torsdag den 13. februar 2014

Ny krop søges!!

Nu må det snart vende!!

Så ligger jeg her igen. I en seng på sygehuset. Jeg troede ellers at det var slut for denne gang, efter den omgang jeg havde med ventilen. Sådan gik det desværre ikke...

Denne gang er det et betændt siddesår på den ene balle, som skaber store problemer. Det har medført en masse betændelse i kroppen, som lægerne nu prøver at slå ned med antibiotika, og indtil videre to operationer. Igår fandt lægerne, via en podning af såret så også en hel ny og meget sjælden bakterie, som de nu også vil prøve at slå ned. Denne gang i form af piller. 

Det er ret frustrerende at ens temperatur kan veksle så meget, som det er tilfældet i mit tilfælde. Den befinder sig sig i et interval fra 37-40, og den kører op og ned, fuldstændig som det passer den. 

Heldigvis har jeg ikke ondt. I bund og grund føles det bare som en god omgang influenza, hvilket også var skyld i at der gik et stykke tid før vi henvendte os til vagtlægen. Derfra var der så ingen tvivl om, at jeg skulle indlægges! Han målte mine betændelsestal i kroppen. Hvis man er sund og rask, og intet er galt ligger de omkring 5. Har man derimod en lille virus i kroppen eller en influenza vil tallene normalt ligge omkring 30. Mit tal var svimlende højt. Jeg var helt oppe på 250!! Derfor var der ingen tvivl om indlæggelse, og det har jeg nu været i omkring 14 dage. Først i Herning og nu i Holstebro. 


Nåle gider ikke mig - jeg gider ikke dem!

Ja, ligesom sidst jeg var indlagt, kommer der også her et afsnit om nåle, for de er også et problem denne gang. Denne gang har de dog fundet en løsning, men mere om den senere...

Mine arme har aldrig været så medtaget af at blive stukket, som det er tilfældet denne gang! Det skyldes måske, at de har haft større problemer med at ramme end de plejer. Jeg er efterhånden ved at have ødelagt de fleste narkosesygeplejerskes statistik, når det kommer til antallet de har måtte stikke. Der er kun et par stykker der har kunne ramme første gang. Resten har måtte prøve lige fra tre gange og helt op til seks til otte gange..  Samtidig har de ikke kunne holde i mere end maks to døgn. Det tog de konsekvensen af for et par dage siden. Jeg fik lagt en såkaldt CVK. Et lille kateter som bliver lagt ind i en større vene i halsen, som så gerne skulle kunne holde meget længere tid. Det håber jeg godt nok også, for shit det gjorde nas. Her ramte de selvfølgelig heller ikke første gang og måtte starte forfra.. Men nu er den lagt og det gør tingene meget nemmere!


Lys for enden af tunnelen.

Nu ser det efterhånden, heldigvis, ud til, at der er fremgang på vej! Tallene falder og lægerne er begyndt at nævne en hjemsendelse, hvilket jeg ser rigtig meget frem til. Omvendt vil jeg ikke hjem før jeg selv føler, at der er styr på tingene! Nu må vi se... Generelt er det en hverdag i uvished. Det ene øjeblik kan det hele se super ud, og de snakker om at jeg måske kommer hjem samme dag, hvorefter det næste øjeblik kan se meget værre ud, og jeg pludselig skal blive et par dage mere... 

Jeg holder jer opdateret når der er nyt...


Vi blogges!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar