Vi bider ikke!!

Indledning.

Her til morgen, under min faste update, på de forskellige nyhedssites, faldt jeg over denne artikel/debat. Jeg kender godt situationen fra mig selv, og derfor kommer det som sådan ikke som en overraskelse, men derfor synes jeg stadig det var så interessant, at der kommer dette indlæg ud af det. Håber I vil finde det interssant!

Overraskende højt!!

60 procent!! Så mange procent af danskerne undgår helst at sidde, enten ved siden af, eller overfor en spastisker, i følge en ny rapport, som Det Centrale Handicapråd netop har udarbejdet. Du læste rigtigt 60%!!! Nu ved jeg godt, at spastikere er et af de former for handicaps, der er mest synlige i dagens samfund, og at det nok ikke er nær så høje tal, hvis det "bare" gjaldt almindelige kørestolsbrugere. Derfor må jeg nu alligevel stadig indrømme, at jeg synes det er rystende høje tal, og samtidig indskyde, at ligende ting også sker for os, som "kun" sidder i kørestol, men som sagt nok ikke i så høj grad, som spastikerne er udsat for.

Jeg har selv prøvet ligende situationer, hvor folk har valgt enten at gå ekstra langt udenom én, eller sætte sig på en stol lidt længere væk, end man ellers normalt ville gøre. Det bliver først rigtig sjovt, når det gælder forældre med deres mindre børn. Børn har det med at være dejlige naturlige, og spørge om lige hvad de har lyst til, uden at tænke over tingene først! Sådan burde os voksne mennesker også være, men i stedet oplever jeg, at forældrene trækker børnene og dem selv længere væk, lige netop for at undgå kontakten, og de umiddelbarer spørgsmål som børnene ville kunne finde på at stille, men som nogle voksne/forældre allerede tænker. Jeg vil langt hellere have folk spørger, vil snakke, end at de holder sig på afstand, og sådan ved jeg langt de fleste med handicaps har. 

Vi kan godt snakke!!

Årsagen til, at man ikke vil sidde ved siden af en handicappet er, i følge rapporten, ganske enkelt fordi man er bange for at gøre noget forkert. Det runger lidt hult i mine ører, da det mest forkerte man kan gøre i en sådan situation er, at holde sig væk. 

Vi er mennesker af kød og blod, ligesom alle andre, og langt de fleste af os med handicap, vil, som tidligere skrevet, heller end gerne snakke - også om vores handicap. Man kan ikke spørge om noget dumt, og man kan højest få et "Det vil jeg helst ikke snakke om", eller et "Nej", hvis man spørger ind til noget. I form af vores handicap, har vi nok også nogle historier, som almindelige mennesker vil synes er interessante, og på den måde, plejer det at være nemt at få en god samtale i gang. 

Så næste gang du ser en handicappet, uanset om det er i bussen, i toget eller på en café, skal du ikke være bange for at sidde i nærheden. 

Vi blogges!