Modgang gør dig stærkere!
Lang tid er der gået, siden jeg sidst har skrevet - jeg ved det godt! Der er ganske enkelt ikke rigtig været noget at skrive om. Det er der til gengæld, i den grad, nu!
For et lille halvt års tid siden, var min fremtid mildest talt i fare! I hvert fald den fremtid, jeg troede jeg skulle have. Jeg regnede med, jeg skulle i gang med uddannelse, så snart jeg kunne komme til det, for samtidig vidste jeg godt der kom til at gå noget tid, grundet min operation.
Samtiditig regnede jeg med, at jeg skulle i gang med at spille kørestolsbasketball, og at jeg nok skulle vende tilbage til det niveau jeg var på, før jeg pådrog mig mit tryksår. Det var også meldingen, at det nok skulle kunne lade sig gøre - vel at mærke før jeg blev opereret.
For efter operationen, hvor lægen havde fået overblik over hvor slemt det stod til, havde piben fået en anden lyd. "Han kommer aldrig til at spille kørestolsbasketball igen!" Så klar og kontant var meldingen fra lægen, til min mor, da hun blev informeret om operationens forløb, og hvordan det stod til. Alt imens jeg fortsat lå intetvidende nede på en opvågningstue, og prøvede på at komme til hægterne igen.
En melding hende og min far, heldigvis, har holdt for dem selv! Jeg er så glad for at jeg ikke fik det af vide, den gang, for dér var der godt nok rigeligt at tænke på i forvejen! I stedet fik jeg det først af vide, her for en lille måneds tid siden. På et tidspunkt hvor alt så anderledes positivt ud!
Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg vil vove mig ud i at påstå, at hvis jeg havde fået den melding med det samme, så var det ikke gået lige så glat, som det heldigvis har gjort! Grunden min påstand er, at da jeg fik af vide hvordan det var gået, og at jeg nu skulle indstille mig på et ekstremt langt og hårdt forløb, brugte jeg tanken om, at det nok skulle blive godt og at jeg nok skulle vende stærkere end nogensinde tilbage til basket.
Afsluttet!
Tirsdag d. 17. marts 2015. Den dato glemmer jeg ikke foreløbigt! For nogen en ganske almindelig forårsdag, men for mig endte det med at blive dagen, hvor jeg igen fik lov til at kunne begynde at leve et liv!
Det jeg prøver på at skrive er, at da var jeg til kontrol i Aarhus, hos lægen som opererede mig, og hun kan stadig ikke forklare hvordan jeg har kunne forvandle en så negativ situation, til noget som er endt så godt. Men ikke desto mindre kunne hun konstatere, at mit sår er vokset sammen, og alt dermed er i sin skønneste orden. Det betyder at jeg igen må begynde at sidde, og det endda uden restriktioner - hvis jeg vel at mærke bare begynder at bruge min sunde fornuft og lytter til min krop!
Det bliver ikke noget problem! Jeg skal ikke prøve det, jeg har været udsat for, i mere end et år nu, igen! Det er livet simpelthen for kort til! Hvor har det da været røvsygt! Nu har jeg sørget for "at gøre det ordentligt" første gang, og så må dét være dét!
Tilbage til livet!
Jeg vil våge at påstå, at jeg har lavet mere i de 3½ dag, jeg nu har måtte sidde, end jeg har det seneste halve år! Det endda uden at lave det store - jeg har sådan set "bare" lavet, for de fleste, ganske almindelig hverdagsting. Noget så simpelt, som at være i Føtex, har jeg nydt med største velbehag!
Jeg ser også frem til at kunne dyrke mine hobbyer i langt højere grad end, jeg tidligere har gjort. Nemlig kørestolsbasketball og fotografering. Så fra nu af skal I nok regne med, at komme til at høre en masse om lige netop disse emner!
Og skulle i støde navnet "Hamistolen Photography", ja så er det mig :-)
Dermed har jeg vidst ikke så meget andet at skrive end, tak fordi du læste med! Og rigtig god weekend!
Vi blogges!
