Såret skal kunne klare hvert niveau to dage i streg før, jeg må mobiliere yderligere, dagene efter. Det hele skal ende ud med, at jeg kommer op på halvanden time. Et mål jeg rammer, hvis alt går efter planen, om fem dage! Jeg kommer ikke til at mobilisere i længere tid end det, indtil jeg har været til kontrol næste gang, en gang i marts.

Men med den form for genmobilisering, opdager man nemlig hvis det er ved at gå den gale vej. Og det var det lige ved for mig! For nogle uger siden, blev såret lige pludselig større, og med det samme blev jeg smidt i seng. En hel weekend, hvor jeg slet ikke fik lov at komme op. Men trods alt kun en weekend. 

Honning - nu som lægemiddel!

En anden grund til, at jeg kunne nøjes med, kun at skulle ligge en weekend, er honning. Ja, du læste rigtig - honning! Nogen vil nok sige at det er et vidundermiddel, men det vil nok primært være nogen som har deres daglige gang blandt potter og pander.

Men nu har de kloge hoveder i hvide kitler, også set lyset i den gyldne, klistrede masse. Og lad mig, advare Jer med det samme - det næste stykke bliver måske lidt nørdet! 

Efter jeg så den fabelagtige virkning, honningen havde hos mig, fik jeg lyst til at gå lidt ned i det, for at se hvad det helt præcis er, min bagdel bliver smurt med. En ting kan jeg i hvert fald sige, uden at undersøge ret meget - det virker på mig!

Manuka Honning

Honningen stammer fra den vilde Manuka busk, som vokser i New Zealand. Honningen indeholder stoffet metheylglyoxal, også kaldet MGO, et stof som ikke findes i andre typer af honning.

Stoffet MGO har gennem de seneste års studier vist sig at have en stærk antibakteriel effekt. Methylglyoxal er ikke et ukendt stof, for kroppen eftersom det bliver naturligt dannet ved nedbrydning af sukker, men stoffet er giftigt for kroppen, men vigtigst af alt også for bakterierne.

Andre undersøgelser som er foretaget af hollandske forskere viser, at et andet stof i honning, kaldet defensin, også dræber bakterierne, fordi defensin destabiliserer bakteriernes membran og forstyrrer deres stofskifte.

Forskerne mener, at grunden til at specielt Manuka honning har disse egenskaber og et højt indhold af MGO, skyldes de strabadserende forhold busken er underlagt. Det er simpelthen buskens måde at forsvare sig og overleve på, som vi så kan nyde godt af.

Manuka honningen er ikke nyt, for allerede siden oldtiden har honning været kendt for antiseptisk virkning. I gamle egyptiske papyrus omtales honning for eksempel som et middel ved sårbehandling.

Lad os slutte denne lektion i køkkenet, hvor vi normalt kender til honning. Efter sigende, skulle Manuka honning smage dejligt. Det skulle smage lidt ligesom lynghonning og have en dyb varm farve.

Vi blogges!!

I faste, fine, rammer!

Vestdansk Center for Rygmarvsskadede

Så ligger jeg her! Det har jeg gjort i snart en uge. I mandags pakkede jeg de vigtigste af mine ting sammen, og flyttede ind på Vestdansk Center for Rygmarvsskadede, også bare kaldet VCR. Nu står den på genoptræning og mobilisering i kørestol. Jeg skal ganske enkelt vendes til at kunne sidde op, og kunne klare mig selv, igen.

Jeg havde, allerede inden jeg flyttede ind, hørt en masse om stedet, både til det positive, men også til det negative. Derfor var det en meget spændt, ung mand, som blev hentet af Falck. 

Det skulle vise sig, da jeg nåede frem, at jeg er en heldig kartoffel, hvad angår det værelse jeg har fået tildelt! Der er nemlig ret stor forskel på dem. Ikke hvad angår indretningen af værelset, for alle 36 værelser er fuldstændig ens indrettet. 

