Utålmodigheden sniger sig nærmere!

Bye Bye betændelse!

Jeg har skrevet det her mange gange, i diverse indlæg efterhånden, dog uden held, men nu prøver jeg igen, for det skal lykkedes på et tidspunkt! Nu kører det som det skal, og nu er der kun én vej, og det er fremad! 

Betændelsen ser ud til at være væk, hvilket den også gerne skulle med alt den antibiotika og penicillin jeg får indenbordes for tiden. Samtidig er temperaturen fuldstændig normal igen. Alt i alt har jeg det faktisk ret godt igen nu, hvilket lægerne også bare kunne hjælpe med at bekræfte da jeg I fredags var til kontrol med sårene. Alt ser ud som det skal, og det heler fuldstændig som det skal. Derfor vil de først se mig igen den 10. marts. 

Nu skal sårene bare have lov til at hele, hvilket de selvfølgelig bedst gør når jeg ligger ned, så der ikke kommer tryk på sårene.

Dater min seng...

Derfor bruger jeg 80% af min tid i sengen. Det er i bund og grund godt nok, og især med tanken om at det får sårene til at hele hurtigere. Men shit, hvor er det kedeligt!! De første par dage er fine nok, men derefter begynder mulighederne for, hvad man kan lave i en seng, at ophøre. 

Jeg kan ikke mindes, at jeg har brugt så meget tid i en seng, hvor jeg egentlig har haft følelsen af at jeg sagtens kunne have lavet alt muligt andet, som jeg har lige for tiden. Jeg ligger her jo egentlig bare fordi det, forhåbentlig, får sårene til at hele noget hurtigere. 

Det går bare ikke ret hurtigt, hvis man spørger mig. Jeg er ved at være godt utålmodig. Jeg synes efterhånden det er ved at have stået på alt, alt, alt for længe! Følelsen af ikke at have ondt, men bare ligge og vente på at nogle sår heler er frustrerende, for jeg føler efterhånden sagtens at jeg så småt kan begynde at lave noget igen. Det hjælper heldigvis lidt på det, at sårene begynder at bløde, hvis jeg er for aktiv. Sådan en ting kan få mig til at indse, at lægerne har ret når de siger, at det eneste og bedste jeg kan gøre, er at ligge og vente på det er helet op. Men hvor er det altså bare KEDELIGT!!

Vil ikke blive vanvittig..

Som I nok har fornemmet, er jeg ved at være godt træt af at ligge ned. Derfor må sår og bare være sår nogen gange! Jeg bliver nødt til at lave andet end at ligge her, ellers bliver jeg simpelthen sindssyg! 

Man bliver nødt til at tænke lidt på sig selv. Selvom det måske har de konsekvenser at sårene tager nogle ekstra dage om at hele. Jeg har trods alt også et liv at leve, og hvis jeg ellers er god til at ligge ned, når jeg er hjemme, bliver jeg nødt til også at tage mig den frihed at lave andre småting og komme lidt ud, hvis jeg skal igennem det her. 

Heldigvis har jeg en rigtig dejlig familie som er rigtig gode til at hjælpe, så jeg også kommer lidt ud. 

Det var status herfra. Vi blogges!!

Følelsen af, at skulle have hjælp...

Endelig hjemme!

I går skete det endelig! Jeg blev sendt hjem, efter godt 14 dages indlæggelse. Det kom lidt som et lyn fra en klar himmel, at det lige blev i går, at jeg røg hjem. Jeg havde selv troet, at de holdt mig nogle få dage endnu. Selvom jeg trods alt godt var klar over, at det nok snart var ved at være ved den tid, at de sendte mig hjem. Men sårene var trods alt ikke helt helet endnu, og der skal fortsat kigges på dem dagligt, men det har jeg hjemmesygeplejesker til. 

I går eftermiddags blev jeg så "løsladt", og hvor var det bare fantastisk! Bare det at komme udenfor en ydredør var rigtig lækkert. Sidst jeg havde været det var inden jeg kørte ind til vagtlægen, godt 14 dage tidligere. Dernæst at komme hjem i vante omgivelser. Eget værelse, egen seng, eget badeværelse - Nøj, hvor var det lækkert!

Vil være selvhjulpen. 

Én af de ting der har været sværrest for mig i den tid jeg har været indlagt, og nok også den kommende tid, er alle de ting jeg skal have hjælp til, som jeg, før jeg blev indlagt, klarede helt ved egen hånd. 