Nej, det er mere placeringen af værelset, jeg hentyder til. Den ligger ganske enkelt fantastisk! På turplan, med en fantastisk udsigt udover Søndersø, i Viborg! Samtidig ligger værelset ret centralt i huset, så jeg har forholdsvis kort til alting. Jeg kunne lige så godt have fået et værelse på den anden side af huset. Havde det været tilfældet, havde udsigten været nogle træer. 

Forholdene er fantastiske!

Der er generelt tænkt på detaljerne. Forholdene er i den grad optimale, for at få en god genoptræning! Rammerne udenom, har jeg nævnt er fantastisk, men det gælder godt nok også forholdene indenfor husets mure. 

Alle værelser har, foruden god plads til at komme rundt om sengen osv, også eget toilet og bad. Derudover byder VCR også på indendøres swimmingpool, samt et træningscenter med mange af de nyeste og mest effektive træningsmaskiner! 

Nogle træningsmaskiner, som jeg har fået lov til at stifte en lille smule bekendtskab med, og det bliver forhåbentlig ikke eneste gang. Eller det gør det ikke!

Så er vi igen - og så ikke alligevel...

Grunden til, at jeg har kunne arbejde i maskinerne, hos fyssen, er fordi jeg, efter at have ligget i sengen, siden 23. oktober, fik lov til at komme op og sidde i onsdags. Hvor var det bare vildt fedt! Men hvor pokker er min balance blevet af!? 

I skulle seriøst have set mig, da jeg blev hjulpet op at sidde for første gang. Jeg skøjtede fra side til side, og kunne slet ikke finde balancen. Jeg følte mig, ærlig talt, mest som en eller anden alkoholiker, som prøvede at komme op at sidde, efter at være væltet på sin bænk. Ikke fedt!

Op at sidde kom jeg, med god hjælp fra en fysioterapeut, som stortset måtte sidde og holde mig, de første minutter, men så var det som om kroppen vænnede sig til det, og jeg kunne selv holde mig oppe. Sådan! 

Den helt store glæde varede dog, desværre forholdsvis kort, i denne omgang. Helt præcis små døgn. I den tid, havde jeg fuldt en stram plan for, hvor mange gange, samt hvor længe, jeg måtte sidde om dagen. Det viste sig desværre, at det gik lidt for stærkt. 

Derfor har jeg her fredag-søndag, igen, måtte tilbringe udelukkende i sengen. Det gør jeg dog gerne, hvis det betyder, at der ikke sker yderligere skade. I mit tilfælde er man nødsaget til at kunne se langsigtet! Allerede nu ved jeg for eksempel, at jeg maksimum kommer til at sidde halvanden time af gangen, de næste tre måneder. 

I morgen, på Ole Olsens fødselsdag (2/2), skal jeg til en planlagt kontrol hos plastikkirurgerne. Derefter må vi se hvor meget jeg kommer til at sidde og hvor hurtigt jeg må gå frem. 

"Wake up, and smell the routine..."

Dét at blive indlagt her, er samtidig et skridt ind i en verden, hvor alt kører i de samme mønstre og rutiner. Det kan selvfølgelig være godt nok - i hvert fald til en hvis grad. 

Man spiser på de samme tidspunkter, man får besøg af læger og fysioterapeuter på samme tidspunkter og jeg kunne blive ved. Det hele kører i faste rammer. 

En anden ting, som man meget hurtigt lærer at kende, når man er indlagt, er sprit. Og her snakker vi ikke den slags man drikker. Eller det vil sige, at det har man da hørt historier om, at alkoholikere har prøvet, men der skulle vidst være noget i nu, som får det til at smage knapt så godt. Det har jeg dog ikke afprøvet, og kommer heller ikke til det. Derimod er jeg ved at have sprittet mine hænder, mit sengebord og alt hvad der er i nærheden af mig, en del gange. Alt skal sprittes af, og helst hele tiden!

Alt i alt er jeg nu super glad for at være her! Jeg ser frem til at komme op og sidde igen, og for alvor komme i gang med genoptræningen. Så må vi se, hvor længe de vil beholde mig. Som det er lige nu, er det i hvert fald ikke mig, som presser på, for at komme hjem. Tværtmod! Tingene skal squ være i orden nu, inden jeg skal nogen steder!

Vi blogges!!