Før jeg blev jeg blev indlagt klarede jeg mig 95% ved egen kraft, men her under indlæggelse og i tiden efter er jeg pludselig afhængig af andre mennesker. En ting som der både er positive og negative ting ved. Jeg prøver så vidt muligt at se på de positive, selvom det til tider kan være svært!

Det mest positive er helt klart, at så mange mennesker er klar til at hjælpe! Jeg skal stort set bare løfte øjenbrynet, så står de klar. Det er jeg vildt glad for, og håber jeg ved en senere lejlighed kan give lidt igen. Det har virkelig gjort mig glad, at se alle dem der har været klar på at hjælpe. 

Men hvor er der pludselig meget, som skal gennemtænkes og planlægges! Men gør man det, tror jeg faktisk, at det på sigt er muligt at få en næsten normal hverdag. Og heldigvis skulle sårene også gerne hele hurtigt, så jeg på forholdsvis kort tid er helt på toppen igen! 

Vi blogges!

Ny krop søges!!

Nu må det snart vende!!

Så ligger jeg her igen. I en seng på sygehuset. Jeg troede ellers at det var slut for denne gang, efter den omgang jeg havde med ventilen. Sådan gik det desværre ikke...

Denne gang er det et betændt siddesår på den ene balle, som skaber store problemer. Det har medført en masse betændelse i kroppen, som lægerne nu prøver at slå ned med antibiotika, og indtil videre to operationer. Igår fandt lægerne, via en podning af såret så også en hel ny og meget sjælden bakterie, som de nu også vil prøve at slå ned. Denne gang i form af piller. 

Det er ret frustrerende at ens temperatur kan veksle så meget, som det er tilfældet i mit tilfælde. Den befinder sig sig i et interval fra 37-40, og den kører op og ned, fuldstændig som det passer den. 

Heldigvis har jeg ikke ondt. I bund og grund føles det bare som en god omgang influenza, hvilket også var skyld i at der gik et stykke tid før vi henvendte os til vagtlægen. Derfra var der så ingen tvivl om, at jeg skulle indlægges! Han målte mine betændelsestal i kroppen. Hvis man er sund og rask, og intet er galt ligger de omkring 5. Har man derimod en lille virus i kroppen eller en influenza vil tallene normalt ligge omkring 30. Mit tal var svimlende højt. Jeg var helt oppe på 250!! Derfor var der ingen tvivl om indlæggelse, og det har jeg nu været i omkring 14 dage. Først i Herning og nu i Holstebro. 

Nåle gider ikke mig - jeg gider ikke dem!

Ja, ligesom sidst jeg var indlagt, kommer der også her et afsnit om nåle, for de er også et problem denne gang. Denne gang har de dog fundet en løsning, men mere om den senere...

Mine arme har aldrig været så medtaget af at blive stukket, som det er tilfældet denne gang! Det skyldes måske, at de har haft større problemer med at ramme end de plejer. Jeg er efterhånden ved at have ødelagt de fleste narkosesygeplejerskes statistik, når det kommer til antallet de har måtte stikke. Der er kun et par stykker der har kunne ramme første gang. Resten har måtte prøve lige fra tre gange og helt op til seks til otte gange..  Samtidig har de ikke kunne holde i mere end maks to døgn. Det tog de konsekvensen af for et par dage siden. Jeg fik lagt en såkaldt CVK. Et lille kateter som bliver lagt ind i en større vene i halsen, som så gerne skulle kunne holde meget længere tid. Det håber jeg godt nok også, for shit det gjorde nas. Her ramte de selvfølgelig heller ikke første gang og måtte starte forfra.. Men nu er den lagt og det gør tingene meget nemmere!

Lys for enden af tunnelen.

Nu ser det efterhånden, heldigvis, ud til, at der er fremgang på vej! Tallene falder og lægerne er begyndt at nævne en hjemsendelse, hvilket jeg ser rigtig meget frem til. Omvendt vil jeg ikke hjem før jeg selv føler, at der er styr på tingene! Nu må vi se... Generelt er det en hverdag i uvished. Det ene øjeblik kan det hele se super ud, og de snakker om at jeg måske kommer hjem samme dag, hvorefter det næste øjeblik kan se meget værre ud, og jeg pludselig skal blive et par dage mere... 

Jeg holder jer opdateret når der er nyt...

Vi blogges!